Prototype

Det er utroligt, hvordan Radical Entertainment og Activision, nærmest har fået alle med på nethypen omkring Prototype. Jeg er personligt en af dem, der røg med på vognen. Jeg har været helt fortryllet af spillet i den senere tid. Det var muligvis sommerens højdepunkt for mit vedkommende. Jeg sad klistret til redaktionens brevkasse, sådan ca. en uge inden anmeldelseseksemplaret dumpede ind af brevsprækken. Jeg samlede det op, jeg løb og jeg skreg "sayonara bee-atches" og var hurtigere hjemme end det var muligt. Endelig Alex, nu er det kun dig og mig.

Prototype handler om Alex Mercer. Om Manhatten. Og om hvordan både Alex og byen lider under et par biologisk relaterede problemer. Et eller andet skete. Alex lider af hukommelsessvigt og har pludselig evner, der giver ham mulighed for at forvandle kroppen til et dødeligt våben. Han kan løbe unaturligt hurtigt, hoppe utroligt højt og fjerne biler med et let skub. Byen er i karantæne og militærstyrkerne patruljerer gaderne, og opsætter baser midt i New York. Alex Mercer er deres primære mål. Han klassificeres som USA's absolut farligste terrorist.

Men det er ikke bare Alex, der er et problem for militæret. Hele byen inficeres hurtigt af noget, der forvandler indbyggerne til grimme kødbæster. Endda hele bygninger inficeres og fungerer nærmest som en base for den ukendte virus, den forplanter sig. Det er en krig med tre parter, der alle føler, at de har noget at skulle have sagt. Desuden tvinges byens indbyggere til at fortsætte livet, som var intet hændt. Der er lagt op til total kaos.

Det afsløres ret tidligt, at denne biologiske katastrofe formodentlig stammer fra Alex' tidligere arbejdsgiver, Gentek. Sandheden afdækkes bid for bid gennem små hukommelsesklip, fra en lang række karakterer. I det hele findes der godt over hundrede forskellige hukommelsesklip - og måden du får adgang til disse på er mildest talt makaber. Alex' nye færdigheder giver ham nemlig muligheden for at konsumere biomasse, hvilket gør, at han kan overtage kroppe og minder fra hvem som helst. Denne evne er faktisk ret så brugbar, når man sniger sig ubemærket ind på en militærbase eller skal undvige en hel militærstyrke.

Fortællerteknikken med spredte flashbacks, der formidles af ansigtsløse personer, fungerer bare ikke særligt godt. Historien er der, men den er bleg og efterlader ikke noget særligt aftryk. Jeg interesserer mig egentlig ikke for Alex og hans jagt på sandheden. Jeg vil hellere ødelægge byen med kødfulde biologiske våben og skabe kaos.

Og kaos er der sådan set rigeligt af. Alex har mere end et par mutantevner i baglommen, der med det samme kan bruges. Der er tre primære våben at vælge imellem, når som helst. Først er der de knivskarpe Wolverine-kløer, der gør sig bedst i nærkampene med almindelige fodsoldater eller mindre mutanter. Så kommer pisken, eller tyktarmen som jeg kalder den. Den kan gennembore fjender på afstand. Til sidst er der de langsomme, men meget stærke hænder af sten, der gør sig bedst mod tanks eller pansrede mandskabsvogne. Variation er der masser af i Prototype. Det findes en hel del bevægelser og superangreb, du kan låse op for, ved at indsamle erfaringspoints. En klar favorit er dog den, hvor man hakker hænderne ned i jorden, hvorefter der ca. 30 meter længere fremme, dukker enorme pæle op af jorden.

Desuden kan du kapre helikoptere og pansrede køretøjer samt bruge maskingevær, raketter og granatkastere. For slet ikke at tale om de luftangreb der kan indkaldes, når først man har overtaget en soldats biomasse. Irriterende nok kan man ikke sigte frit med automat- eller projektilvåben. Der er intet sigtekorn og du skyder udelukkende fra hoften, og sigter kun ved brug af horisonten.

Vil du sende en helikopter i sænk, er du nødt til at trykke autolock-knappen ind og håbe på det bedste. For det meste er det, det værste der sker. I stedet for at høvle granater mod den nærmeste helikopter, ender jeg med at kaste dem lige ind i en folkemængde. Og efter enhver mission får jeg, sort på hvidt, det beklagelige resultat; jeg har dræbt flere uskyldige civile end fjender. Hver gang (og helt ufrivilligt, det lover jeg) Det er ganske tragisk. Det siger så også noget om, hvor tilfældig og frustrerende Alex er at kontrollere.

