Quake IV

Jeg vrider og drejer mig, men der er intet jeg kan gøre. De har spændt mig fast. Som en fabriksvare, rulles jeg ned af et mareridsagtigt samlebånd, hvor rundsave og knive parterer alt, der måtte komme forbi. Mine dage some menneske er talte. Om få sekunder, indsætter de en chip i min hjerne, så jeg ikke længere kan tænke selvstændigt. Jeg bliver en Strogg. Saven glider igennem mit kød, som en varm kniv gennem smør, jeg kan høre den tygge sig vej igennem mine knogler. Alt bliver sort. Da jeg vågner op, står løjtnanten og de andre marinesoldater foran mig. De er kommet mig til undsætning, men jeg har mistet både arme og ben.

Ovenstående lyder måske som noget fra en gyser-agtig science fiction thriller af lettere perverteret kaliber, men det er faktisk bare en af de rigtig mange glimrende scener i Quake IV, det selvsagt fjerde spil i Quake-serien. Denne gang er det Raven, id Softwares højre hånd, der har overtaget udviklingen - og spillet bygger videre på en yderst avanceret udgave af den vellykkede Doom 3-motor.

Historien i Quake IV fortsætter, hvor Quake II slap. Der er ikke sket de store ændringer, hverken gameplay- eller historiemæssigt - men det fungerer nu alligevel ganske glimrende. I den største del af spillets første halvdel, render du tit og ofte rundt med andre marinesoldater, som faktisk er enormt effektive. Enkelte af dem kan sågar reparere og helbrede dig, og selvom de er programmeret til at bevæge sig fra A til B, virker de alligevel enormt livlige. De fleste baner er fantastisk designet, selvom der er en overhængende Doom III-fornemmelse over det hele - og man sidder tit og ofte med en følelse af deja vu.

Quake IV er god gedigen underholdning fra start til slut. Og så heller ikke end pind mere. Spillets historie mangler indhold, og de mange skyd-alt-du-ser-ellers-dør-du-selv-sekvenser bliver ofte ensformige. Der er ikke de mørke skumle korridorer og laboratorier, som ikke er spækket til randen med blodtørstige væsner i alle afskygninger, og selvom det for det meste er sjovt at tage sit brede våbenarsenal i brug, så kan man godt savne lidt variation af og til. Raven har dog forsøgt at variere de mange skydesekvenser med et par anderledes køretøjs-sekvenser, der blandt andet indebærer at køre rundt i en kampvogn i et kæmpe udendørs terræn, samtidig med man skyder alt, der bevæger sig. Som yderligere variation, kan man også sætte sig i en mech-agtig robot, i hvilken man også skal meje horder af Stroggs ned. Det er faktisk ganske sjovt, om end en smule nemt, da ens skjold lader op i bedste Halo-stil. Resultatet er, at mange af disse missioner bliver lidt for nemme - og dermed også knapt så belønnende.

Netop som man tror, at der er ved at ske det helt store i spillets noget passive historie, falder spillets tynde plot til jorden som en tonstung ambolt i en tegnefilm. Vores kære helt, Kane, bliver pludselig fanget og forvandlet til en Strogg, og man sidder lænet tilbage i sin varme lænestol og tænker: "Nu bliver det for alvor spændende". Problemet er bare, at det gør det ikke. Kane bliver en smule stærkere og lærer Stroggernes sprog, og så er der ikke mere end det. Et par cybernetiske implantater i form af mekaniske ben gør dog også, at han kan løbe en smule hurtigere. Men på trods af de dramatiske ændringer på Kanes krop, så rykker historien sig ikke en meter. I stedet tager man konstant sig selv i at tænke: "Hvornår sker det store omdrejningspunkt?". Det sker aldrig, på trods af, at Quake IV hele tiden lægger op til det helt store.

Heldigvis er Quake IV spækket med visuelt blændende øjeblikke, til at veje op for den halvkedelige historie. Øjeblikke, hvor tiden nærmest står stille, alt imens man betragter de smukke om end knapt så idylliske omgivelser. Quake IV er et af de flotteste PC-spil til dato, og det er uden at sige for meget - Raven kan takke id Software for Doom III-motoren, for hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg ikke den globale spilpresse havde rost Quake IV så meget, hvis det ikke havde været for den fabelagtige grafik. Sagt på en anden måde; alle og enhver skylder sig selv at gennemspille det, bare for at opleve hvilket grafisk mesterværk det er.

Multiplayer har altid været alfa og omega for Quake-serien, og da i særlig grad for Quake III Arena, der slet ikke havde nogen singleplayer-del. Desværre er multiplayer-komponenten i Quake IV intet andet en en tro kopi af Quake III Arena fra 1999. Med mange af de samme baner, våben og kommentatorspor, er skuffelsen komplet. id Software prøvede i det mindste med Doom III at skabe en form for nyskabende multiplayer, hvor de fleste kampe blev udkæmpet i lommelygternes skær, men i Quake IV, flyver Raven os i bogstaveligste forstand tilbage til forrige årtusinde. Quake III Arena var fantastisk i 1999, men siden da er der sket kvantespring i multiplayer-genren, og almindelig deathmatch er blevet erstattet med store episke kampe, à la dem vi kender fra Battlefield-serien. Multiplayerdelen i Quake IV er ganske enkelt ikke tilfredsstillende.

Nu skal man dog ikke smide Quake IV på bålet allerede, for som sagt er det rent faktisk underholdende fra start til slut. Man skal blot tage i mente, at der intet nyt er under solen, uanset hvordan man vender og drejer det. Det hele er set før, og selvom Quake IV ikke er et dårligt spil, så er det set langt mere veludført i spil som Half-Life, Far Cry og det nyeste skud på stammen: F.E.A.R.

Man skal ikke kaste sine skejser ud af vinduet, hvis man vil have en unik multiplayer-oplevelse. Det skal man for så vidt heller ikke, hvis man vil have en unik singleplayer-oplevelse. Alligevel er spillets visuelle side så fabelagtig, at man skylder sig selv at gennemføre det. Det bliver så afgjort heller ikke værre af, at det er sjovt fra start til slut, uanset hvor gammelt og slidt en spilopskrift Quake IV er baseret på. Køb det, hvis du har brug for et hurtigt actionfix, men lad for Guds skyld være med at forvente det helt store, for så bliver du for alvor skuffet.