Prince of Persia The Two Thrones

Da Ubisoft tilbage i 2003 udgav en moderniseret udgave af PC-klassikeren Prince of Persia i tredjepersons-3D, ville skamrosen ingen ende tage. Anmelderne elskede de akrobatiske udfoldelser og den charmerende eventyr-atmosfære, og så gjorde det mindre, at kampsystemet var en anelse overfladisk. Men gode anmeldelser er ikke nødvendigvis ensbetydende med kommerciel succes, og Prince of Persia: The Sands of Time solgte i stærkt beherskede mængder.

Så udvikler Ubisoft Montreal sadlede om. Ud med den muntre eventyrstemning og de gyldne solnedgange - ind med bloddryppende dysterhed og et combo-tungt kampsystem. Anmelderne var skuffede over det pludselige kursskifte, men 2004’s Prince of Persia: The Warrior Within, solgte til gengæld markant bedre end sin forgænger. Hvis etteren fandt sit publikum hos spilpressen, formåede toeren i den grad at nå det brede spil-publikum.

Nu har Ubisoft Montreal så fundet tiden moden til en treer, og i bagklogskabens ulideligt klare lys, giver den næsten sig selv. Udvikleren er i hvert fald gået målrettet efter den gyldne middelvej i Prince of Persia: The Two Thrones. Spillet føles langt hen ad vejen som et kompromis mellem Sands of Times anmelder-besnærende charme og Warrior Withins hippe brutalitet, men gustent overlæg eller ej - kompromisset fungerer fint.

Spillet tager sin begyndelse, da vores persiske prins vender hjem til det solbeskinnede Babylon med sin elskede Kaileena, for at hvile ud ovenpå handlingen i Warrior Within. Uheldigvis er hans hjemby blevet overtaget af mænd i fuglemasker og det der er værre, og de haler snart af med den stakkels Kaileena. Manden bag miseren viser sig at være Persiens forræderiske storvesir - der, som det gerne er med sådan nogle, vil være kalif i stedet for kaliffen - og han skal selvsagt stoppes. Med alle forhåndsværende midler.

Som i spillets to forgængere, tæller arsenalet en alsidig kombination af ultra-akrobatiske bedrifter og sværdsvingende blodsudgydelser. Siden den højt elskede 2D-original har det været i rollen som vovehals, prinsen kom til sin ret, og sådan forholder det sig også i The Two Thrones. Den muskuløse herre mestrer alt fra vægløb og linedans til håndgang og pæleklatring, og en ekstremt vellykket figuranimation gør det hele til en fornøjelse at se på - måske lige med undtagelse af prinsens lidt akavede hop på stedet.

Rum efter rum kommer vores helt nærmere det centrale Babylon, men ulåste døre er tilsyneladende ikke noget, perserne opererer med. I stedet kommer man frem ved at kravle, klatre og springe derudaf. Halvdelen af fornøjelsen er at regne ud, hvordan man kommer fra her til der - og den anden halvdel er at udføre planen, blot en enkelt dårlig idé fra den visse død. Som i forgængerne flytter The Two Thrones’ dejligt tolerante styresystem fokus fra pixel-perfekte hop til udspekuleret stifinding - og når man alligevel dratter i dybet, giver spillet hurtigt mulighed for at spole tiden tilbage og prøve igen.

The Two Thrones’ andet hovedelement er en lang række hidsige sværdkampe. Som i Warrior Within er combo-systemet komplekst og involverer et pænt arsenal af drabelige nærkampsvåben, men det er også en smule overflødigt - når man først har lært modstandernes faste angrebsmønstre og fundet parerings-knappen, kan man komme langt med god gammeldags hug-og-stik. Kampene fungerer i øvrigt fint som afveksling fra de puzzle-inspirerede platformsekvenser, og det er immervæk inspirerende at se vores atletiske helt kravle rundt på sine fjender, kaste dem ud fra hustage og skære dem i bittesmå stykker.

Selvom The Two Thrones’ billed- og lydside ligger tættest på Sands of Times solbadede mellemøst-mystik, er der på gameplaysiden gjort mest ud af at bygge videre på Warrior Withins kampsystem. Vel egentlig fornuftigt nok, for akrobatikken havde allerede etteren fint fod på. Resultatet er på den ene side det såkaldte speed kill, hvor du får mulighed for at snige dig op på fjender og hugge dem ned med et par veltimede tastetryk - og på den anden side en helt ny spilfigur.

Tidligt i spillet piskes Persiens prins nemlig af en drabelig metalkæde sammensat af sylespidse knive. Udover at være ualmindeligt smertefuldt medfører det også, at vores helt nu og da forvandler sig til en dyster antihelt kaldet The Dark Prince. Den Mørke Prins har selv anskaffet sig en af de drabelige knivkæder, og med den i hånden kan han nedlægge fjender, svinge sig fra strategisk placerede lamper og lidt til. Hans ind- og udtræden af spillet er strengt scriptet, men til gengæld optræder han som en snakkesalig stemme i perser-prinsens hoved, når han i øvrigt er på standby.

The Dark Prince har et skrøbeligt helbred, der kræver, at han til stadighed dræber fjender eller smadrer krukker for at holde sig i gang. Bortset fra det tilføjer han ikke den helt store dybde til The Two Thrones’ gameplay. Det gør til gengæld treerens anden kamprelaterede nyskabelse - speed kill-snigdrabet - fordi det på en helt oplagt måde kombinerer akrobatiske udfoldelser med nærkamp. Det bliver hurtigt en sport i sig selv, at finde en udspekuleret rute henover hovedet på en patruljerende vagt og op bag ham, så man risikofrit kan sætte kniven ind, hvor det gør allermest ondt.

Forfriskende, men en anelse overflødige er de sporadiske udflugter i hestevogn, hvor man i bedste Ben Hur-stil skal skubbe til andre hestevogne, knivstikke uvelkomne medpassagerer og forsøge at undgå kollisioner med mure og andre solide genstande. Til gengæld byder The Two Thrones på seriens klart mest gennemarbejdede monster-modstandere - imponerende er for eksempel en enorm kleppert af en gladiator, der skal nedlægges i en primitiv arena, med lige dele list og rappe fødder.

Som forgængerne udmærker The Two Thrones sig ved en stemningsmættet grafik, og så de der smukke, smukke animationer. På lydsiden bliver både musik og effekter en anelse monotone med tiden, ligesom prinsens stemmeskuespil er noget patetisk. Men overordnet set holder Ubisoft Montreal ubesværet den høje tekniske standard, de selv har defineret - på billede- og lydsiden som i resten af spillet. Kameraet er stadig usædvanligt velsmurt og loadtiderne er praktisk talt ikke-eksisterende: Kun cutscenes medfører mærkbar ventetid.

Som så mange opfølgere balancerer Prince of Persia: The Two Thrones hårfint på grænsen mellem at skuffe trofaste fans og at kede dem. Heldigvis har prinsen som bekendt en fremragende balancesans, så selvom spillet genbruger mangt og meget fra Sands of Time og Warrior Within, rummer det også nok friske indslag til at gøre oplevelsen anbefalelsesværdig. Den elegante akrobatik og persiske mystik har måske ikke samme nyhedsværdi som i 2003, men underholdningsværdien er stadig tårnhøj.