Psi-Ops: The Mindgate Conspiracy

Psi-Ops er sidste skrig i den tilsyneladende endeløse flod af 3. persons shootere. Undfanget fra Midways fertile skød viser afkommet nye talenter, som kan være med til at sikre en tryg barndom. Første forslag til et navn var ESPionage, men efter en del kritik ved forrige E3 valgte Midway, at noget skulle ændres. Sal Devita blev hentet ind som problemløser, og navnet blev ændret til det nuværende. Årsagen til at man ikke skrinlagde projektet var, at der også havde været en del positiv kritik møntet på især stemningen og hele tankekraftskonceptet. Nu nærmer vi os så dagen, hvor spillet skal stå på egne ben. Meget tyder på, at det har været en god opdragelse, selv om der er enkelte elementer, som stadig kunne bruge lidt påtale.

Tankekræfter er denne verdens næste helt store våben, og regeringer vil i den nærmeste fremtid implementere specialstyrker, der bruger sindet som deres stærkeste våben. Naturligvis må et så let tilgængeligt supervåben også hive en bunke slyngler med i slipstrømmen. I dette tilfælde er det en række personer, som har været højt rangerende i regeringens udvikling og udnyttelse af kræfterne. Under det malende navn "The Movement", har de etableret sig som en potent trussel i verdensbilledet. Med tankekontrol styrer de en større gruppe supersoldater i deres march frem med at vælte verdensordenen.

I dette virvar smides man ind i skikkelse af Nick Scryer, en fyr som kan skabe kaos med sine evner. Ene mand virker hans odds dog ikke som de bedste, og disse bliver yderligere forringet af at hans hukommelse er visket ren fra starten - for at få listet ham om bag fjendens linier. Nu tager begivenhederne ellers fart, imens man langsomt får sine gamle evner tilbage, og optrævler fjendens hær af soldater. Grundlaget er lagt for en solidt 3. persons shooter garneret med tankekræfter, der vil få selv Jediriddere til at måbe af misundelse. Et forlystelsesland af dybe afsatser, eksplosive tønder og et utal af kasser venter på at blive Nicks allierede mod overmagten. Banerne er nærmest strikket sammen som vidtrækkende dødsfælder, hvor man i hvert fald må tvivle om deres funktionalitet.

Efter forsøg med en række forskellige kombinationer er det lykkedes Midway at få bedre styr på kontrollen med vores hovedperson. Udgangspunktet er den klassiske kombination med skyde, hoppe og kravle. Dette bliver så suppleret med blandt andet telekinese, pyrokinese og "mind control". Tankekræfterne er intelligent og intuitivt mappet til controlleren, så de let implementeres i gameplayet. I løbet af ingen tid kaster man rundt med ild og kasser - imens man suger hjernen ud af en modstander. Evnerne er flot implementeret i banerne, og er ofte essentielle for at komme videre. Kasser stables så man kan højere niveauer, man overtager kontrollen med modstandere så de kan åbne en dør for een og man svæver over dybe afgrunde oven på inventar. Alt sammen noget som er med til at give afveksling. Dertil kan de senere modstandere ikke skades af kugler, hvilket fuldstændigt tipper spillet over mod tankekræfterne.

Selv om der er mange lyspunkter, så var der også skyggesider i den version af spillet som vi har siddet med. Værst af disse er kontrollen med kameraet, der virkeligt kan være en pine til tider. Ofte bevæger man sig i snævre områder, og her har kameraet en fæl tendens til at hænge fast. Et andet område, som godt kan være irriterende er den gammeldags måde, hvorpå fjender spawner ud af ingenting. Det fjerner fokus på historiens flow, når fjender pludseligt dukker op foran een. Alligevel formår historien at holde en god kadence, selv om den godt kan virke slemt klicheramt til tider. Faktisk kan dette også være en fordel, da det giver det hele et lidt karikeret tegneserieafgtigt præg. Det kommer især til udtryk i de forskellige boss-fights mod farverige modstandere.

Teknisk fungerer Psi-Ops glimrende, selv om det efterhånden har været længe undervejs. Helheden har et meget sammenhængende udtryk - lækkert uden at være flashy. Især fungerer fysikken virkeligt godt. Der er benyttet et avanceret rag-doll system, som udnyttes fremragende når man benytter de forskellige tankekrafter. Effekten når man fyrer een krop direkte ind i en anden er ren sadistisk tilfredsstillelse. Det assisteres af nogle passende kvalme skrig og lydeffekter fra de stakler man piner. Derudover er lydsiden dog noget gennemsnitlig, med et soundtrack der aldrig rigtigt træder i karakter. Psi-Ops er indtil videre en positiv overraskelse, som man dog godt kan frygte vil drukne lidt kommercielt.