Puyo Pop Fever

Så er Sega på banen med deres fortolkning af Tetris universets vidunderligt fængende gameplay. Det virtuelle narkotikum, som i alt sin enkelthed sniger sig ind under huden, og langsomt lader nattetimerne krybe nærmere. Sega har efterhånden et noget spraglet repertoire i deres udvalg, og dette bliver her udvidet med endnu et stykke broget underholdning. Det fremstår nærmest som en modsætning til det oprindelige russiske mesterværk, der på mange måder var kantet og simpelt i sit udtryksform. Puyo Pop Fever fyrer en ordentlig gang rigtigt japansk manga ind i begivenhederne, og serveres med bedårende runde former.

På sædvanlig japansk vis cirkulerer det hele omkring en sær, sær lille historie, som man skal være i særligt humør for at lappe i sig. Små hverdagsbegivenheder, såsom en forsvundet flyvende kost, er den indledende mærkværdige undskyldning for at kaste sig ud i en gang Puyo Pop mod en række finurlige personligheder. Puyo Pop er navnet på det Tetrislignende spil, som eleverne - på den magiskole spillet omhandler - morer sig med. Før hver kamp bliver der varmet op med en lille sekvens, hvor stationære billeder lader underfundige figurer spille lidt op til hinanden. Vores første ho-vedperson er Ametie, en lyserød i lyserød tøs, som har en hjerteformet mund. Så er der ligesom lagt op til det videre forløb - det her er ikke noget for testosteron pum-pende mandfolk. Medmindre man altså trækker gardinerne for.

Som sagt lægger vi os tæt op af Tetris, men i stedet for golde kantede figurer så leger vi med runde former. Puyo er navnet på de små runde bolde, med de store bedå-rende øjne. Disse kommer i flere farver og formationer, og drysser ned fra toppen af skærmen. Der kommer fra to til fire bolde per gang, er der to eller tre bolde, så kan de være enten ensfarvede eller af to forskellige farver. Er der derimod tale om fire bolde, så vil de altid have samme farve. Man kan naturligvis rotere boldene, og er der tale om fire bolde samtidigt kan man i stedet vælge en alternativ farve. Formålet er så at samle boldene i bunden af tanken, så minimum fire af samme farve hænger sammen.

Alt dette er altså "plain vanilla". Konceptet i Puyo Pop Fever er lagt op omkring skabelsen af combos. Med dette i baghovedet bliver begivenhederne hurtigt hektisk og der pustes en anelse taktik ind i gameplayet. I stedet for udelukkende at fokusere på at samle fire af samme farve, så får man nemlig langt mere ud af at lade flere kombinationer udløses samtidigt. Der åbnes op for denne mulighed fordi Puyo boldene opløses når de forbindes i en streng på fire eller flere bolde. Herefter falder bolde, der ligger herover ned, og kan kombineres med bolde af egen farve. Har man samlet et højt tårn, så kan man få noget af en kædereaktion. Disse combos bliver nemlig omdannet til chikanebolde hos modstanderen - desto flere combos desto flere chikane-bolde.

Til at skabe lidt yderligere strategi, så ligger disse chikanebolde i første omgang latent i toppen af billedet. Så længe modstanderen skaber kombinationer, så afværger man en eller flere af chikaneboldene. Lykkedes det at afværge samtlige chikanebol-de, så skraber man et Fever point til sig. Disse akkumuleres på et barometer, som kan skabe et vigtigt overtag hvis det fyldes. Her ryger man nemlig i Fever-mode, hvor en lang række bolde allerede er stablet op på skærmen. Ved at placere den næste bold der kommer dalende fra toppen rigtigt, kan man starte en voldsom kædereaktion. Denne kædereaktion vil naturligvis sparke en ordentlig samling chikanebolde over på modstanderens skærm, som han så skal forsøge at afværge.

Man finder hurtigt ud af, at vejen til sejr går gennem combos og Fever-mode, det er her hvor man virkelig kan få lagt pres på modstanderen. Især når man bevæger sig op på de højere sværhedsgrader, levnes man noget nær ingen tid til at sidde og fifle med sine Puyo bolde. Konstant skal man tænke et par træk fremefter, og sørge for at få stablet op så man kan lave combos. Dette vel at mærke inden modstanderen får fyret en ordentlig bredside chikanebolde over på ens skærm. Grafik og lyd er uhyre japansk, og man skal være til manga for at synes at det er godt. Det er sødt, rundt og pasteller i allerhøjeste kaliber. Lyden er fyldt med enerverende stemmer og små stykker højoktan happy-happy pop. Puyo Pop Fever er ganske glimrende underholdning. Det er absolut ikke nytænkning, men mindre kan jo som bekendt gøre det. Det er også en titel, som vil kunne få kæresten til at sætte sig lidt ved skærmen.