Konami slipper sit fodboldspil løs på de nye konsoller, og med Fox Engine som fundament er der ingen tvivl om, hvem der leverer den bedste fodboldoplevelse i år.
Fodboldspil handler nemlig ikke kun hvor god præsentationen er, hvor meget det ligner en TV-udsendelse eller hvor høj temperaturen bliver spillerne imellem, hver gang dommeren blæser i fløjten. Fodboldspil handler om hvad der sker når du bevæger styrepinden og trykker på pass-knappen, altså spillets grundmekanikker.
Pro Evolution Soccer kan selvfølgelig ikke stille noget op imod den massive produktionskvalitet som licensgiganten, de konkurrerer mod, kan præstere, men jeg er ganske enkelt ligeglad. Jeg spiller gerne med Man Blue, så længe det er mine træk der påvirker spillet. På dette kerneområde er EA's FIFA-serie faldet af for lang tid siden, og dette har aldrig været så tydeligt som i år. For mens min kammerat sidder og bander og svovler, når Iniesta ikke vil slå bolden videre, når han trykker på knappen, så bliver stemningen en helt anden når det byttes til Pro Evolution Soccer 2015. Jeg har foretaget dette eksperiment to gange, og begge gange har haft samme udfald - PES skaber en indlevelse og spilleglæde, hvor konkurrenten skaber frustration og mundhuggeri. Det er ikke fordi, det er lettere at vinde, men man møder langt mindre modstand, når man vil styre den spiller man har valgt.
De sidste års PES-spil har solgt omtrent en tiendedel af FIFA'erne, og det er ikke vanskeligt at forstå, at det handler om branding og licenser. I hvert fald når fordelingen er så dramatisk som denne. Nok har PES ikke haft specielt meget at byde på de sidste par år, og jeg føler at jeg er lidt alene om at kunne lide sidste års udgave. I år håber jeg dog, at flere åbner øjnene for den japanske titel, for her er så meget fodboldglæde at finde.
Det første som møder mig er gammeldags grafik og mærkelige karaktermodeller- Tevez ligner en ork, Lichtsteiner ser ud som Jack Nicholsons Joker og løbeanimationerne sender tankerne tilbage til Super Mario på NES. Præsentationen er heller ikke noget at råbe hurra for, til trods for at museknappen endelig er fjerne fra mange af menuerne. Publikum ligner svajende papfigurer, alle dommeranimationerne bliver klippet ind i mellemsekvenser, og man kan ikke engang fejre scoringerne.
Men hvilken forskel gør det egentlig? Vil du se fodbold, eller spille fodbold? Jeg vil personligt gerne spille, og derfor er Pro Evolution Soccer 2015 det spil, jeg vælger i år. Jeg kunne droppe at sammenligne de to fodboldserier på baggrund af at det er to vidt forskellige spil, men efter utallige timer går det endelig op for mig, at de slet ikke er så forskellige endda. FIFA efterstræber realisme på alle leder og kanter som boldberøringer, bevægelser og målmandsopførsel. Det handler om præsentation. PES opnår det samme resultat gennem via en lidt anderledes rute, nemlig gennem fodbolden. Pasningsspillet er lige så hurtigt som det skal være, indlæggene skruer ofte ind bag forsvaret i stedet for at agere ballon, og det føles fantastisk at tage et langskud 30 meter fra feltet. Selv om Pro Evolution Soccer 2015 er mere arkade-artigt end sin modstander, så føles det mere som ægte fodbold - når jeg spiller.
Implementeringen af automatisk afskærmning fra sidste års udgave er videreført i år, og jeg kan godt lide det. Det kan jeg, fordi det er det ægte (og gode) fodboldspillere gør. Når man tager imod en aflevering og skal rundt om sin modstander, er det helt essentielt at man bruger balanceoverføring for at finte, samtidig med at man ikke får præsenteret bolden på et sølvfad (*host*FIFA*host). Man kan komme langt med bare at bruge piletasterne i én-mod-én-situationer, men PES har selvfølgelig et rigt udvalg af finter for dig som gider har gå i dybden.
I angrebet er det fristende at ty til gennembrudsafleveringer, men dette er vanskeligere at gøre end tidligere. Det kræver mere præcision i både retning og kraft, og det er ofte bedre at spille hele holdet på, end at gå efter den "enkle løsning". For dig som ønsker at gøre spillet mere udfordrende, kan du endda gøre afleveringerne helt manuelle ved at holde en af skulderknapperne inde. Dette åbner op for et friere afleveringsspil, og er specielt nyttigt hvis man er flere som spiller på samme hold. På denne måde kan du også sætte et langskud op, eller gå efter det super præcise skud fra feltet. Pro Evolution Soccer 2015 lykkes i at skave underholdende angrebsfodbold om du så er alene eller sammen med venner.
Det samme kan desværre ikke siges om forsvaret. Her kommer du forsat langt ved at presse boldbesidderen mens du holder en knap inde. Det føles gammeldags, men angriberne har ikke så sindssyg kontrol over bolden som i FIFA. Jeg savner lidt at der skal være konsekvenser for dårligt forsvarsspil, og hele systemet føles forældet. Heldigvis opfører spillerne sig omtrent som de gør i virkeligheden (selvfølgelig findes der undtagelser), og det er sjældent, at jeg river mig håret over at de ikke gør, som de skal.
Der findes masser at ting at tage sig til, om du så foretrækker karriere-delen eller bare vil spille sæsoner og turneringer online eller offline. Der har ikke været mulighed for at teste online-delen i forbindelse med anmeldelsen, men hvis selve fodboldspillet fungerer lige så godt over nettet (altså ingen usynlig hånd som styrer kampen), burde online-opgør være mindst lige så underholdende og retfærdige.
Da jeg anmeldte FIFA 15, skrev jeg, at jeg var villig til at lade licenser være licenser, så længe Pro Evolution Soccer 2015 blev et fodboldspil som lod mig spille fodbold. Det står jeg ved. Det har sine fejl og mangler, men følelsen af at have kontrol over spilleren er langt bedre i PES. Det er ganske enkelt en dejligere følelse ude på græsset, og jeg ikke går så forfærdelig meget op i antallet af modes eller navnet på navnet på klubben jeg spiller med. Jeg ville alligevel ønske at grafikken havde fået lige så meget kærlighed og omtanke som gameplayet - specielt når vi nu kan se hvor lækkert motoren præsterer i Metal Gear Solid V. Uanset hvad, hvis du elsker fodbold, skylder du dig selv at prøve Pro Evolution Soccer i år. I det mindste burde du prøve demoen, som er vældig representativ for følelsen i det færdige produkt.