Rage

Det er et simpelt udsagn, men et man fornemmer bliver udtrykt med enten et vidende blink eller en strakt langemand rettet mod Bethesdas Fallout-serie, og som ikke er til at tage fejl af. I Id Softwares postapokalyptiske verden er skydevåben konger.

Rage er et overstadigt og fremstormende comeback for Id, der i alt for lang tid har været væk fra den genre, der gjorde udvikleren legendarisk. Og efter at have brugt mere end to timer i ødemarken på at bekæmpe banditter, undslippe mutanter og bytte jobs for kontanter, kan vi med sikkerhed sige, at studiet ikke har mistet en flig af deres vigør. Rage er skåret af det samme stykke som Doom og Quake. Det er tilberedt på samme måde, badet i kugleregn, fugtige bygninger og golde landskaber, der minder mere om Dooms Mars end fremtidens Jorden.

Det fanger ens fantasi øjeblikkeligt. For et spil, der er så fokuseret på vold, er åbningssekvensen overraskende rolig og smuk i sin fremstilling af masseudryddelse.

Kameraet følger en meteor gennem rummet, til storladen men alligevel afdæmpet musik, der står i ond kontrast til de forvrængede beskeder, som vælter ud af højtalerne. Der nævnes noget kaldet Eden Project, og snakkes om at beskytte fremtiden. Det hele bliver til statisk støj, mens kameraet bevæger sig om bag meteoren, og vi ser den smadre ind i Jorden, som var vi en fjern og objektiv observatør til vores egen udryddelse.

Vi springer et ukendt antal år frem i tiden, og Eden Project afsløres som et regeringsprojekt, der skal beskytte vigtigt personale i kapsler under jorden, for dermed at kunne fortsætte den udgave af civilisationen, man er blevet politisk enige om.

Du vågner fra stasissøvn i en bunker med andre kapsler, en håndfuld kilometer under jordens overflade, og det står klart, at de andre kapsler ikke har formået at bevare deres nu forrådnede indhold. Du er alene, både et levn og et sidste håb om at fortsætte samfundet.

I det du stavrer op til overfladen, bliver du budt velkommen af den losseplads, der er den nye verden. Som et jehovas vidne på dørtrinnet er dine budskaber og værdier tydeligvis ikke ønskede i denne nye verdensorden - deres eneste interesse i dig er at se, hvor meget de kan flå fra din krop. Du indser hurtigt, at du ikke er den eneste overlevende fra Eden Project, der er blevet angrebet så snart de nåede overfladen, og at de store beskyttelsesrum nærmest har fungeret som enorme Pez-dispensere i årevis.

Du bliver reddet ud af kløerne på det, der viser sig at være den nye mutantbefolkning, dyriske dræbere der er opsat på at slagte for at overleve, og bliver kørt til det nærmeste beboelsescentrum, hvor det nye samfund bliver beskrevet, og de barske realiteter forklaret. Snak og løfter er billigt, handling er alt.

Men selvom skabelonen er Mad Max, hvor ørkenens vildnis går hånd i hånd med døden, er her en varme, der antyder grundlæggende stammeinstinkter, og et mere optimistisk syn på menneskers opførsel, når overlevelse bliver en daglig bekymring.

Rage er lige så overraskende i sine mere stille øjeblikke, der går langt udover basal eksposition, som bare skal bringe dig fra den ene kamp til den anden. Figurene byder på korte samtaler men en hel livstid af personlighed i deres tonefald og kropssprog. Der er en glød og robusthed ved deres prægede ansigter, der minder mere om Half-Life end Gears of War, og det gør samtalerne med disse individer både opløftende og ærlige.

Det fremragende stemmeskuespil skader selvfølgelig ikke. Efter at være blevet forrådt af den ene figur efter den anden i genren skulle man tro, at vi ville være varsomme i mødet med en ærlig fremmed i et hjerteløst land, men takket være John Goodmans forsikrende stemme i rollen som Dan Hagar, din redningsmand og lærer i spillets første time, ser man ikke andet end en sandfærdig mand, der forsøger at tjene til dagen og vejen og tage sig af dem, der er under hans beskyttelse.

Hagar er leder af en mindre lejr, der mere ligner en ombygget tankstation end en forskanset militærbase. Den er den ene af to i regionen, forbundet af omkring halvanden kilometers grusvej, der snor sig gennem det bakkede terræn og forbi en tidligere militærpost. Den korte afstand handler mere om at gøre tingene overskuelige i starten af spillet, end om udviklerens manglende evne til at skabe den fornemmelse af isolation, der frembringes af samtaler med indbyggerne i lejrene.

