Project Rub

Med introduktionen af Nintendo DS spåede firmaet en ny fremtid for gamere verden over. Løfterne om innovation i højsædet og muligheden for nu at kunne bruge en touchscreen til at diktere spillenes gang, fik store dele af spilpressen til at hvine som trettenårige piger til en Nik og Jay koncert.

Med et af de første spil sat i bagenden af DS'en, har jeg de sidste par uger kæmpet mig igennem adskillige timers spil for at opleve Nintendos bud på fremtiden. Project Rub er ganske vist ikke udviklet af Nintendo selv, men derimod af det pindsvine drevne Sonic Team, under Sega fanen, og måske er det derfor at spillet ikke helt lever op til Nintendo-drømmen. I hvert fald er det et underligt antiklimaks at sidde med en af de første, og dermed vigtigste, titler til en konsol der allerede pryder sig selv med ord som originalitet, for hurtigt at finde ud af at spillet er en vandet kopi af Nintendos eget Wario Ware Touched!.

Med den urgamle fortælling "dreng møder pige, dreng bliver forelsket i pige, dreng melder sig til en cirkustrup for at imponere pige" som plot, har Sega set sin undskyldning for at lave et spil der gør brug af alle de forskellige muligheder Nintendos nyeste håndholdte indeholder. Derfor kan spilleren se frem til adskillige og meget forskellige opgaver, såsom at skrabe fisk ud af maven på en uskyldig forbipasserende, puste lys ud via konsollens mikrofon, samt indtaste koder under tidspres med faldskærmsudspringeres konsekvente død som resultat af for langsomme reaktionsevner.

Ovenstående opgaver er ikke skrivefejl, men blot et mindre udpluk af de meget anderledes opgaver spillet byder på. Spillere der ikke allerede er blevet hærdet ved hjælp af Wario Ware Touched!, vil ganske sandsynligt have svært ved overhovedet at kategorisere ovenstående som et spil, mens Wario Ware fans vil savne den manglende kvalitet.

Opgaverne, plottet og gameplayet er alt sammen skruet så løst sammen at man hurtigt begynder at se den manglende sammenhæng opgaverne i mellem, og derefter der efter hurtigt får øje på spillets transparente gameplay. Hvor det basale i både Wario Ware og Project Rub med rette, kan ses som en kavalkade af de simple flash spil man kan finde utallige steder på Internettet, har Wario Ware siden det første spil i serien været spækket med intensitet og konstante "blink og du er færdig"-opgaver. Project Rub er til sammenligning langsomt og integreret med en slatten og fortyndet omgang humor som uden ændring fra den japanske version af spillet, er forfejlet og direkte kikset.

Spillets redning fra den elektroniske kirkegård er dets grafiske og meget orange udtryk. Hele sProject Rub er holdt i en karikeret og næsten primitiv stil, der efterfølgende er blevet dyppet i farvespandens orange afdeling. Kun sparsomme blå og grønne farver bryder med de orange, og tilsammen med den fjantede lydside kan man ikke lade være med smile en smule når spillet toner frem på skærmen.

Det måske mest skuffende aspekt ved Project Rub er at det lugter langt væk af desperation. Sjældent har et spil med så markant japansk humor og stil set en udgivelse herhjemme, og mens dette normalt ville blive bifaldt fra vores side, er historien ikke helt den samme når spillet simpelthen ikke er særligt godt. Havde man givet sig tid til at tilpasse Project Run og dets opgaver, ville resultatet måske have været et andet, men i stedet har man i mangel på titler hevet et spil herhjem, som sganske enkelt ikke fortjener pladsen og tiden.

Med et lunkent udbud af titler til konsollens udgivelse, er det synd at Sega ikke har været i stand til at slå igennem med en definitiv kvalitetstitel. Selvom spillet kommer omkring næsten alle af maskinens innovative aspekter, får det ekstremt tynde gameplay det hele til at fremstå mere som en teknisk demo på maskinens kunnen, end et egentligt spil. Selv med en lækker og eksperimenterende grafik kan spillet ikke skjule sine mange mangler, og der er ingen grund til at fans af denne type spil skulle vælge denne titel frem for Wario Ware Touched!.

Hvis Nintendo DS, innovation og nye spil er vejen frem, er Project Rub en titel der hurtigst bør glemmes for her er det intet nyt eller godt, at komme efter.