
Det er en bizar verden, professor Layton og hans evigt trofaste følgesvend, drengen Luke, lever i. Det er London i anakronistisk, steampunket version, skrevet af folk, der sandsynligvis aldrig har mødt en englænder. Og alle - alle - har en gåde, de skal have løst - ofte ikke af andre grunde end at de synes, du ligner en, der godt kan lide at løse gåder.
Historien er meget pædagogisk fortalt, og det er godt, fordi plottet, der ellers starter så uskyldigt, bliver hurtigt særdeles optaget af at hive guldtæppet væk under dig og helt rode rundt i folks alliancer med hinanden.
Det starter ganske fredeligt med at professoren og Luke er blevet inviteret til at se Dr. Stahnguns nye tidsmaskine. Borgmesteren er også til stede, og det viser sig at være en stor karrierebommert, for eksperimentet går helt ad helvede til, og når røgskyerne har lagt sig er doktoren og borgmesteren forsvundet i den blå luft. Professoren lugter straks en gåde, der kan løses, specielt når Luke begynder at få breve fra ham selv 10 år i fremtiden. De finder hurtigt en anden tidsmaskine (!), der sender dem, rimelig behændigt, 10 år frem i tiden.
Herfra går et større plot i gang, der har både dybde, morskab og eventyr nok til at være en skidegod børnefilm. Når historien ikke bliver fortalt gennem de klassiske tekstbokse er der også lidt over en halv times professionelt animerede cutscenes i anime-stil, og der er et behageligt fortælletempo, der holder spændingen uden at blive stressende.
Gåderne, der skal løses undervejs, er af den slags julelege-variant, som man kunne forvente at finde på en IQ-test. Som regel skal man bruge DS'ens stylus til at sætte ring om det korrekte svar, eller skrive det korrekte svar ind i et tekstfelt. Hver gåde er en selvstændig entitet, der oftest ikke har noget som helst med spillets historie at gøre - såsom at regne bustider ud for en gut, der skal på arbejde, eller finde den korteste vej til biblioteket på et kodet kort. Som regel er det spillets mange figurer, der leverer puzzlen, men nogle gange kan man komme til at få klikket på noget i baggrunden, og det minder tilfældigvis lige Layton om dengang han bla di bla, som var en puzzle, han synes var herrefed, og den skal du da lige prøve. Som sagt deler samtlige figurer, Layton og Luke møder på deres vej, deres nærmest patologiske besættelse for hjernebrud - i dette bizarro-London giver folk ikke hånden; de giver puzzles.
Det giver desværre en lidt rodet gameplay-oplevelse, for selv om historien er interessant og de mange puzzles er overvejende godt og snedigt skruet sammen, så har de to elementer nærmest ikke en kæft med hinanden at gøre. Kun få gange bliver man bedt om at gøre noget, der rent faktisk har en indvirkning på plottet, men oftest er det bare en "kan du løse den her?" udfordring. Hvis ikke det var for spillets overentusiastiske insisteren på at føre dagbog, case-beskrivelser og vise resumeer af historien hver gang man loader et spil, så risikerede man at have glemt hvor man var i historien hvis man havde brugt lidt længere tid på en svær puzzle.
Det resulterer i en "enten eller" situation, afhængigt af hvilken type, man er. Enten er man den, der ender med at forbande de åndssvage puzzles langt væk, fordi man sidder og tygger tal mens man hellere vil se hvad der sker i historien, eller også er man den, der kører sur i de mange, unødvendigt lange tekstbokse, der kun af og til bliver læst op af stemmeskuespillerne, mens man egentlig bare vil videre til næste puzzle.
Der er ikke noget, der reelt hedder udforskning i spillet. Det eneste, man kan håbe på, når man klikker rundt på de statiske baggrunde, er en puzzle, en skjult puzzle, en "hint coin" man kan købe hints med mens man løser puzzles, eller en dialogboks, der fortæller dig, at der ikke er nogen puzzle her. Man bliver hastigt skubbet frem af plottet, mens spillet prøver at distrahere dig med et par mini-spil og et væld af skjulte puzzles, der gemmer sig bag visse baggrundsobjekter.
Men med alt det sagt, så skal der også ros til. Grafikken og stemningen er gennemført og farverig på hvert eneste skærmbillede, og selv om figurene er lidt for snaksalige, så er de sjove og tilpas skøre (af den specielle "japansk-skøre"-variant). Det er bare synd, at det hold, der lavede gåderne, og det hold, der bryggede historien sammen, ikke holdt nogle flere møder sammen.