Prince of Persia: The Forgotten Sands

Spillet starter hvor Sands of Time slap, eller det går jeg i hvert fald ud fra. Af et spil der skulle udfylde hullerne i seriens fiktion, er historien i The Forgotten Sands noget suppe. Begyndelsen er brat og ligegyldig, og igennem spillet udpensler fortælleren klodset det voksende forhold imellem prinsen og hans nye følgesvend ånden Zahra, der er firkantede karikaturer af hovedpersonerne fra tidligere spil.

Men nu er historien ikke grunden til at jeg spiller de nyere Prince of Persia-spil. Jeg vil løbe op ad vægge, svinge mig i bjælker, og hoppe fra søjle til søjle (og engang imellem løse gåder). Og her skuffer The Forgotten Sands ikke. Prinsen er som sædvanlig djævelsk adræt, og det føltes lækkert at bevæge sig hastigt igennem spillets eventyrlige ruiner og drabelige fælder, præsenteret i en attraktiv stil, der passer fint til Wii'en.

Men fordi det her netop er Wii-versionen, var udviklerne selvfølgelig nødt til at presse den forvoksede fjernbetjenings unikke egenskaber ind i spillet på en eller anden måde.

Til deres forsvar, er forsøget på at forny seriens efterhånden velkendte formel, ved at inddrage Wii-kontrolleren, rosværdigt. Som spillet skrider frem, får du evnen til selv at kunne skabe din egen rute igennem omgivelserne. Peges på en væg med kontrolleren, kan du placere gribepunkter til prinsen, og peger du på gulvet, er det løftende vandfontæner. Senere får man evnen til at indkapsle prinsen i luften med en svævende boble, hvorfra man kan lave sit næste spring.

Disse kombineres, så spillets ruiner forvandles til et tegnebræt, hvor du ved hjælp af de forskellige redskaber, planlægger og "tegner" en rute til næste afsats. Det sker med hjælp fra et af spillets gode påfund; et indbygget hjælpesystem der altid viser om et spring er muligt ved at lave en linje til destinationen.

Det er et helt andet tempo for seriens akrobatik. Nu er du nødt til at ræsonnere og analysere, i stedet for at forcere og reagere. Desværre, for spillets ambitioner, hænger de to forskellige tilgange og tempoer ikke så godt sammen i praksis.

Når spillere selv kan lave gribepunkter, og svæve rundt i bobler, fjerner det noget af det tempo og præcision som gør prinsens akrobatik så fornøjelig. Det bliver et helt andet spil, hvor hvert afsæt skal planlægges og bygges, hvilket man så kan syntes er godt eller skidt.

Jeg blev dog hurtigt træt af spillets mere tænksomme form for akrobatik, da de redskaber du har, altid bruges på samme måde. Repetitionen ødelægger det førnævnte tempo. Til sidst, så jeg frem til de få øjeblikke hvor spillet gav mig lov til bare at hoppe rundt.

Sådanne halvfærdige løsninger er der mange af i spillet, der akkurat fungerer fordi det bygger på den solide formel første etableret i det klassiske Sands of Time. Og ligesom det spil, er de tidspunkter hvor sværdet skal svinges noget hø. Ikke mindst fordi der hurtigt introducerer fjender man ikke bare kan nedkæmpe ved at hoppe på dem. Og jo mindre jeg snakker om den tvivlsomme beslutning at lade kampsystemet tage basis i famlende rysteri med kontrolleren, jo bedre.

Spillet føles som om udviklerne har manglet den tid de skulle bruge for at få de forskellige dele til at passe sammen. Visse dele er derfor utrolig lette, da de redskaber man har, er for stærke, hvorimod andre kræver forsøg på forsøg (gjort værre af, at hele områder skal gentages hvis du skulle miste alle dine "Life Orbs", der erstatter det tidsrejsende sand i tidligere spil)

Jeg kan godt lide ideen med, at man i et platformsspil selv laver platformene, men Prince of Persia: The Forgotten Sands overbeviste mig ikke om at det er måden det skal gøres på. Det hjælper heller at de allestedsværende sværdkampe foregår ved tilfældig vifteri med kontrolleren. Tilbage er hopperiet, og har du forsøgt dig med et af prinsens spil, siden Sands of Time, er det alt sammen noget du har prøvet før og bedre.