Quake IV

Mathew Kane, certificeret røvsparker fra deltakompagniet, skydes ned sammen med et kuld af ligeså rå soldaterkammerater. Liggende på Stroggos rustbrune overflade kommer han til sig selv, og så får jeg ellers styringen over ham. Min første opgave er at finde den håndfuld marine-børster, der har overlevet. Turen går gennem trange, dårligt oplyste gange, ned af kolde metalstiger og forbi enorme summende reaktorer. Jeg er kun nået halvvejs, da en overordnet beder mig vende om og komme tilbage med en militær-læge. Jeg adlyder og finder stort set tilbage til udgangen, hvor han står og venter på mig. Herefter går turen tilbage til den overlevende kolonne.

Allerede tyve minutter inde i Quake IV, er jeg ved at kede mig ukristeligt. I stedet for at være en del af en knivskarp militærenhed, der lægger dækild, udfører halsbrækkende missioner eller udfører vigtige snig-angreb på stroggerne, bliver jeg hærens stik-i-rend-dreng. Hent ham her, beskyt dem der og skyd lige med det der maskingevær. Det er ekstremt trist, skabelonskåret og gammeldags - og jeg aner ikke, hvorfor en af PC’ens mest hædrede serier føler, at et skift til en blanding mellem Starship Troopers og Aliens, er det mest passende at gøre. Den cinematiske stemning er der da, men sammenlignes den med Valves mesterlige Half-Life 2, eller svenske Starbreeze Studios atmosfærefyldte The Chronicles of Riddick, så falmer det hele i en rasende fart. Quake IV er en tarvelig Paul Verhoeven film, komplet med tonsvis af eksplosioner, papirtyndt manus og tåbelige skuespilpræstationer. Det er et millionshow uden egentlig indhold, og et eventyr, du efter en halv time har spillet tusindvis af gange før. Selv ikke da Kane stroggificeres og får en håndfuld nye muligheder, sker der meget i Quake IV.

Indrømmet: id Softwares grafiske motor kan levere mirakler, og gør det fra tid til anden også i Xbox 360-udgaven af spillet, men det er ligesom ikke nok. Lyskilder, reflekterende overflader, pæne objekter og spandevis af sprøjtende blod kan ikke redde Quake IV fra nærmere inspektion. Jeg er imponeret de første fem minutter, herefter så gælder det indholdet. Hvorfor skal jeg bruge de næste ti timer på at fragte folk frem og tilbage, som en eller anden færgemand på floden Styx? Hvor er mit hold af soldaterkammerater, som kan kommanderes rundt i Stroggos mange kobberfarvede fabrikker af rør og reaktorer, og hvornår bliver korridorkampene egentlig udfordrende? Quake IV håber på, at du ikke har spillet andre FPS-spil de sidste mange år, eller håber i hvert fald på, at du går bagover af bare benovelse på grund af grafikken - hvilket jeg ikke gjorde.

Styringen er dog en af de ting, som spillet rammer lige på kornet. Efter at have fået inverteret den (ja, jeg er en smule mærkelig), så var der absolut ingen problemer med at lade våben, kravle op og ned af stiger, snige sig rundt i de kulsorte korridorer, eller tryne horder af Strogger i punkterede ildkampe. Til trods for den angst jeg kan spore i alle mine soldaterkammerater, så er fjenden nemlig hverken skræmmende eller overvældende. Det er deres antal, der er problemet, ikke deres intelligens. Quake IV er som at danse rum-tango med et par udenjordiske væsner. Jeg træder lidt frem og tilbage, de træder lidt frem og tilbage, og på et eller andet tidspunkt ender de som en blodig masse på gulvet, hvorefter de opløses i et grønt skær. Som du kommer længere ind i komplekset, bliver de naturligvis større og mere faretruende, men det er ikke noget, lidt fanatisk løberi på stedet ikke kan afhjælpe. Selv gladiatorerne med de enorme plasmaskjolde er ikke noget specielt.

Spillets helt store problem er dog hastigheden. Enhver FPS er nødt til at have en klokkeren og ekstrem glidende hastighed for at virke overbevisende, Quake IV’s hakker og hoster som en gammel Ford Taunus på en kold vinterdag. Det er specielt i de øjeblikke, hvor du på ladet af en svævebåd eller stående på mono-rail vogn, skyder så kuglerne sprøjter ud af geværet. I disse øjeblikke lægger id Softwares motor sig simpelthen til at sove, hvilket resulterer i, at alt fra lyden til billedet går i en sirup-agtig tilstand af dias-billeder. Du kan næsten høre din nyindkøbte Xbox 360 forsøge at udbedre skaderne ved at piske kredsene endnu hårdere, men lige lidt hjælper det.

Det cinematiske islæt er også et problem, når du begynder at prøve spillets grænser af. Karakterer spærrer meget passende døre til scriptede sekvenser med deres enorme torso, mens deres venner brutalt nedslagtes indenfor, befalingsmænd udsteder ordrer til dig, selvom du slet ikke er i nærheden af dem og venner dør bag glasruder, selvom du gør dem opmærksom på, at et eller andet fælt er ved at snige sig ind på dem bagfra. Det er teaterkulisser det hele. Opgraderingerne af dine våben er også ligetil. Når fjenderne, banerne eller andet påbyder, at du får lidt mere isenkram at lege med, så træder en eller anden tilfældig tekniker frem fra mørket og opgraderer dine våben - efterfølgende skal du så bruge dem i det næste område. Yderst opfindsomt.

På multiplayer-siden er Quake IV også en skuffende omgang. I stedet for at blæse til angreb i online-helvede af tanks, mechs og krigsførelse i stil med Halo 2 eller Battlefield-serien, så har Raven Software fundet det ældgamle Quake Arena 3-konceptet frem fra gemmerne igen. Der er ingen tvivl om, at Quake Arena stadig spilles af rigtig mange fans, men når nu singleplayerdelen er skruet sammen som et episk slag, burde multiplayerdelen så ikke få samme behandling? Jeg ved naturligvis godt, hvorfor det ikke sker. Quake Wars er et helt andet spil, et spil som Activision skal høste nye dollars på engang næste år, hvilket betyder, at jeg skal nøjes med tarvelige Deathmatches, Capture the Flag-scenarier og andet oldnordisk pladder.

Quake IV er gammeldags, halvkedeligt og teknisk ustabilt. Grafisk er det i øjeblikke ligeså besnærende flot som Doom, men det har været umuligt for Raven Software at holde hastigheden flydende hele vejen, og det ødelægger meget af oplevelsen. Resten af skuffelserne kommer i form af en nærmest ikke eksisterende historie, en udvasket AI hos dine fjender og det faktum, at intet i Quake IV er nyt eller bare en smule anderledes. Hvis du har spillet Far Cry, Half-Life 2 eller Halo 2 de seneste år, er Quake IV kun en del skridt tilbage.