Når bolden ruller i PES 2019, er det dybt fængende, udfordrende og underholdende. Konamis populære fodboldtitel har sin egen unikke tilgang til spillet på banen og adskiller sig derfor også væsentligt fra konkurrenten FIFA. Det er rigt på detaljer og muligheder, men du skal også være indstillet på en vis grad af kontroltab.
Der er som sådan ikke så meget nyt under solen. Det meste ligner sig selv, men fodboldsæson er jo kommet i gang, så spillene skal selvfølgelig følge trop. På trods af manglen på nyskabende tiltag er det altid spændende at se, hvordan PES kommer ud efter sommerpausen og har arbejdet med detaljer og nuancer i spillet.
Endnu en gang lider PES under ikke at have licenserne til de største ligaer. De har endda også mistet deres UEFA-licenser i år. De har prøvet at kompensere for dette ved at investere i en række mindre ligaer. Det betyder blandt andet, at Superligaen nu er tilgængelig, hvor FCK var det eneste hold fra Danmark . Det kan virke ubetydeligt med de manglende licenser - det handler trods alt først og fremmest om spillet på banen, men det er bare ret irriterende. For PS4- og PC-spillere kan der dog let hentes en patch der overfører de rigtige licenser. Desværre er det ikke en mulighed for dem, der spiller på Xbox One.
Grafisk synes jeg, at PES 2019 har taget et fint nøk op i tabellen. Især vil jeg fremhæve, hvordan at overgangen fra spil til replays er blevet væsentligt forbedret. I sidste års udgave var der en alt for stor forskel på, hvordan en situation så ud, når den blev spillet overfor billederne i den langsomme gengivelse, der fremstod for bløde og farvemættede.
Spillet på banen er igen vidunderligt flydende. Sidste år valgte Konami at skrue en smule ned for tempoet i kampene, for at gøre dem mere realistiske. Det var et fornuftigt valg, som de også har fortsat i dette års udgave. Det betyder ikke, at det er en sløv affære. Derimod forstærker det vigtigheden af tempoet i dit opspil. Det handler virkelig om at finde den rigtige balance med sprintknappen. Et veltimet temposkift kan splitte det mest kompakte forsvar. Omvendt kan ellers hurtige spillere som Aubameyang eller Salah heller ikke holde kadence med bolden over en hel banehalvdel, i hvert fald ikke hvis de har været i fuld sprint et par gange før.
Spillernes positionering og en forståelse af, hvordan fodboldspillere vil og kan bevæge sig, er vigtig for dine chancer for sejr. Der virker til at være et hav af unikke animationer til de forskellige måder en spiller kan modtage, behandle og skille sig af med bolden. Det afhænger af forskellige faktorer såsom: hvilken fart bolden kommer med, i hvilket rum, hvordan spilleren er positioneret i forhold til den og hvilken type spiller det er. Det ser meget smukt og levende ud, men det betyder også, at du må lide et mindre kontroltab og finde dig i, at du ikke altid kan regne ud, hvordan en spiller reagerer på en kommando. Der er med andre ord en stor rum usikkerhed i hver eneste aflevering, hvilket er med til at give PES sit helt eget særprægede lækre gameplay, men det betyder også, at nogle situationer bliver behandlet anerledes, end du måske ønsker det, hvilket kan være frustrerende. Selvom det er mest naturligt at prøve at aflevere med sin gode højre fod, er det nogle gange nødvendigt at prøve med den kolde venstre. I forlængelse af dette finder jeg personligt, at langt de fleste finter er for nørklet og unaturlige at lave. Det er dog helt klart en smagssag, og der skal ikke herske tvivl om, at der er masser af dybde i gameplayet; masser af muligheder for at skabe afveksling i dit spil.
Ligesom det også var tilfældet sidste år, har jeg indtil flere gange oplevet, at en spiller eksempelvis begynder et løb på kanten, men drastisk stopper igen lige før at den dybe stikning er blevet sendt hans vej. Det kan afhjælpes ved at sidde og nørkle med strategier og planer for løbemønstre, men det tager virkelig momentum fra oplevelsen. Det er ikke den eneste gang, at jeg oplever det. Selvom PES nu også har inkorporeret den lille genialitet som FIFA introducerede sidste år med glidende udskiftninger ved dødbolde, så mangler der stadigvæk lidt flow i overgangen til dødboldssituationerne. Det skyldes ikke mindst, at det stadigvæk er pauseknappen, du skal bruge for at skippe gengivelserne. Det nærmer sig virkelig bagatelgrænsen, men det er alligevel nok til at være forstyrrende, synes jeg.
Det er i det offensive spil, at PES brillere. Ikke at defensiven er dårlig på nogen måde, men denne del af spillet ikke har samme dybde. Det er klart, at defensiven ikke er der, hvor kreativiteten får lov at udfolde sig, men det er stadigvæk en vigtig del af spillet, der kan tilgås på mange måder. Det er lidt som om, at du ikke kan mærke forskel på, hvilken type forsvarsspiller, du har fat i. Der er dog også nogle virkelig gode tiltag i det defensive spil. Bedst fungerer det, at du altid kan se, hvem af dine medspillere du kan tilkalde for at få assistance.
AI modstanderen er ok velfungerende. De har dog en hang til at foretage nogle underlige valg. Eksempelvis vil de meget ofte prøve at lave indlæg langs jorden, men det er ikke cutbacks, som du ofte vil se det i moderne fodbold. Det er mere noget med, at høvle bolden ind i feltet og skabe noget forvirring. Det er sådan set effektivt og udfordrende nok, men det gør nogle gange, at det ikke rigtig ligner ægte kampe og det kan nogle gange tage en lidt ud af kampene.
Der er lidt opdateringer i de populære gamemodes Master League og MyClub. Mest fremtrædende er det, at dine spillere i Master League har forskellige arketyper, som de påtager sig i løbet af en sæson, hvilket præger holdet både på og uden for banen, hvilket helt klart er et spændende tiltag, der dog ikke rigtig synes at være blevet helt foldet ud i dets nuværende tilstand. Generelt er der dog ikke så mange nye revolutionerende ideer, men PES har bygget videre på deres fine form.