Prince of Persia: The Two Thrones

"Da Prince of Persia 3 er slutningen på den episke historie om den tidsrejsende prins og da der ikke kommer flere spil i serien, så var det vigtigt for mig at slutte Sands of Time-trilogien af med et øredøvende brag. Two Thrones er det brag." Ben Mattes, spillets producer, lyser op i et enormt smil, og som han sidder der foran den flimrende skærm og guider prinsens alter ego Dark Prince gennem en bane, lægger jeg for første gang mærke til, hvor meget han brænder for sin kreation. Han må have spillet, snakket og fortalt om Two Thrones så længe, at det er ved at hænge ham ud af halsen, men det er ikke til at se. Han viser med glæde baner, designs og afslører rask væk plottet for treeren uden så meget som at gabe en eneste gang. Manden er passioneret og han virker som den helt rigtige til at finde seriens unikke atmosfære fra Sands of Time frem igen. Den eventyrlyst, de mageløse gyldne nuancer og de østerlandske paladser jeg faldt for tilbage i år 2003, og som jeg har savnet lige siden.

Mattes indrømmer dog også, at netop dette aspekt var vigtigt at få frem igen - det var hvad der gjorde det første spil så specielt. "Der var rigtig mange spillere som elskede musikken, den eventyrlige atmosfære og det massive fokus på gådeløsning. Men der var endnu flere der faldt for Warrior Withins kampe og den langt mere trimmede motor. Det er de to aspekter vi nu forsøger at sammensmelte i det tredje spil. Og så gav det i øvrigt mening at skifte designretning med toeren, fordi der foregik et helt andet sted og til dels under jorden." Ben trækker kort vejret og griber så joypaddet igen. "Med Two Thrones er han tilbage i sin hjemby Babylon og derfor vender vi visuelt tilbage til sand, tårnhøje spir, sindrigt vævede gobeliner og masser af krumsabler."

Det tredje spil tager sin begyndelse hvor Warrior Within sluttede. Prinsen og Kaileena vender tilbage til Babylon, men på vej til byen rammes deres skib af en mystisk kraft, der splintrer fartøjet og sender prinsen en tur i det salte hav. Han skyller bevidstløs og uvidende om hans hjembys massive problemer op på et stykke strand udenfor byen, og her begynder det tredje og ifølge Ben Mattes sidste eventyr om den tidsrejsende prins. Jeg får joypaddet i hånden og bevæger mig igennem introen, der meget naturligt også fungerer som spillets tutorial. Hans akrobatiske evner er ikke blevet mindre siden sidste års kamptunge toer, men Two Thrones virker fra starten mere indbydende, ikke mindst på grund af det tydelige visuelle skift og de mol-klingende toner i baggrunden.

Der går dog ikke længe før de første patruljerende fjender kommer til syne på en balkon i det nedre Babylon. Præcis som det er tilfældet for mange storbyer dengang, så er byen helt tydeligt opdelt i en nedre, mere beskidt og fattig del, som er plaget af sygdom, og det er den del, prinsen i første omgang skal forcere. Jeg sniger mig ind på en af de intetanende vagter, og da jeg er mindre end en knivlængde fra ham, aktiveres en af Two Thrones nye tiltag, snigmordet. Dødsens stille og ekstremt elegant borer jeg kniven ind i ryggen på den panserede vagt og efterlader ham død på den kolde, hvide balkon, uden han nogensinde opdagede hvad der skete. Ben Mattes forklarer hvordan systemet virker:

"Snigmordet gav os mulighed for at smide lidt mere dybde ind i det afsluttende kapitel ved at give spilleren valget mellem at hoppe hovedkulds ud i kampene eller snige sig ind på fjenden og derved undgå de ellers hektiske konfrontationer. Går det galt, så er du uden tvivl på spanden, og i visse dele af byen har vagterne sågar en Sand Gate, der gør det muligt for at tilkalde forstærkning med det samme, så det skal gøres ordentligt. I starten vil det kun være et enkelt knaptryk, der skal til for at lave et snigmord, men som fjenderne bliver mere intelligente og langt mere strategisk placerede, kræver det også mere og mere af spilleren. Vi kalder featuren et høj risiko, høj belønnings-system - og det virker strålende."

