Project Zero 3: The Tormented

Man ved, et horror-spil gør noget rigtigt, når man helst ikke spiller det efter mørkets frembrud. At give sig i kast med det japanske 3D-adventure Project Zero III: The Tormented er lidt som at se den originale The Ring biograffilm første gang - forbandet skræmmende. Spillet bruger alle J-horror filmens typiske virkemidler: Dissonant, rumlende og skurrende baggrundslyd, grusomme chokeffekter og fremmedartet japanske horror-folklore. Resultatet er ikke så meget hop-i-stolen-skræmmende som snigende og ubønhørligt grufuldt.

Hovedperson er fotograf Rei Kurosawa, der har isoleret sig i sit hjem efter et biluheld, hvor kæresten Yuu Asou omkom og hun selv sad ved rattet. På en fotoopgave med assistenten Miku Hinasaki ser Rei en spøgelsesagtig figur, der til forveksling ligner Yuu. Samme nat drømmer hun om en spøgelsesagtig forladt villa, som kærestens genfærd deler med en lang række mindre tilforladelige gespenster. Særligt ubehagelig er en tatoveret kvinde, der rører Rei på skulderen og efterlader et mærke, der stadig kan ses morgenen efter.

Nu følger vi Rei ind og ud af drømmeland. I den vågne verden kan hun fremkalde billeder, hun har taget i sin drømme (!) og få assistent Miku til at researche motiverne - men det er i søvne, Rei for alvor får udrettet noget. Udstyret med et excorcist-kamera kan fotografen bogstaveligt talt skyde de ondsindede spøgelser, hun render ind i, mens jagten går på flere oplysninger om den mystiske spøgelsesvilla og den forbandelse, den tatoverede kvinde tilsyneladende har nedkaldt over Rei.

Egentlig et besynderligt og meget japansk koncept - at fotografere sine modstandere ihjel. Måske har Tecmo været inspirerede af indianer-forestillinger om fotoapparatet som sjæletyv? Sikkert er det, at kampsekvenserne er de mindst overbevisende i Project Zero III. Tecmo har bygget et helt lille combo-system op: Close-ups forårsager mere skade end total-billeder, to skud hurtigt efter hinanden giver akkumuleret skade og så videre. Men udførslen er blot et spørgsmål om at time sine tryk på udløserknappen.

Dertil kommer, at spillets låste kameravinkler ofte gør det svært at orientere sig i en snæver vending. Og når flere af spøgelserne oven i købet bruger snydetricks - som at forsvinde ud af din søger og dukke op bag din ryg - ja, så bliver også Project Zero III’s styresystem udstillet. Rei er nemlig en temmelig sløv størrelse, der går, løber og vender sig langsomt og lidt upræcist, og derfor udvikler spillets spøgelses-dueller sig ofte til en forfjamsket gang fangeleg.

Godt: Det er altså ikke i kampene, The Torment’s styrke ligger. Men er det ikke specielt underholdende at bekæmpe spøgelser, er det stadig særdeles skræmmende at rende ind i dem. Spillets gespenster er alle på én gang tragiske, forvredne og frygtindgydende. Men mere end noget andet har Tecmo været ekstrem dygtige til at skabe rammerne om uhyggen - fra den altid ildevarslende lydside til det dunkelt stemningsfulde forfald, der præger Reis drømmeland. Kun hovedpersonernes dukkelise-look trækker ned i Project Zero III’s fornemt forskrækkelige præsentation.

Spillets uhygge er bundet op på en tilpas grusom historie, som det er spilleren og Reis opgave at afdække - lag for bloddryppende lag. Det er en opgave, der udover spøgelses-duellerne løses gennem simple, men effektive puzzles og masser af tålmodighed. Rei er ikke klassens hurtigløber, og spillets hyppige loadtider og flittige udflugter til fotografens hverdags-virkelighed er alle med til at trække tempo ud af spillet. Men giver man Project Zero III: The Torment den tid, det kræver, får man neglebidende uhygge og søvnløse nætter for alle pengene.