Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Pro Evolution Soccer 2010

Pro Evolution Soccer 2010

Konami har valgt at placere Michael på bænken i årets udgave af Pro Evolution Soccer 2010. Men det har han sjovt nok slet ikke noget imod. Læs her hvorfor...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Der er et afsnit i David Nielsens, iøvrigt ganske underholdende, selv-biografi "Sorte Svin", hvor han fortæller om, hvordan han havde det, da han sad på bænken i FC København. Hvordan han fra bænken altid håbede, at FCK ville tabe. Og hvordan han altid inderst inde ønskede, at hans angrebskollegaer ville gå målløse fra banen, så han selv næste weekend kunne få chancen fra start.

Sådan en tankegang har altid ligget mig fjern. Og jeg har da trods alt spillet min andel af holdbaserede sportsgrene gennem tiderne. I de heldigvis korte perioder, hvor jeg har været forvist til bænken, kan jeg godt, med hånden på hjertet, sige at jeg altid kun har håbet på det bedste for mit hold og mine holdkammerater.

Men i starten af 2. halvleg i kampen mellem Fulham og Manchester City forstår jeg pludselig helt præcist, hvad det er for en følelse David Nielsen beskriver. Fra min plads på Fulhams reservebænk kan jeg se min holdkammerat Danny Murphy lægge en milimeterpræcis aflevering i dybden til Andrew Johnson, der får frit løb mod mål. Jeg håber inderligt, at han misser. Ikke fordi at jeg har noget personligt imod Andrew Johnson. Men jeg er bare så træt af at sidde på bænken.

Omtrent sådan starter min karriere i "Become a Legend"-delen af Pro Evolution Soccer 2010, hvor jeg har påtaget mig opgaven at føre en helt ung og ukendt spiller den lange vej fra træningsbanen til verdensberømmelse, og forhåbentlig i sidste ende til en stamplads hos en international storklub. En opgave som bestemt ikke for de utålmodige.

Dette er en annonce:

Og jeg er godt træt af at sidde på bænken. Men på den fede måde. For i virkeligheden synes jeg, at det er en genistreg af Konami at placere mig her. Efter nogle få kampe på bænken brænder jeg nemlig mildest talt efter at komme på banen, og de sidste 10-20 minutters spilletid jeg af og til er heldig at få i kampene, kommer dermed til at føles langt mere intense og forløsende end at spille en hel Champions League turnering på normal vis.

Muligheden for at spille sig igennem en hel lang karriere, med alt hvad det indebærer af træning, talentudvikling og transfer-skift gør, at "Become a Legend" har en dybde som konkurrenten FIFA's "Be a Pro" slet ikke kommer i nærheden af.

Master League er naturligvis også tilbage. Med en ny strømlinet brugerflade, og større automatisering af mange af de daglige opgaver som talentudvikling, kontraktforhandlinger og transfers, er det tydeligt, at Konami satser på at skabe en lettilgængelig oplevelse, hvor alle kan være med. Desværre. For dermed ryger meget af dybden i spillet, og processen med at udvikle dit drømmehold kommer hurtigt til at føles automatiseret og uvedkommende. Det samme kan siges om de såkaldte Player Cards, der giver visse af dine spillere specielle evner såsom f.eks. perfekte førstegangsberøringer eller evnen til at lægge præcise, dybe stikninger. Tanken er god nok, men implementeringen er halvhjertet og føles uden rigtig konsekvens for spillet på banen.

En anden af årets nyskabelser, den såkaldte Team Style, gør det muligt at indstille forskellige aspekter af dit hold ved hjælp af sliders. Alt lige fra hyppigheden af automatiske udskiftninger, spillestil og sågår holdopstilling kan nu indstilles ved hjælp af en slider. Denne funktion er til gengæld ganske praktisk og ikke mindst valgfri, hvorfor man helt selv kan bestemme, hvilke opgaver man synes er sure og vil overlade til computeren, og hvilke opgaver man helst selv vil stå for.

Dette er en annonce:

Pro Evolution Soccer's evige achilleshæl er manglen på licenser. I år har Konami heldigvis sikret sig rettighederne til både Europa League og Champions League, der kan spilles enten enkeltstående eller integreret i Master League. Det er selvfølgelig individuelt, hvor stor vægt man lægger på netop licenserne. Men for mig er det en hel afgørende faktor. Fodboldspillet på banen kan være nok så fremragende, men det giver mig bare ikke det store kick at score med West London White mod Man Blue på Konami stadion. Derimod spiller det helt anderledes, når jeg med Fulham scorer mod Manchester City hjemme på Craven Cottage stadion.

De rigtige licensnavne betyder i den grad noget for min indlevelse. Det er også derfor, at jeg bruger den største del af en time med nøjsommeligt at finde frem til og taste de rigtige navne ind på alle Premier League klubberne, inden jeg giver mig i kast med Master League. Men her stopper licenspinslerne ikke. Ved udgangen af sæsonen rykker tre fantasihold op i Premiere League og ødelægger for alvor illusionen af at være en del af en levende engelske fodbold-liga. Og også i sæsonens turneringer skal du finde dig i at spille mod Konamis fantasihold.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at FIFA de sidste mange år har været mit foretrukne fodboldspil. I starten gjorde det ondt at erkende, at mit elskede Pro Evolution Soccer var ved at sakke bagud i den årlige kappestrid med FIFA, men de sidste mange års stilstand i serien har nærmere vendt denne medlidenhed til en følelse af "så er de også selv uden om det".

Det tog derfor også en hel sæson af Master League og adskillige træningskampe, inden styringen igen sad på rygraden. Men så var den der til gengæld også. Den der helt udefinérbare fornemmelse af at spille fodbold som Pro Evolution Soccer kan give, når det er bedst. Følelsen af at ramme en bold og nærmest mærke læderet mod min fod. En følelse som jeg aldrig helt har kunne aflure, om den skyldes lyden, animationerne eller hvad pokker det er. Den ekstra meter og det frie rum som temposkiftet i dine driblinger kan give dig. Driblinger der i øvrigt føles endnu mere besnærende med årets sidste-øjebliks-tilføjelse af 360 graders bevægelsesfrihed. Fornemmelsen af at fange din modstander på det forkerte ben og skabe chancer ud af det rene ingenting er i den grad stadig til stede i Pro Evolution Soccer.

Der er ingen tvivl om, at Pro Evolution Soccer 2010 er et godt spil. Det har bare ét kæmpestort problem: FIFA 10 er bedre.

Pro Evolution Soccer 2010
Pro Evolution Soccer 2010
Pro Evolution Soccer 2010
Pro Evolution Soccer 2010
Pro Evolution Soccer 2010
Pro Evolution Soccer 2010
Pro Evolution Soccer 2010
Pro Evolution Soccer 2010
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fornemmelsen af at spille fodbold, 360 graders styring, det grafiske løft, de mange spilmodes, forbedring af brugerflade og menuer. Champions League og Europa League licenserne.
-
Enkelte menuer er stadig ulogiske. Dårligt fungerende 1-2 afleveringer. En del dårlige animationer. Dumme målmænd. For få licenser. Stadig et godt stykke bag FIFA 10.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Pro Evolution Soccer 2010Score

Pro Evolution Soccer 2010

ANMELDELSE. Skrevet af Michael Bregnbak

Konami har valgt at placere Michael på bænken i årets udgave af Pro Evolution Soccer 2010. Men det har han sjovt nok slet ikke noget imod. Læs her hvorfor...



Indlæser mere indhold