Det kan godt være at jeg hader fokusgrupper, men den sørgelige sandhed er at de virker. Ubisofts første to eventyr om den persiske prins er et strålende eksempel på dette. Sands of Time var fyldt med østerlandsk mystik og varme, gyldne farver. Det var som at spille sig gennem tusind og en nats eventyr med persiske slotte, frodige haver og dunkle huler som de bærende kulisser. Warrior Within var det direkte modsatte. En glødende palette af orange og rød blev skiftet ud med en af næsten kun sorte og grå nuancer. Prinsen blev en dunkel og ondsindet fætter, med et hidsigt temperament, mens tunge guitarriffs banede vejen for et dyssetopisk eventyr.
Alligevel var Warrior Within en vaskeægte succes fra første dag, mens det oprindelige spil, Sands of Time, har brugt år og utallige prisnedsættelser til at opnå bare et rimeligt salg - det virker bare ikke fair. Selv Yannis Mallat, produceren på både det oprindelige spil og fortsættelsen, indrømmer at holdet ramte noget helt specielt med det første spil, også selvom det var lavet under et ekstremt tidspres og med skyhøje forventninger fra de gamle fans. Måske er det derfor at han siddende ved roret på den tredje produktion prøver at ramme en mere rimelig balance mellem hvad fjortenårige, coladrikkende teenagere vil have og hvad der oprindeligt lagde en samlet spilpresse ned. Intentionerne er i hvert fald klare at se: At fusionere etterens funklende visuelle side med toerens langt mere givende og intuitive styring fra kampene. På den måde skulle Prince of Persia 3 gerne blive det hidtil bedste kapitel i serien, og ud fra hvad jeg har set kan det meget vel ende sådan.
Plotmæssigt fortsætter treeren der hvor Warrior Within sluttede. Prinsen og Kaileena når efter længere tid tilbage til Babylon, stedet hvor vores helts far regerer. Men alt er forandret. Ved at rejse tilbage i tiden og ødelægge The Sands of Time har han åbnet muligheden for en alternativ fremtid. En mørk og ondskabsfuld prins styrer nu kongeriget og da du som spiller ankommer til byen, bliver du lynhurtigt forvekslet med ham. Herefter går det over stok og sten for at redde dit smuldrende kongerige fra evig ruin, og det betyder bl.a. at du skal op mod din egen hær. At du også kommer til at spille din egen mørkere halvdel er en ny måde at gribe tingene an på.
En anden og yderst vigtig drejning er det nye fokus på snigeri og langdistancevåben. Prinsen vil nu i endnu højere grad kunne vælge sine kampe med omhu og fra tid til anden helt slippe for at gøre andet end at lade en kniv glide ind mellem ribbenene på en intetanende soldat. Det samme gør sig gældende, når han i skikkelse af sit mørke alter ego løfter en tungt bevæbnet soldat fra jorden og kvæler ham med et reb. Der går på ingen måde Splinter Cell i det hele, men de nye facetter er med til at bryde monotonien i konstant at uddele akrobatiske tæsk til fem-seks fjender. Også brugen af langdistancevåben gør sit til dette. Selvom Yannis Mallat ikke ville slippe de væsentligste guldkorn før årets E3, så lader det til at du godt kan begynde at finde din bue frem. I det hele taget er der også brugt anseelige kræfter på at udbygge det i forvejen vidtforgrenede og dybe kampsystem. Flere kampstile er kommet til og muligheden for at smelte dem sammen ved hjælp af snedige knapkombinationer er denne gang endnu større.
Visuelt skulle man måske ikke tro at der kunne gøres mere, men alligevel virker Prince of Persia 3 lige den tand flottere og mere pompøst. Om det skyldes holdets fokus på et mere varieret og farverigt landskab, eller om det blot er fordi hele Babylonien i denne omgang er blevet din legeplads, skal jeg ikke kunne sige, men det imponerer endnu engang. De smalle og beskidte gader, de flade hustage og nogle af Babyloniens ældgamle kendemærker er med sikkerhed steder, du kommer til at stifte bekendtskab med.
Den helt store præsentation af Prince of Persia 3 foregår naturligvis nu på dette års E3, men ud fra det vi allerede har fået lov til at se, lader det til at der er blevet lyttet til både anmeldelserne, forumkritikken og den almindelige købers meninger - og det kan jeg kun bifalde. Lad os håbe at dette efterår bliver et mesterligt eventyr i en verden af myrra, silkebløde tæpper og knivskarpe sabler, for det savner jeg virkelig.