Den anden lejr har et lignende setup, et tæknyttet sammenhold af NPC'ere, der lever efter bedste evne, og hver af dem har figurer med specifikke roller - ingeniør, butiksindehaver, kamptræner, læge og så videre. Missioner får man fra samtaler, og der er en god portion sidemissioner, der tager afstikkere fra historiens rygrad, men som sender dig på udforskning i nogenlunde de samme områder. For eksempel opdager du en forsvunden arbejder, der er blevet halvvejs spist af mutanter, og han ligger i skyggen af et radioskur, som du - hvis du har snakket med den rigtige person - kan tjene penge på at klatre op i og reparere.

Det er tjenester for de to lejre, der sender dig ud i ødemarken gennem spillets første to timer. Kørsel er en stor del af Rage. Banditter har sat sig på store områder af ørkenen, som de patruljerer i våbentunge køretøjer, så det er ikke en mulighed at rejse til fods. Rage udvider denne del af spillet, da du når til den første by Wellspring, hvor du kan deltage i ræs for at tjene certifikater, der videre kan bruges til at opgradere dit køretøj.

Du starter med en simpel quadbike, og rykker videre til en buggy. Taget i betragtning hvor stor en del af Rage kørsel er, er det den ene del af spillet, der skuffer. Styringen er hel simpel arkade, med boosts og håndbremsevendinger der føles alt for nådesløse på racerbanernes skarpe hjørner til at være brugbare, og der er ikke noget til at antyde, at det bare er et spørgsmål om indlæring.

Vi forstår dilemmaet, da man er nødt til at skabe noget, der er underholdende men ikke afskrækker de FPS-spillere, der ikke har købt spillet for bruge timer på at lære at køre bil. Vi kommer til at tænke på luftpudebåden i Beyond Good & Evil. Her var racing også bare en del af en lang række gameplay-muligheder, og båden klarede opgaven med at rejse mellem forskellige områder. Det samme gælder for buggyen, der også er ganske let at styre på ødemarkens åbne vidder.

Wellspring er smukt skabt. Støvede gårdspladser, skulende fremmede der sidder i hjørnerne, mørke gader, dryppende rør. Labyrinten af fortove, gangbroer og bygninger i flere etager bringer minder frem om Mos Eisley eller Deadwood. Der er synd, farer og muligheder rundt om hvert et hjørne.

Der er en opslagstavle med hurtige og nemme sidemissioner - en af dem, vi kigger på, er en plakat med en savnet person. I Second Chance-baren (fremragende navn) kan du spille kort, og på et gadehjørne ser vi to skikkelser bukket over en Augmented Reality-spilleplade, og hører nogen nævne underholdningsprogrammet Bash TV et andet sted (ejere af iPad/iPhone-spillet, ved hvad der tales om her). Der er et casino for fattige, en genbrugsbutik, et bilværksted... Og det alt sammen i spillets første by. Forventninger og begejstringer vokser ved synet af det, der tæller som en ordentlig by i dette spil.

Variation er et nøglepunkt i kamp. Her er ikke nogen blød introduktion, ikke nogen tutorial der lærer dig at sigte. Udover et kort valg om at bruge invert mouse eller ej, i det du kravler ud af din kapsel, så skal spillet læres på den hårde måde. Det vil glæde mange at høre, at man ikke bliver holdt i hånden, og det passer fint til spilverdenens brutalitet: tilpas dig eller dø.

I første omgang låner du en pålidelig pistol, som om Id Software bevidst vil genintroducere dig for et våben, som de fleste skydespil i dag helt springer over. Og du vil genopdage din respekt for dette våben, for det er alt hvad du har i længere tid, end man skulle tro var behageligt - nemlig gennem hele første mission. Her skal du begive dig gennem et forladt femstjernet hotel og rydde det for banditter.

Disse første sammenstød er brillant skræmmende. Banditterne tager dækning bag hjørner, eller ligger fladt på gulvet nedenunder for at skyde på dig. Når de stormer frem, er det i et løb der gør det svært at ramme med headshots, og deres naturlige atletiske evner lader dem svinge sig og springe langs loftet, kravlende på hovedet som var de besatte. Nogle af dem kaster med knive, mens andre flankerer. Deres AI er ikke perfekt, men de giver en god illusion af at være klogere, end de egentlig er.

Rage har en interessant tilgang til død og genoplivelse. Der er en fin historedreven forklaring bag de nanotriter i din krop, der kæmper for at holde dig i live. Bliver du dræbt, starter der et kort minispil, hvor du skal matche bevægelser med de to sticks til dem, der vises på skærmen, før tiden løber ud. Hver af dem tilføjer lidt helbred, som du genoplives med, og det hele sluttes af med et timet defibrillator-stød, der skal udføres med de to aftrækkere. Stødet har også den bivirkning, at alle fjender i nærheden får en ordentlig omgang strøm, så du har et par sekunders forspring.

