Pure

Jeg griber hårdt fat om styret på mit firhjulede kraftværk og prøver at komme så godt som muligt ud af det mudrede sving. Lidt længere fremme venter en skråning, en af de største og stejleste, jeg nogensinde har set, og jeg ved, at det er her løb kan afgøres. Jeg træder sømmet i bund og giver lidt ekstra gas med min boost. Kort før kanten læner jeg mig fremover i ATV'en, og lige som hjulene er ved at miste kontakt med overfladen, hiver jeg den mekaniske fartdjævel op og jorden bliver hurtig lille under mig. Det er smukt heroppe, men jeg er her ikke for at nyde synet. Et par tricks bliver fyret af - en Superman og Can Can - og før jeg ved af det, lander jeg på jorden med et brag. Forude venter hundredvis flere af slagsen.

Man behøver ikke altid opfinde den dybe tallerken. Selvom vi anmeldere har en tendens til at efterspørge innovation og nytænkning, så kan vi faktisk mere end ofte stilles tilfreds med et spil, der er bygget på en klassisk formular, men som er poleret fra ende til anden og som Nordstjernen kan lede en genre i nye retninger. Pure er et af disse spil. Langt størstedelen af spillets elementer er set før, og det kan på overfladen virker som en henholdsvis simpel og uintelligent oplevelse, men den første frugt af Disneys nye spilinitiativ taler selv sit tydelige sprog: computerspil handler om at have det sjovt.

Det er næppe en tilfældighed, at Black Rock Studio har valgt at kalde spillet for Pure. Udviklerne, der tidligere gik under navnet Climax Racing og allerede fremhævede sine racer-kyndigheder med debutspillet MotoGP i 2002, har skabt et spil, der er så gennemsyrende arkade, at det næsten ikke kan hedde andet. Selv når du første gang smider spillet i maskinen, er du fuldstændig ufrivilligt og i løbet af et par sekunder i gang med spillets træningsbane, som giver et nødvendigt indblik i spillets få og relativt overskuelige, men stadig udfordrende mekanismer.

Pure kan vel bedst betegnes som en blanding mellem Burnout og SSX, tilsat de alt for sjældent sete ATV'er. Det er en ret unik blanding af hæsblæsende ræs og halsbrækkende tricks, der kombineres så sublimt, at det utvivlsomt vil sætte nogle standarder for kommende spil. Pure bygger nemlig på en meget gennemtænkt boost-beholder, der ikke kun giver dig adgang til ekstra fart, men også til nye og endnu bedre tricks.

Det hele foregår meget enkelt: udfører du et trick, får du boost. Jo bedre trick, desto mere boost. I starten kan du dog kun lave de mest enkle tricks, som udføres ved at trykke på A og holde højre styrepind i en vilkårlig retning, men som boost-beholderen fyldes op, får du adgang til de større og mere imponerende tricks på B og Y knappen. Så spørgsmålet er, hvad vælger du? Bruger din beholdning på at skyde ild ud af udstødningsrøret med det samme, eller spare op til de største og enormt spektakulære tricks?

Hele trick-scenariet tilføres en ekstra sværhedsgrad ved, at man kan "pre-loade" sit hop og opnå endnu flere luftbårne meter og derved muligheden for flere tricks. Dette kræver enormt meget præcision, da man kort før et hop skal holde venstre styrepind nede og så ellers fyre det opad, lige før man letter, hvilket samtidig betyder, at man ofte kommer til at lave samme trick gang på gang. En handling, der giver konstant mindre boost.

Spillet er primært bygget op omkring en verdensturné, hvor man både besøger amerikanske stater som Wyoming og New Mexico, samt eksotiske beliggenheder i Thailand og New Zealand. Her skal man dyste i tre discipliner: Freestyle, der handler om at få fleste mulige trickpoint, før man løber tør for benzin, Sprint, der har mange omgange på en lille bane og med få hop, samt Race, der er ligeligt fordelt mellem ræs og tricks.

Pure byder på et ganske fornemt udvalg af baner, der ikke kun kan være enormt imponerende at se på - især fra 100 meter op i luften med sneklædte bjergtinder og golde ørkener - men som byder på banedesign ulig noget, jeg nogensinde har set. Fordi alle løb ser 16 racekørere dystre om sejren, skulle man tro, at vejene var store og brede, men Black Rock har valgt en helt anden vej - bogstavelig talt. Langt det meste af tiden har banerne tre-fire forskellige veje at køre af, og fordi visse ruter kan byde på store bakker til tricks og andre på genveje, så er det vigtigt at lære banerne og vide sit behov, så man kører ad den optimale rute.

