Bolden balancerer perfekt på hovedet. Med en fandenivoldsk bevægelse flytter bolden sig gennem luften til den når et par fødder. Disse beskriver en række avancerede og nøje kalkulerede bevægelser, alt imens bolden hopper som en frø med myrer i bukserne. Energien der fremvises tangerer en Adidas-reklame og forstærkes af de samba-agtige Sergio Mendes Light rytmer, der lister sig ud af højtalerne. Skulle man bedømme et spil udelukkende ud fra introen, måtte Pro Evolution Soccer 6 uden tvivl være det bedste fodboldspil nogensinde. En bedømmelse der ikke helt har hold i virkeligheden.
De åbenlyse kritikpunkter er lyd- og billedsiden. Ser vi bort fra nogle rigtigt gode animationer, fremstår grafikken ikke ligefrem som overvældende lækker. Den er god, javist, men slår ikke benene væk under nogen. Ligeledes vil lydsiden ikke vinde priser for sine fortræffeligheder. Kommentatorerne er ikke særligt intelligente, tilskuerne bidrager ikke med stemning og musikken er lettere ligegyldig. Med det af vejen kan man koncentrere sig om det vigtige.
Hvad PES-serien har levet højt på er følelsen af ægte fodbold. I PES6 er tempoet sænket en anelse, således at opspillet bliver vigtigere. Spillerne kan ikke sprinte særlig meget, så man skal altså ikke regne med at sololøb fra midten til modstanderens mål falder heldigt ud. Tværtimod er succes afhængig af gode afleveringer, en lille smule leg med bolden og for alt i verden: ikke noget fumleri foran eget mål. Ganske som i virkeligheden altså. Det er ret utroligt at lige den detalje volder selv garvede fodboldspillere problemer. Dejligt nok er dommerne ret afslappede, hvilket giver anledning til kampe af en lidt mere fysisk karakter. Master League sætter dig endnu engang bag roret på et fodboldhold, og her handler det om at købe og sælge spillere, holde øje med dine spilleres op- og nedture samt sørge for at holdet vinder de forskellige ligaer, turneringer og lignende. Der er altså nok at tage fat på.
Man kommer dog ikke uden om, at PES6 føles småt og ufærdigt. Der mangler indhold og features, der egentlig burde være at finde. Muligheden for at redigere og lave skræddersyede fodboldspillere i Master League mangler, hvilket er meget skuffende. Det betyder at man ikke kan opdatere holdlister, spilleregenskaber og lignende, men også at man ikke kan inkludere de hold PES6 ikke rummer. I forhold til PES5 er der ikke sket det store med hensyn til hold, faktisk står det en smule værre til. Eksempelvis hedder Chelsea nu London F.C. I det hele taget virker PES6 på Xbox 360 handicappet i forhold til PS2-versionen. Der er færre stadioner, færre ting at tage sig til. Der er ingen sjove hatte, dragter og lignende der kan købes. Selv onlinemulighederne virker hæmmet. På Xbox 360 hedder det en mod en, mens PS2 inviterer til 4 mod 4. Man kan ikke engang gemme de bedste replays på harddisken, på trods af at funktionen er beskrevet i manualen.
Det er meget underligt at spille PES6, fordi det virker så begrænset. Følelsen af fodbold er uovertruffen og alligevel larmer spillets mangler i baggrunden. Helt præcis hvad der var grunden til at skære i indholdet vides ikke. Det kunne være pladsbegrænsninger eller en deadline, der dukkede op som trold af en æske. Desværre kan man have mistanke om at spillet mest af alt er et forsøg på at knokle sig ind på en helt ny maskine. På Xbox 360 har PES6 smidt den kongekrone, serien i en årrække stolt har båret.