Pro Evolution Soccer 6

Fodbold, bal, det smukke spil. Kært barn har mange navne. Ud af kommunen, bide i græsset, gardinet blafrer, indianerfodbold, midtbanegeneral, ostemad, plæneklipper, skovtur og træværk, er alle ord eller talemåder, der bruges om det boldspil, som kan lægge gader øde og fordoble Carlsbergs omsætning, når drengene i rødt og hvidt forsvarer landets ære på grønsværen. Selvom vi ikke var med ved sommerens slutrunde i Tyskland, så er mange af os stadig med af kærlighed til fodboldspillet. Det har ligget i kortene siden spilmediets stenalder: Den, der kunne lave en velfungerende og alsidig fodboldsimulator, ville spinde guld.

Mange har i tidens løb forsøgt sig, og mens et anseeligt antal fodboldspil har været mistimede tåhylere af rang, har der også været de her guldkorn, de fleste garvede spillere har spillet til hudløshed. Sensible Soccer, Microprose Soccer og navnlig Kick Off, er de spil, jeg husker som de helt store. Datidens teknologi tillod ikke realistisk boldfysik, 3D-grafik og AI, men det gjorde ikke underholdningsværdien mindre. Kick Off var årsag til, at jeg skiftede joystick, som jeg skiftede underbukser. Enten blev de slidt ned eller ødelagt af en vis herre med et iltert temperament.

Med god vilje kan PES’ forfader, ISS, gå for at være et af de tidligste sandkassespil. Sportsgenren og sandkassegenren, hvis en sådan overhovedet kan defineres, er to forskellige ting. Det ved jeg udmærket godt. Men græstæppet i ISS Pro ’98 var min første sandkasse, det var stedet, hvor alt kunne ske. Det var stedet, hvor forudsigeligheden, som i den grad prægede den tids spil, blev ophævet. Intet var givet på forhånd, når de 22 spillere først havde forladt omklædningsrummet, og dengang fornemmede jeg, at Konami ville komme til at dominere fodboldgenren fuldstændigt. Den forudsigelse, synes jeg, har vist sig at holde stik.

Nogle vil give mig ret og andre vil synes, at det er det værste vrøvl. Intet deler vandene som FIFA og PES. Det kan sidestilles med religiøs fanatisme, når fansene fra hver lejr skal fremhæve, hvor fantastisk deres favorit er, og hvor hovedrystende håbløs modpartens er. Det er som at diskutere yndlingsfarver og livretter, da hver serie har sine styrker og svagheder, og for mange er det vel også et spørgsmål om, hvad man har vænnet sig til.

Set som fodboldsandkasser foretrækker jeg PES. Selvom jeg har fulgt serien i otte år, er det som at starte forfra, hver gang en ny udgave dukker op. Først kommer overraskelsen over, hvordan alt fra pasningsspil til afslutninger skal gribes anderledes an, dernæst kommer irritationen over, ikke at kunne få spillet til at hænge sammen, og timer derefter indtræder tilfredsstillelsen. Jeg har efterhånden lært, at PES ikke skal forstås. Der er ingen nem vej til sejr, hvilket sætter en tyk streg under den realisme, som Seabass og Konami-folkene evner at forfine fra år til år. Aldrig er to kampe ens. Du kan spille blændende det ene øjeblik og tabe øjeblikket efter til et undertippet hold. Jeg tror ikke engang, at Seabass helt kan forklare hvorfor. Det er som om, at PES har sit eget liv.

I PES 6 er tålmodighed og timing en dyd. Hvis spilleren med bolden ikke tackles på det rigtige tidspunkt, dribler han udenom eller bider i græsset. Heldigvis er dommerne ikke så ivrige efter at afbryde spillet som tidligere. Jeg har lavet mange glidende tacklinger, som trods en skidt timing, ikke fik dommeren til at fløjte. Så længe et angreb kan holdes i gang, afbrydes spillet sjældent. Dommerkendelserne er også mere fair. Der gås ikke i petitesser med småting, men der dømmes til gengæld for små fejl, hvis modstanderen får en urimelig fordel. I en kamp mod Slovakiet, blev en slovak vist ud på to gule kort for hårdhændet spil, så dommerne skrider nu lige så hårdt ind mod computerens svinestreger som mod dine. Der opstår stadig irriterende fejlkendelser, som notorisk aldrig vises i langsom gengivelse, men dommerpræstationerne er generelt mere intelligente og velbegrundede.

Det samme kan siges om dine holdkammerater, som er bedre til at løbe i dybden og finde de huller, der trods alt altid er i et forsvar (måske lige med undtagelse af det italienske). Omvendt har modstanderen en tendens til at holde lidt afstand til boldmodtageren, så de ikke kan sættes af med en hurtig 180 graders drejning. De dækker bolden bedre, og du kan nu drible baglæns, om end den manøvre er vanskelig at flette ind i sit spil, når tid altid er en mangelvare. Lange afleveringer har nemmere ved at ramme den tilsigtede spiller, hvilket giver bedre mulighed for at lægge lange bolde fra forsvar til midtbane og videre til straffesparksfelt, samt lave sideskift.

Timing er altafgørende i afslutningerne. Timingen af særligt halv- og helflugtere skal sidde lige i skabet. Der skal skydes, mens spilleren har plads og er i fuld balance, og helst når bolden ligger til hans gode ben, men så er vi nede i den jungle af statistiske detaljer, der dækker alt fra driblehastighed over balanceevne, til træfsikkerhed og temperament. Går du i dybden med Master League, kan du ud fra de mange spilleroplysninger sammensætte et hold af spillere, som står perfekt til hinanden. Desuden kan vejret skifte under en kamp, så pludselig regn kan sætte en stopper for hurtigt kombinationsspil. Traditionen tro har Konami erhvervet nye licenser og peppet grafikken lidt op. Du vil se flere følelsesudbrud og se dommeren dæmpe gemytterne efter et groft frispark.

Kritikpunkterne er de samme som altid. Kommentatorerne er stadig sent ude med deres beskedne udvalg af standardkommentarer, og de manglende licenser gør, at man roder rundt i opdigtede navne på spillere og klubhold. Derudover er der seriens udefinerlige x-faktor, som kan få ens forsvar til at gå i opløsning og målmand til at lave de mest graverende fejl, mens computeren pludselig hæver sit spil adskillige niveauer. Men det skydes nok selve simulatorens væsen.

Efter jeg har vænnet mig til, ikke at fokusere for meget på bolden og er begyndt at tænke mere som en fodboldspiller, er mit spil i Pro Evolution Soccer 6 blevet bedre. Det gælder om at blive ét med simulatoren, slippe fantasien løs, og for alt i verden bevare roen og overblikket. Gran Turismos skaber har sagt, at en bil skal køres, som den gerne vil køres. I PES 6 skal fodbold spilles, som det føles naturligt for de digitale spillere. Du skal ind i hovedet på dem og forstå, at spillet ikke må forceres, og at chancerne skal tilspilles helt fra bunden af. Der er ingen grundt til at prøve at forstå simulatoren, men al mulig grund til at beundre dens evne til at simulere noget så komplekst som en fodboldkamp, med et forskelligt resultat hver eneste gang. Erklærede fans bør anskaffe sig denne sjette udgave, mens de fleste andre nok vil være lige så godt tjent med femmeren.