Skip to main content
Gamereactor Previews Quake II
Previews

Quake II PSX Preview

Quake II var længe, og anses stadig af mange for at være, det absolut ypperste inden for første persons shootere.
Peder Raatz-Pedersen 26 oktober 1999

Quake II var længe, og anses stadig af mange for at være, det absolut ypperste inden for første persons shootere. Det var især de flotte grafiske effekter, hjulpet stærkt på vej af 3D-accelereret hardware, der imponerede. De fleste mente, der nu var taget et afgørende skridt, hvor Playstation ikke længere kunne følge med... og dog.

Længe ventet
Hvad mange har gået og håbet på længe, er nu snart en realitet. Quake II er endelig ved at være klar til Playstation. Det er ellers ikke lang tid siden kritiske røster sagde, at det ville være umuligt at lave en PSX version af Quake II - de komplekse beregninger bag den flotte 3D-grafik ville simpelt hen være for krævende, og et eventuelt resultat ville overhovedet ikke komme i nærheden af PC- versionen. Det er de relativt ukendte Hammerhead, der står bag udviklingen af spillet. De er tidligere kendt for bl.a. ShadowMaster på både PC og PSX. Hammerhead teamet var træt af holdningen omkring, hvor umulig en PSX version af Quake II ville være og designede derfor en ny grafik-engine fra bunden.

Forskellige playmodes
I Quake II vil der udover den obligatoriske single-player mode, være en multiplayer mode for op til 4 spillere. Spillet vil så foregå i splitscreen, og Activision lover en framerate på omkring 30 fps. Det må siges, at være temmelig imponerende, når man tager i betragtning, at det er fire uafhængige spilscreens, der kører på en playstation. Udover single- og multiplayer modes går der rygter om endnu flere playmodes, men Activision vil ikke ud med mere.

Imponerende
Den testede version er en et level single-player udgave, så det har desværre ikke været muligt at prøve multiplayer delen. En enkelt level viser sig til gengæld også at være nok til at give at særdeles positivt indtryk af, hvad vi har i vente. Der er anvendt nye textures på banerne for at få spillet til at passe bedst muligt til PSX, men følelsen af Quake II er der stadig, og man vil nikke genkendende til mange af de monstre, man støder på undervejs. Lyseffekterne er flotte uden dog at være prangende. Det skyldes selvfølgelig, at man er vant til PC-versionen med 3DFX og hele pivtøjet. Jeg tror, at en person, der aldrig har set Quake II på en PC (hvor man end skulle finde sådan en), ville være ganske imponeret over lyseffekterne.
Vandeffekterne i preview versionen var derimod ikke særligt gode. Set oppe fra er det lige før, man bliver i tvivl, om der overhovedet er vand i et bassin. Nedefra er virkningen lidt bedre, og her viser både grafik og lyd, at man er under vand. Eksplosionerne fra især rocket launcheren er pæne igen uden at være prangende.

Bevægelse foregår ikke helt så hurtigt som på PC, men jeg tror styringen vil blive meget svær, hvis hastigheden sættes i vejret. Styringen er, i hvert fald for mig, en noget skummel affære. Når man er vant til at bruge mus og tastatur til Quake II, er det noget af en omvæltning at skulle spille med et dual shock gamepad. Jeg fik lavet et par ubehagelige snurreture, inden jeg fik nogenlunde kontrol over spillet. R1 og L1 knapperne bruges til at kigge op og ned, mens R2 og L2 bruges som strafe taster. Netop strafe funktionen ser ud til at virke godt, men det kræver øvelse. Jeg skulle simpelt hen tænke for meget over, hvor mine fingre var på gamepad´en, men det gik nu meget godt til sidst. I demoen bestod arsenalet af den obligatoriske pistol, en shotgun, en super shotgun, maskinpistolen (som på PSX ikke flytter sig, når man skyder) og rocket launcheren. Der er selvfølgelig flere våben i den endelige version.

Efter at have prøvet demoen skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig en del til den færdige version. Bevares, jeg sidder da ikke og holder vejret, men Quake II skal nok blive et ganske spændende bekendtskab... også på PSX.

Fuld profil 19 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.