Prince of Persia: The Sands of Time

Vi har nok alle på et eller andet tidspunkt slået lidt i tastaturet eller kastet med controlleren i ren frustration over ét bestemt spil: det originale Prince of Persia, som har kostet undertegnede masser af blod, sved og tårer - og ikke mindst joystick-lemlæstelse. Sjældent har et spil været så fængslende og samtidig så ubegribeligt frustrerende. Havde man ikke held med at time sine spring ned til mindste splitsekund, så endte den agile prins med at blive hugget over af gigantiske knive eller falde ned i afgrunden. Det var dengang, Amigaen herskede, og spillet lå på en enkelt diskette. Trods den beskedne datakapacitet var der presset et hav af baner og lækre sprite-animationer ned på den lille floppy. Det efterfølgende Prince of Persia 2 var næsten ligeså imponerende i sin udformning.

Derefter gik det dog ned ad bakke for vores kære helt, hvilket bl.a. kom til udtryk på Dreamcast og pc, hvor han mere virkede som en svinedreng end en prins. Der skulle gå omkring et årti, før prinsen rejste sig fra støvet og kastede sig ud i nye eventyr og heltegerninger. Ubisoft har genoplivet licensen på alle de kendte platforme, og hvor prinsen boltrer sig i blændende 3D på konsollerne, har udviklerne ligeledes forsøgt at fange fordums tiders 2D-magi på GBA’en. I denne ombæring skal prinsen ikke ud at redde prinsesser i nød, men derimod rette op på sin egen katastrofale fejltagelse, hvor han uvidende forårsager, at paladsets beboere forvandles til alskens kryb pga. tidens sand.

I mange henseender er Sands of Time (SoT) en klassisk platformsoplevelse, hvor vi dog bliver budt på en række innovative elementer fra tid til anden. Primært ses det med tidens sand, som i tilstrækkelige mængder lader spilleren skrue tiden tilbage et par sekunder. Sandet indsamles i de forskellige baner, og den lille spidsfindige mulighed for at rette op på et fejltrin vil mere end ofte redde éns skind. Desuden indeholder spillet ingen tutorial, men spilleren lærer at bruge prinsens forskellige evner ved at samle pergamentruller sammen. Hver af disse repræsenterer en evne/færdighed, og derved lærer man kontinuerligt nye måder, hvorpå man kan bruge helten - og denne fremskridts-model virker ganske glimrende. Sidst, men ikke mindst, er der mulighed for at tage kontrollen over endnu en figur, nemlig ørkenprinsessen Farah, som dog langt fra skal sættes i samme bås som den unge, forsvarsløse ungmø fra forgængeren. Farah er udstyret med bue og pil og kan løse diverse opgaver, som prinsen ikke formår. Med muligheden for at skifte løbende mellem de to figurer virker det unægtelig, som om Ubisoft er blevet inspireret af Blizzards klassiker Lost Vikings, som vi anmeldte til GBA i starten af året. I dette spil består en stor del af gameplayet ligeledes af samarbejdet mellem figurer med forskellige evner og udstyr.

Ligesom sine 2D-forgængere leverer SoT varen, når det kommer til animationer, magen til veludførte sprite-animationer skal man lede længe efter, og især prinsen er en sand fornøjelse at se i aktion. De kunstnerisk udførte baggrunde giver den helt rette stemning, og Ubisoft Montreal forkæler os med en visuel lækkerbisken. Et minus er dog kontrasten mellem karaktererne og fjenderne i banen kontra baggrunden, for sidstnævnte har et meget støvet og mat udtryk - hvilket passer perfekt til det mellemøstlige tema - figurerne er dog langt mere farverige og kontrastfyldte. Ganske vist skal man kunne skelne mellem baggrund og figurer, men hvor miljøerne virker forholdsvis virkelighedstro, har prinsen og co. et mere cartoony look. Endnu en kontrast kan findes på lydsiden, hvor de kedelige lydeffekter langt overgås af spillets velfungerende musik.

Det bliver derfor ikke til nogen skelsættende oplevelse på GBA’en denne gang. Trods den glimrende licens, og ikke mindst de fabelagtige versioner af samme spil på konsollerne, formår Ubisoft Montreal ikke helt at nå til tops med denne titel. Udover nogle enkelte innovative elementer virker denne platformer alt for generisk i sit udtryk, da vi har set det meste før. På samme måde er det med spillets puzzles, som efter dagens standard virker ganske uinteressante. Til trods for at Prince of Persia: Sands of Time ikke fanger den intensitet, vi så i den originale titel, er spillet dog stadig en ganske udmærket oplevelse, som indeholder mange timers god underholdning. Spillet kan helt sikkert anbefales til alle med snøren ude efter en omgang platform til GBA’en - det anbefales dog at skrue ned for nostalgien, ellers bliver du blot skuffet.