Rainbow Islands Revolution

Sammen med kæresten og en bunke venner, begav jeg mig i forlden ind i biografens mørke for at se den stort opreklamerede biograf version af Da Vinci Mysteriet, hvilket må siges at have været en blandet fornøjelse. Da Tom Hanks havde sendt sit sidste stirrende blik mod publikummet, og slutteksterne begyndte at rulle over skærmen, var det ikke spørgsmål om vores syn på religion eller historiens mystik der havde sat sig fast i mit hoved. Tankerne gik i stedet på hvorvidt en konvertering af et mesterværk burde holde sig til det originale værk, og det gælder også det seneste spil der har siddet i ryggen af min Nintendo DS.

Det originale Rainbow Islands er en af spilhistoriens bedst gemte hemmeligheder, ganske ligesom Dan Brown gerne ville have os til at tro om kristendommen og dens mange misfortolkninger. Mens den japanske udvikler Taito, i sin tid havde travlt med at skubbe klassikere som Renegade, Double Dragon og Operation Wolf ud i arkadehallerne, var det det tidløse Bubble Bobble der for alvor tog spilverdenen med storm. Derfor synes det også desto mere underligt, at det kun var en lille skare af os, der for alvor fik øjnene op for opfølgeren Rainbow Islands, der med et radikalt anderledes gameplay alligevel var mindst ligeså genialt som Bubble Bobble.

Mens det siden da er Bubble Bobble der gentagende gange er blevet klonet, genoplivet og genopfundet, er det først nu en udvikler har set sin chance for at gøre det samme med Rainbow Islands. Det evindelige problem med konverteringer af klassikere til et nyt medie, er at det kræver en enorm forståelse af hvad der gør det så specielt, noget som man kan mene Ron Howard har manglet, men som alle kan se Marvelous Interactive ikke har været i besiddelse af.

Det originale Rainbow Islands er et stilstudie i platformspils genren, og byggede tydeligtvis videre på alle de erfaringer Taito havde gjort sig med det første spil i serien. Hvor alt på overfladen virkede enkelt, bød spillet på snesevis af teknikker og dybt gemte hemmeligheder, som kun viste sig for de mest dedikere spillere. Grafikken var enkel, bolchefarvet og ganske uimodståelig med sine tematiserede regnbue øer, og musikken bestod af små melodier, som jeg her snart tyve år senere stadig nynner når solen står aller højest på himlen. Med alle disse forudsætninger burde det have været en smal sag at lave en dejlig opdateret version af det originale spil og dertilhørende gameplay, men da dette åbenbart ville have været alt for logisk, har nogen i stedet for besluttet sig for at genopfinde spillet

Genopfindelsen består primært af at spillet nu styres med stylussen ikke helt ulig Yoshi’s Touch and Go, men manglende præcisionen og forståelsen af banedesignet. Baneopbygningen er i det store hele blevet holdt som i det oprindelige spil, men er nu blevet bredt ud over de to skærme, samt blevet gjort halvanden skærm bred, hvilket tilsammen betyder fuldkommen uoverskuelighed. Kontrollen er alt for langsom og sløset, og misfortolkede gentagende gange mine intentioner. Den nye kontrol betyder også at alle de gamle teknikker nu er sløjfet, og dybden i gameplayet derfor er forsvundet. De fantastiske melodier er blevet peppet op i en sådanne grad, at de ligeså godt kunne have været udskiftet med et helt nyt lydspor og kun grafikken har en snert tilbage af den originale charme.

Alle beslutninger der er blevet taget mens denne opdatering har været under udvikling, har praktisk talt været forkerte, og alt hvad der kunne været gået galt, er at gået galt. Det der frustrerer mest er at meget af det kunne have været rettet, hvis udvikleren havde haft de rigtige talenter, og nu rent faktisk havde kendt til det oprindelige spil, inden man hovedløst gik i gang. Rising Star burde modtage en opvækkende skideballe af format, for at sige okay til en opdatering der i den grad er mangelfuld, og decideret respektløs over for det originale spil. Med min overall karakter vælger jeg derfor at bidrage med hvad jeg kan, til denne forhåbentligt opkvikkende verbale skideballe.