Styringen er ikke superstram. Alex føles træg i benene, kameraet irriterer og tiden fra du trykker på en knap, og til der sker noget på skærmen, føles nogle millisekunder for lang. Animationerne ser også nogle gange meget skrabede ud, og hopper du over mindre forhindringer, så er det en automatiseret animation. For at du kan komme hurtigt fra A til B, så kan du flyve afsted som en flyveegern fra træ til træ, eller i dette tilfælde fra hustag til hustag. Men det føles bare aldrig lige så godt, som når man udøver parkour i Infamous eller lige så heftigt, som når man svinger sig afsted som Spider-Man. Det føles mest af alt bare en smule fjollet.

Til gengæld er det herligt, at beskue det totale kaos man kan afstedkomme. Byen myldrer virkelig af liv. Civile, militærpersonale, køretøjer og mutanter befolker alle Manhattens kvadratiske vejnet. Ligesom Altaïr i Assassin's Creed, kan Alex forsvinde i menneskemængden. Men hvor Altaïr ligesom smyger sig fordi de andre indbyggere, så uddele Alex gerne bøllebank til dem, der kommer for tæt på. Saftige og hårde. Det kan godt være at Alex har en skidt periode i sit liv i øjeblikket, men helt ærligt. Det er ikke ligefrem opmærksomheden, der skrues ned for vel? Og her kommer dagens portion af spil-logik så lige ind: Hvorfor i alverden vandrer tusindvis af mennesker uberørt rundt mellem hinanden, når et hensynsløst militær og en række blodtørstige væsner, har hærget byen i flere dage?

Prototype minder faktisk uhyggeligt meget om et andet Activision-spil, som jeg også anmeldte sidste år. Ja, jeg snakker naturligvis om Spider-Man: Web of Shadows. Det er nærmest en skamløs kopi. Jeg var nødt til at hive mine gamle referencer frem igen, for at se om det virkelig kunne passe, og så kigge på bundlinien. Og den er god nok. Missionerne har samme variationsfattige karakter, jeg ser mange ligheder mellem Alex og Spider-Man, og verdenen som du bevæger dig rundt i, er stort set identisk. Det er som et mørkere Spider-Man: Web of Shadows med en mere skruppelløs hovedrolleindehaver og mere voldsomme superevner. Og selv i denne sammenligning er Prototype dårligere.

Jeg troede, at jeg skulle sidde og sammenligne Prototype med Infamous (og den kamp vindes i øvrigt soleklart af Infamous, stik modsat hvad jeg regnede med) noget som hele spilverdenen har gjort siden begge spil blev annonceret. I stedet sidder jeg her og leder efter ligheder, ligheder med et gammelt Spider-Man-spil. Jeg ved ikke rigtig, hvad der er sket.

Men hvad havde jeg så regnet med? Nethypen ævlede løs om variation, frihed og tung action. Virkelighedens Prototype byder absolut på dette, men på en forkert måde. Det er lidt for letkøbt, lidt for uambitiøst. Missionerne handler for det meste om at tage hen til et eller andet område og slå alle ihjel. Og så er det det. Der findes også sidemissioner, spredt ud over byen, hvor man udfordres i checkpoint-ræs og andet småtteri, for at optjene erfaringspoints. Men jeg føler mig aldrig motiveret til at tage disse udfordringer, og slet ikke når hovedopgaverne allerede føles som idéfattige sidespor.

Grafisk er Prototype okay. Der er en stor folkemængde og miljøerne er vidtstrakte. Objekter og overflader dukker dog op pludseligt. Jeg kunne også godt have ønske mig et lidt større detaljearbejde i både karaktererne og miljøerne, der alle føles en anelse firkantede. I øvrigt afvikles spillet ved en ganske stabil hastighed. Lydmæssigt er der heller ikke så meget at klage over, men det er heller ikke ligefrem noget, der skal roses til skyerne.

Prototype gør mange ting, men det gør ikke nogle af dem, rigtig, rigtig godt. Spidskompetencerne udebliver. Og kigger man på spilhusets portefølje, så er det tvivlsomme projekter som Scarface: The World is Yours, The Simpsons: Hit & Run samt The Hulk, der præger billedet, så måske skulle forventningerne været indstillet efter dette faktum. For som det er nu, så er jeg blevet uhørt skuffet over resultatet.