Taler du med Hagar, inden du sætter kurs mod det næste banditskjulested, får du adgang til wingsticks - fire knivblade sat sammen, så de fungerer som en dødbringende boomerang. Du har et begrænset antal, og må enten købe dig til flere eller selv lave dem. Til gengæld dræber de fjender i stilhed med ét slag.

Det giver en massiv fordel på dette tidspunkt i spillet, når du skal håndtere større grupper, for selvom du kan kravle og snige dig ind på dem, er det svært at komme på klos hold.

Vi tror at vi har anskaffet os en fin og alsidig samling våben, og kampene er intense og slagkraftige - banditterne senere i spillet er iført panser og hjelme, der kræver et perfekt skud eller en masse middelmådige for at trænge igennem. Men så springer vi fire timer frem i historien, og det føles som om vi nu spiller et helt andet spil.

Som sagt: variation. Vi får en alt for kort gennemgang af den nu meget fyldte våbenmenu, og står over for en ny trussel. Vi er på vej ind i en base, der tilhører den store skurk, en (hvad ellers) hemmelighedsfuld gruppe kaldet The Authority.

De ligner supersoldater, udstyret med fuldt kropspanser og hjelme, der kræver adskillige skud før de knækker, som når man skal åbne en østers for at nå ind til kødet. De er hurtige, ruller af vejen når du bruger iron sights, og virker til hurtigere at få en fornemmelse for dine taktikker end Einstein for en matematisk ligning.

Bygningen, vi er i, er blevet ombygget til deres formål, et fængsel med high-tech-faciliteter tilføjet. Energy-porte spærrer vejen, turrets hakker dig til plukfisk, og kraftkerner skal findes og deaktiveres med EMP før du kan komme nogle vegne. Og hvad angår The Authority, så er det helt op til dig hvordan de skal slås ihjel.

For det første har våbnene forskellige ammunitionstyper. Vi så begyndelsen til denne eskalerende mordmenu, da vores pistol blev udstyret med ekstra skadelige Fat Boy-kugler under vores andet banditslagsmål i spillet.

Holder man LB og/eller RB nede, kommer en diamantformet menu op, hvor man kan vælge henholdsvis kugler og våben. Fire timer inde er den Stinger Crossbow, som vi fik som belønning fra vores anden mission, nu udstyret med elektro-bolte og Mind Control-bolte, udover de almindelige stålbolte. Vi har en stjålen Authority-riffel med MG-kugler, og en combat shotgun med Pulse-skud.

Her er en antydning af alsidighed i stil med Bioshock, en lokkende tanke der med glæde får os til at bytte ekstra skade for muligheden for at prøve hvert af våbnene. Electro-boltene er fremragende til at riste soldaternes panser, mens Mind Control-skuddene lader dig overtage en modstanders krop i få sekunder, og bruge ham som menneskelig granat.

Genstande til sekundære angreb er bundet til D-pad'et, med valgmuligheder der bestemmes gennem en undermenu. Hvor vi før havde wingsticks og medkits har vi nu Sentry Bots, Spider Bots og fjernstyrede bombebiler, som alle kan konstrueres gennem den udførlige engineering-menu, hvor du kan kombinere reservedele til dræbermaskiner og health-pakker. Her er også låseværktøjer, der kan skaffe dig adgang til særlige rum fyldt med ammunition. Botsene tiltrækker fjendens ild, så du kan flankere hvis det er nødvendigt.

Det er den type spil, der kræver at du følger dine fodspor, og giver fornemmelsen af sikkerhed, når du atter træder ud i solen efter at have bekæmpet banditter i mørket. Den slags, hvor man skal overveje sit valg af udstyr nøje, da det har indflydelse på de buffs, man får gennem resten af spillet. En verden der føles levende, og som du har lyst til at vende tilbage til snarest, om ikke andet for at gå på opdagelse og se hvor stor, ødemarken rent faktisk er.

Vi har kun set en lille del indtil videre, og bortset fra racing-delen er de forskellige gameplay-faktorer hver for sig nok til at begejstre, og samlet bliver de til et imponerende FPS, som vi håber lever op til vores fornyede forventninger. Sammenkædningen mellem missioner er måske ikke så subtilt maskeret som vi kunne tænke os, men vi hastede os også gennem spillet for at se, hvad der ventede rundt om det næste hjørne.

Id kan bevise, at det er muligt at kombinere Bioshocks alsidighed og verdensdesign med Fallouts store landskaber og evigt-voksende quests, mens de bevarer et kampsystem, der byder på en dybde og en umiddelbar tilfredsstillelse, som man kun kan få fra ren reaktionstid og præcision, frem for skjulte terningekast og buffede statistikker.

Et skydespil med et actionrollespils format, fra skaberne af de mest ikoniske serier i genren? Det er grund nok til at Id kan løfte en strakt langemand - eller give et snu blink med øjet - til sine konkurrenter. Spillet er i gang.