Der er dem, der mener, at fascinationen af tog er frygteligt gammeldags - eller at den i hvert fald bør dyrkes ved at tage børnene ved hånden og gå ned til stationen for at se togene komme og afgå. Selv om jeg efterhånden har nået en alder, hvor denne sidste måde at interessere sig for tog på er ganske normal, så kom der en diskret tåre frem i øjenkrogen, da jeg fik Railroad Tycoon 3 installeret på min pc.
Denne begejstring har selvfølgelig først og fremmest noget med emnet - tog - at gøre. Det er dog nok også den den nostalgiske fornemmelse, at et af de første spil, som jeg har spillet på pc, stadig er alive and kicking. Den grundlæggende spilidé er i grunden uforandret. Railroad Tycoon 3 går - som sine forgængere - ud på, at man som fremstormende jernbane-matador skal opbygge overskudsgivende godsruter gennem et givet landskab. Derudover finder man et solidt element af økonomi-simulation, både for selve banedriften og det omkringliggende samfund.
Til gengæld er det slut med de nemme løsninger i spillet. Det er ikke længere tilstrækkeligt at satse på den hurtigst mulige godsrute til de lavest mulige priser. Gameplayet i den tredje version af spillet er tilføjet adskillige twists og features, som dels gør spillerens opgave mere krævende og mere kompleks - men som samtidig også gør oplevelsen betydeligt mere langtidsholdbar.
Den mest iøjnefaldende nye feature er den nye 3D-engine, som blandt andet rummer muligheden for at grave eller sprænge tunneller, hvor det ellers ikke er hensigtsmæssigt at lægge skinner. Desuden er der nu mulighed for at bygge broer over vand. Et uvejsomt terræn skal i hvert fald håndteres med omhu, så man ikke lægger et skinnenet over alt for bakket eller bjergrigt terræn - især hvis man kun råder over lokomotiver med trækkraft nogenlunde som en varevogn. På den anden side kan der være gode perspektiver for spillerens jernbaneimperium, hvis man satser på forbindelsen til fjerntliggende skovningsområder, ikke mindst hvis man ud over selve jernbanen investerer i den lokale industri, hoteldrift m.m. Spillet indeholder således mere end 150 forskellige typer af bygninger, der supplerer de mere end 40 forskellige togtyper i spillet fint.
Økonomisimulationen i Railroad Tycoon 3 er i det hele taget meget spændende og kompleks, hvilket kræver spillerens fulde opmærksomhed. Det er vigtigt at planlægge, hvilke af de 35 mulige typer gods man vil transportere - og mindst lige så vigtigt at vælge de mest profitable ruter for de pågældende godstyper. Et nyt twist i forhold til de tidligere versioner er, at spillerens jernbanedrift ud over de tørre tal for godstransport også bliver vurderet efter evnen til at tiltrække passagerer.Undervejs i spillet skifter spillet mellem nat og dag - men man kan selvfølgelig som spiller sætte farten på tiden i vejret. Desuden er de mange missioner i spillet henlagt til snart sagt et hvilket som helst klima. Der er dermed meget variation i den visuelle oplevelse. Til tider er der imidlertid også en lidt stillestående stemning over spillet, fordi man ikke som i mange andre simulationstitler ser mennesker, der arbejder, går, kører og i det hele taget lever i det samfund, som Railroad Tycoon 3 udfolder sig i.
Railroad Tycoon 3 er dermed et spil, der først og fremmest leverer varen for økonomisimulations-freaks. Det er i den overordnede stemning, i spillets cut-scener og i de underliggende scriptede hændelser, at man finder de fine detaljer i det historiske underlag for spillet. Som spiller kan man således kaste sig ud i erobringen af Det Vilde Vesten, udviklingen af den allerførste spæde kommercielle jernbanedrift i Europa, i opbygningen af en infrastruktur, der tilstrækkeligt effektivt forsyner den amerikanske krigsmaskine efter angrebet på Pearl Harbor osv. Railroad Tycoon 3 rummer således både 25 enkeltstående scenarier og en sammenhængende campaign mode.
Hvor Microsoft satser på at rendyrke fascinationen ved at køre tog i sin Train Simulator har udviklerne fra PopTop fat i en spilidé, der i lige så høj grad tager udgangspunkt i, hvorfor togene overhovedet kører, dvs. i samspillet med det omkringliggende samfund. Hvis du er til rådden kørsel med tungt bevæbnede futuristiske køretøjer, til heftigt multiplayer-skyderi eller anden form for politisk ukorrekt action, så bør du gå langt uden om den detaljerede realisme i Railroad Tycoon 3. Hvis du på den anden er fascineret af politiske, historiske og økonomiske sammenhænge, så er spillet et spændende og langtidsholdbart alternativ til tørre dokumentarudsendelser i sort-hvid på DR2.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 7 / 10
- Spilbarhed
- 9 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10