Men selvom det kan se komplekst ud, når banen rives fra hinanden og spreder sig i flere forskellige retninger, så er man aldrig i tvivl om, hvor man skal hen. Lidt automatisk hjælp får man i luften, så man ikke bare flyver ud over banens grænser, selvom man kan risikere at lande på en anden rute, og tydelige visuelle markeringer gør det muligt for selv den mest kompasfattige bilist at finde vej. Det er netop små elementer som disse, der gør Pure til en konstant behagelig oplevelse, og hvis du eksempelvis kører galt eller vil genstarte banen, er du klar i løbet af få sekunder til en rullende start.

Æstetisk set nærmer Pure sig de helt store. Hverken grafikken eller lyddesignet er perfekt, men de bjergtagende baggrunde og mageløs hop, den flydende fartfornemmelse, det hippe-uden-at-prøve-alt-for-meget indie-rock soundtrack og de prustende, firhjulede vilddyr, gør Pure til både en intens og smuk oplevelse for øjne og ører. Selv menuerne er fornemt designet, og hele følelsen af fart og coolness er overbevisende gennemført hele spillet igennem.

Et interessant aspekt i spillet, der under de forkerte omstændigheder godt kunne have fortyndet den rendyrkede oplevelse, er muligheden for at bygge sin helt egen ATV. Da der er stor forskel på, hvorvidt de er tilegnet ræs eller tricks, har Black Rock fjernet det normale, forhåndsskabte udvalg af køretøjer, der stødt stiger i niveau, og i stedet ladet spillerne samle deres egne drømmemaskiner og give dem mulighed for konstant at vinde nye dele.

Og det er bestemt ikke et aspekt, som Black Rock har sløset med. Med udgangspunkt i en simpel stålramme, skal man ellers tilføje alt fra motor og støddæmpere til håndtag og kofanger. Der er mulighed for at lade computeren samle en bil tilpasset ræs eller tricks helt automatisk, men da menuerne i Pure er forbistrede lækre og hurtige, og det hele gjort overskueligt, så er det legende let at samle den selv. For slet ikke at tilføje fedt, at vinde nye dele til at pimpe sin ATV med.

Der er dog et punkt, som Black Rock har valgt at se væk fra og lade arkade-ideologien stå alene tilbage; et punkt, som de på ingen måde er alene om. Pure har simpelthen ingen splitscreen multiplayer, så hvis du vil flyve højt over trætoppene med vennerne, så kan det udelukkende ske over nettet. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: det er en fuldstændig forkert opfattelse at tro, at online alene kan erstatte lokal multiplayer. Det er det eneste store savn og levn i Pure, men heldigvis har man så i det mindste forstået, at lave online på den fede måde.

Her kan du nemlig dyste mod helt op til 16 personer på én gang, og selvom det endnu ikke er et scenarie, jeg har været ude i - der er ikke overraskende få, der spiller et spil, der endnu ikke er udgivet - så er det næsten uhyggeligt at tænke på. Selvom Pure ikke har nogen skadesmodel, og behovet synes umiddelbart heller ikke at være der, så kan man sagtens gøre livet surt for sine modstandere ved at køre ind og blokere, og med 16 små jordfræsere på vejen, så går det ikke stille det for sig.

Pure er et spil, jeg har savnet utrolig meget i denne generation. Motorstorm prøvede, men arkadeoplevelsen blev delvist ødelagt af de mange styrt og ødelæggelser, Sega Rally bed aldrig rigtig fra sig og Burnout-serien blev med Paradise til en lidt anden størrelse. Det der er så lækkert ved Pure er, at oplevelsen er strømlinet hele vejen igennem. Alting føles hurtigt og responsivt, alting virker gennemtænkt og poleret, og det betyder, at frustrationer udelukkende er gemt til spillets stigende udfordringer, der nok skal bringe sindet i kog. Pure er hverken perfekt, selvom det nærmer sig, eller innovativt, men det er så fandens morsomt, intensivt og udfordrende. Det er, kort sagt, ren underholdning!