Quantum of Solace

Mit første Bond-minde daterer sig helt tilbage til 1984, hvor mine forældre opfyldte et stort ønske og tog mig med i biografen for at se Sean Connery i bastardfilmen Never Say Never Again. Det var to timer i paradis, og da rulleteksterne gled over lærredet, kastede jeg mig op over de bløde stole, krøb lydløst langs gulvet og udspionerede alle de stakkels biografgæster, som fik deres filmoplevelse mere eller mindre spoleret af den lille møgunge, som legede James Bond iført joggingdragt og kondisko, og som skøde folk omkring sig med sine pistolfingre.

Men siden den aften har James Bond haft en lille særlig plads i mit hjerte. Der er bare et eller andet over den britiske spion-figur med hang til damer og godt grej, som altid vil ramme os drengerøve lige i solar plexus. Og selv om jeg på mine gamle dage ikke længere falder i svime over en sko med indbygget kniv eller en bil, som kan hælde olie ud på vejen, så indrømmer jeg gerne, at jeg stadig stjæler et blik, når DR eller TV 3 ruller en Bond-kavalkade over skærmen. Vi har vel alle sammen en lille spion i maven.

Min lille kærlighed til Bond-figuren blev antændt igen med tilkomsten af Daniel Craig, som har genfødt Bond og slidt det kiksede og utroværdige skær af MI6-agenten. Og spilfirmaet Activision satser nu med spiludgaven af Quantum of Solace på at ride med på den populære genfødsel. Og håbet er lysegrønt, for selv om der er tale om en ganske enfoldig licens, så byder det nyeste Bond-spil på meget af det, som de fleste Bond-fans forventer; nemlig masser af lettilgængelige skuddueller.

Quantum of Solace bygger mindst lige så meget på den forrige Bond-film, Casino Royale, som på den nyeste film, hvilket giver god mening, da de to film handlingsmæssigt hænger sammen, men det føles samtidig også lidt som gammel vin på nye flasker, når størstedelen af spillet faktisk bygger på en to år gammel film. At sammenhængen i spillet også fordrer, at man har set filmene, er ikke umiddelbart et plus. Jeg vil gerne medgive, at handlingen strengt taget er lidt ligegyldig i et Bond-spil, for her handler det hele om stemning og indlevelse, for filmen vil de fleste alligevel have set, men i det tilfælde man også gerne vil have lidt fortælling ud af et spil, så slipper Quantum of Solace tøjlerne en tand for meget. Her ligner spillet en typisk filmlicens, som er bundet sammen af 15 mere eller mindre sammenhængende kapitler uden at spilde meget krudt på at binde dem elegant sammen.

Hvor godt et filmspil er Quantum of Solace så. Ja, som filmspil hører det faktisk til i toppen, hvilket dog ikke siger så pokkers meget i sig selv. Men Bond er faktisk underlagt en ganske udmærket spilmekanik. Den britiske agent har tydeligvis spillet Gears of War og gemmer sig spillet igennem bag hjørner, skriveborde og biler, mens han afgiver ild mod mylderet af fjender, men en lille nyskabelse er det også blevet til. Når Bond sidder i dækning kan han sigte mod et andet dække og lynhurtigt løbe derover uden at blive ramt af fjenderne.

Lidt ligesom når Marcus Fenix i Gears of War danser rundt mellem forskellige dækninger, men i Quantum of Solace er proceduren automatiseret, hvilket betyder, at man kan koordinere Bonds fremtog ganske præcist og sikkert. På den anden side mister systemet lidt af sin effekt, fordi banerne alle som en er, som vi kender dem fra filmspil: Snorlige og uden plads til svinkeærinder. Der er en fastlagt rute gennem herligheden, og det gør naturligvis, at man sidder med en lille følelse af at spille iført en spændetrøje. For selv om det kunne være sjovt at hoppe i havnen og snige sig ind på fjenden gennem vandet, så har udviklerne bestemt, at han kun kan nås ved at snige sig forbi de klassiske overvågningskameraer.

På trods af det meget stringente design så følte jeg mig faktisk godt underholdt langt det meste af vejen, men i den forbindelse er det også vigtigt at vide, hvor jeg kommer fra. Min spilmæssige Bond-erfaring daterer tilbage til titler som Tomorrow Never Dies og The World is Not Enough til den allerførste Playstation. Jeg nød dem begge, men min positive oplevelse skyldtes udelukkende, at mine forventninger til spillene var holdt på et realistisk niveau. Jeg forventede helt gængse skydespil med lette stealth-elementer og til dessert en eksotisk bilbane eller to. Og det var præcis, hvad jeg fik. Sådan er det også med Quantum of Solace. Her får man faktisk et solidt skydespil tilsat omgivelser, man kan kende fra filmene og så endda med alle de rigtige stemmer. Så kan det jo ikke gå helt galt.

Quantum of Solace er et eksempel på den bløde mellemvare, som løser missionen uden ret mange dikkedarer. Og rent faktisk er er der tilløb til større armbevægelser i et par åndedrag, for spillet lever nemlig allerbedst, når man står øverst på et stillads ved en operakoncert og ser ned langs kikkertsigtet på en sniper-rifle samtidig med at man får at vide, at man skal skynde at nedlægge fire fjende-snipere. Så siver Bond-stemningen for alvor ud igennem skærmen. Men også de filmiske spilsekvenser, hvor man får præsenteret flere kameravinkler på skærmen, så man kan danne sig et overblik over fjenderne og på den måde styre Bond uset fra punkt A til punkt B er en næsten original ide, som meget gerne måtte være dyrket og raffineret i langt højere grad. Der er for få af de øjeblikke, hvor man virkelig lever sig ind i rollen, og da spillet udover disse underholdende afbræk består af rendyrket maskinpistols-action og myriader af fjender med begrænset intelligens, så kunne hele herligheden have smagt endnu mere af tør Martini, hvis den var blevet blandet lidt bedre.

Grafisk ser Quantum of Solace fint ud. Ikke prangende, men fint. Daniel Craig har lagt ansigt til spilfiguren med fint resultat, og at ellers smukke Eva Green ikke helt ligner sig selv i spillet, lever man fint med. Lydsiden er også godkendt med Bond-tema og stemmer, man kan genkende. At de så lyder lettere uinspireret gør faktisk ikke det store.

For det er jo et Bond-spil. Bortset fra den manglende bil-bane, så er her lige, hvad man forventer. Potentielle købere vil være godt vejledt, hvis de får at vide, at spillet minder en del om The Bourne Conspiracy - et andet spil, jeg også slugte på en enkelt dag. Selv om der ikke var ret mange, der spillede online i det nye Bond-spil, mens denne anmeldelse stod på, så er der ganske mange spilmodes, som faktisk virker udmærket, så også her kan man regne med at bruge lidt tid, hvis man ender med et køb. Quantum of Solace er kort sagt godkendt, og jeg hyggede mig fint med spillet, for det var præcis, som jeg forventede.