Prey

Jeg kan stadigvæk huske min første oplevelse med indianeren Tommy, og hans rumrejse i Human Head Studios' Prey på min Xbox 360 tilbage i 2006. Spillet var et friskt pust med et fascinerende banedesign, kreative våben, en spøjs historie, og alene indledningssekvensen var blandt de mere mindeværdige i genren. Prey var ikke bange for at skille sig ud på det voksende marked af skydespil på konsollerne.

Spol 11 år og en aflyst to'er frem, og endelig sidder jeg med Dishonered-udvikleren, Arkane Studios', svar på seriens fremtid og formår de at fange mig på samme måde som Human Head gjorde et årti tidligere?

Inden Prey starter skal spilleren beslutte om de vil spille med en kvindelig eller mandlig version af hovedpersonen Morgan Yu. Det er et valg som ikke har nogen konsekvens for historien, men stadig et velkomment tiltag for dem med interesse i at kunne vælge. Herefter begynder spillet i Morgans lejlighed, som skal til en indledende test inden han/hun drager afsted til rumstationen Talos 1.

Efter en forbavsende kort helikoptertur til testcentret møder Morgan sin bror Alex, der siger et par beroligende ord inden de forskellige tests begynder. Længe går der dog ikke, før de bliver saboteret og angrebet af såkaldte Typhons, hvorefter Morgan atter en gang vågner op i sin seng og finder ud af, at han/hun har været fanget i en simulation af den samme dag og allerede befinder sig på rumstationen. Det er nu spillerens mål at finde ud af, hvad der skete i mellemtiden.

Allerede fra spillets første minutter skinner den grafiske præstation igennem. Solens stråler igennem glasset på lejligheden, møblernes detajler og udsigten over den futuristiske by ser flot ud. Arkane Studios formår virkelig at bruge CryEngine til sit ypperste. Ærgeligt bliver det desværre første gang vi møder andre mennesker, da de ikke besidder samme detaljegrad som resten af spillet, og er mere lig Xbox 360 og PlayStation 3 end noget du finder på den nuværende generation.

Prey giver dig efter introduktionen frie tøjler til at udforske Talos 1. Rumstationens lobby fungerer som spillets hub-område, og jo mere du udforsker, desto flere områder åbner sig i lobbyen. De fleste steder vil dog være forseglet med enten en kode eller mangel på diverse nøglekort.

Dette er også dét som du vil bruge det meste af din tid på i Prey. Jeg tror halvdelen af min spilletid alene blev brugt på at finde utallige nøglekort spredt over hele Talos 1. I modsætning til lignende mekanikker i eksempelvis Resident Evil blev dette hurtigt en smule for anstrengende, grundet det absurde antal jeg måtte samle.

Heldigvis brillerer Prey på resten af gameplay-fronten, og giver spilleren en række forskellige muligheder for at forbedre sin karakter og diverse færdigheder. Morgans uniform kan nemlig opgraderes med flere forskellige chipsets, som blandt andet kan give dig muligheden for at gøre mere skade med dit våben, eller evnen til at overleve hårde angreb med et minimalt antal livspunkt tilovers i stedet for et totalt K.O.

Derudover har Morgan også nogle særlige kræfter, hvilket kort sagt er magiske evner. De inkluderer alt fra telekinese, til bomber og at kunne stoppe tiden. For at låse op for disse, skal spilleren finde genstande kaldet Neuromods, som derudover også kan hjælpe med at forbedre hacking (stor hjælp til de tusindvis af koder du skal finde), reparation og en række andre egenskaber. Jeg fokuserede mere på praktiske færdigheder end magi, hvilket gjorde de forskellige kampe med Typhon-fjender væsentlig sværere end behøvet.

Specielt fjendedesignet i Prey er skrækindjagende. På sin færd igennem rumstationen formår Morgan at kæmpe imod alt fra svævende gopler og besatte mennesker til enorme kreaturer. Ligemeget hvilken fjende er kampene næsten altid lige intense og udfordrende hver gang, trods Normal-sværhedsgraden. Dette bliver især hjulpet på vej af den imponerende lydside. Hvert eneste møde med Typhon-fjender fik mig til at føle en ekstrem intensitet og angst som et følge af en unik samling af melodier ulig andre spil på markedet.

Lyddesignet er heldigvis heller ikke kun fremragende under de forskellige kampe, og jeg var flere gange betaget af de kolde elektriske guitarer og bombastiske men minimalistiske tekno/dubstep- arrangementer, som tog over forskellige steder på rumstationen. Uden tvivl blandt de top tre bedste lydsider jeg har oplevet i et spil uanset genre.

Talos 1 er samtidig et spændende sted at udforske med alt fra små biografsale, botaniske haver, barer og det ydre rum. Det hele er smukt realiseret i et design med specielt stærke art deco og futuristiske elementer.

Løbende samler Morgan forskellige båndoptagelser fra de tidligere beboer på rumstationen op, som giver en større indsigt i hændelserne, der har dannet grund for den triste situation på Talos 1. Det var spændende at opdage eksempelvis et lesbisk kærlighedsforhold mellem to kollegaer, eller en syg forskers idéer, imens man prøver at binde trådene sammen. Ydermere bliver du også kontaktet af stadig overlevende på stationen, hvorpå der affødes endnu mere forvirring og intrige. Det er med andre ord, en klassisk whodunit-situation.

De forskellige båndoptagelser ledte også tit til nye opgaver, hvilket gav nye grunde tl at efterforske de mange kroge af Talos 1, og jagte flere Neuromods til Morgan. Det hjælper substantielt meget at klare de forskellige ekstra opgaver, da spillet ellers bliver alt for svært.

Hvis det hele lyder en smule bekendt skyldes det, at Prey låner rigtig,rigtig meget fra Irrationals BioShock. Alt fra psi-kræfterne, til det arkitektoniske design, fortællestrukturen og skydespilsmekanikkerne er næsten identiske med BioShock, hvilket i sidste ende får Prey til at fremstå for meget som en fin kopi af andre idéer end sin egen originale IP.

Ikke desto mindre har jeg virkelig nydt alt min tid sammen med Morgan på Talos 1. Prey er et solidt reboot med en interessant historie og spektakulært lyd design. Arkane Studios har langt fra genopfundet FPS-genren, men leverer et godt stykke arbejde, som er sit navn værdigt. Velkommen tilbage Prey!