Jeg forsøger mig med et par vagter mere, men da jeg i min iver for at få dræbt en anden vagt rammer væggen med min kniv, så er fanden pludselig løs. Før jeg ved af det er jeg omringet af blodtørstige, kampdygtige sandsoldater, der kun er ude på at sende mig i graven. AI’en er nemlig langt mere dreven i Two Thrones, og derfor vil et fejlagtigt mordforsøg resultere i, at de både hører og ser mig. Ben Mattes indloader en anden bane og for første gang introduceres jeg for Dark Prince, der er Prinsens mørke alter ego. Hans moralske kompas fungerer slet ikke og han har absolut ingen skrupler, når det kommer til at dræbe sine fjender. Jeg giver ham en chance via et snigmord, og opdager med det samme forskellen på de to. Den mørke udgave af Prinsen kværker sine modstandere med en kæde og når han hiver til, så flår han deres hoved af. Hans akrobatiske sektioner er også en smule anderledes. Som en anden Bionic Commando-soldat, bruger han kæden til at svinge sig rundt i. Steder som Prinsen slet ikke kan komme, selv med sine superatletiske evner, er ingen hindring for Dark Prince. Desuden bruger han den i kamp til at sætte sig igennem overfor byens besættelsesmagt, så der er en betydelig forskel på de to karakterer.

Det er dog først da jeg smides ind i et hektisk hestevæddeløb gennem Babylons trange gader, at Two Thrones for alvor begynder at tage form. For at bryde den monotoni, der nogle gange kan forekomme i de akrobatiske og kampmæssige sekvenser, har Ubisoft indlagt et par hæsblæsende væddeløb i hestevogn. Her tæsker jeg løs på X-knappen, så prinsen pisker sine to sorte hingste til at galopere derudad, alt imens jeg uddeler flade til de soldater, der er så dumme, at tro at der også er plads til dem i min gyldne vogn. Det er ekstremt lineært og en smule udenfor de spilmæssige rammer, de første to spil har bevæget sig indenfor, men det virker ærlig talt som et herligt afbræk.

Boss-kampene er ligeledes yderst givende. Ben Mattes tager for et kort øjeblik joypaddet fra mig, for at vise hvordan en typisk boss-kamp tager sig ud i Two Thrones. Portene lukkes bag Prinsen, der pludselig befinder sig i et enormt colusseum. I midten af kamppladsen sidder en af byens generaler, eller det vil sige resterne af ham. På grund af Sands of Time, er han en forvredet, gumpetung og blodig kæmpe, der sidder og pudser sit enorme sværd. Mattes løber lige imod ham, men fejes til side som et menneske vifter en flue væk. Det er ikke før han via en lang række atletiske krumspring og farefulde hop langs kamparenaens sider, når ryggen på monsteret, at der for alvor sker noget. Prinsen prikker øjnene ud på kæmpen, og hvor hans øjne engang var, er der nu kun to blodige huller. Ben guider herefter prinsen ned på jorden, og her begynder der så en snedig gang katten efter musen. Han beslutter sig dog hurtigt at afbryde kampen og lægge joypaddet. "Jeg vil ikke ødelægge det for dig, det her skal du selv opleve når spillet udgives.", siger han med et lumsk smil på læberne.

Jeg slutter af med se lidt mere af det enorme Babylon. Til forskel fra etterens guldrandende persiske haller og toerens dunkle huler, så foregår treeren over flere dage i Babylon, med masser af muligheder for at hoppe hen over de flade hustage med en orange sol som den eneste passager. Der er en vis frihed i at kravle gennem vinduer, hen over balkoner og ned af faldefærdige afløbsrør. Noget af den mystik, magi og den vidunderlige eventyrstemning, der var i Sands of Time, er helt sikkert til stede i Two Thrones. Om det er nok til at gøre treeren til det eventyr toeren skulle have været, er svært at svare på endnu. Til gengæld er Ben Mattes ikke i tvivl om spillets kvaliteter, og da jeg pakker min skriveblok og blyant væk, siger han med stor overbevisning: "Two Thrones er klimakset i serien. Det er eventyret, der afslutter en af verdens bedste actionfabler og én gang for alle syer historien sammen. Det er et rigtig godt spil." Jeg håber inderligt på at han har ret, for jeg vil så gerne tilbage til det østerlandske eventyr, jeg forelskede mig i for et par år siden.