Rainbow Six: Siege X

Lad os begynde denne anmeldelse med en lidt utraditionel ansvarsfraskrivelse. Rainbow Six: Siege X er i bund og grund version 2.0 af den langvarige og populære taktiske shooter, og det betyder to ting: Der er faktisk ikke så meget "nyt" at skille ad og analysere, og selve Siege-oplevelsen ændrer sig heller ikke nævneværdigt. Derfor bliver denne anmeldelse delt op i to hoveddele. Først vil jeg fokusere på de mere generelle ændringer i spillet og hvordan det påvirker det klassiske Siege, og derefter skifter jeg fokus til hovedretten i Siege X, nemlig den nye mode kaldet Dual Front. Hvis du leder efter en dybdegående anmeldelse af, hvordan Siege spilles i 2025, vil jeg i stedet anbefale at kigge på vores originale anmeldelse eller mine tanker om "next-gen"-udgaven fra for et par år siden, for ærligt talt er det nuværende Siege stadig lige så godt og minder meget om, hvordan det altid har været.

Men lad os se nærmere på Siege X. For de rutinerede Siege-spillere er denne videreudvikling af formularen ikke voldsomt anderledes - den er bare mere detaljeret. Hvad jeg mener med det er, at gameplayet nu tilbyder mere kreativ og varieret ødelæggelse, flere måder at interagere med omgivelserne på, bedre styring under reb-rappelling og selvfølgelig de sædvanlige forbedringer til ydeevne og grafik. Der er ikke tale om store, omvæltende ændringer på samme måde som da Fortnite skiftede til Unreal Engine 5, eller da Overwatch 2 introducerede markante gameplay-justeringer. Det er stadig i høj grad bare Rainbow Six: Siege, og det skal Ubisoft have ros for, for denne formular er stadig, efter min mening, en af de allerbedste inden for shooters - på linje med Counter-Strike.

Når det så er sagt, er forbedringerne bestemt velkomne. Det er fantastisk at kunne interagere med flere elementer i banerne - for eksempel ved at ødelægge rør og efterlade en dødelig ildsti eller sprænge brandslukkere for at skabe en røgsky. Det gør bare det hele lidt mere nuanceret og detaljeret. Tilføj dertil justeringer til rappelling, som gør bevægelse mindre stiv (selvom det stadig kan være frustrerende...), og en visuel opgradering, der gør hver bane en smule mere detaljeret og realistisk - der er meget at sætte pris på. Men det er ikke en nat-og-dag-forandring. Faktisk føles Siege X til tider stadig som et spil fanget i fortiden og mangler noget af den finpudsede skønhed, som moderne titler har. Det er ikke grimt, men det er heller ikke et spil, man falder i svime over rent visuelt - men det har Siege aldrig været, og gameplayet har altid kompenseret for det mere afdæmpede udtryk.

Så før vi bevæger os videre til den reelle, nye hovedtilføjelse i Siege X, vil jeg blot runde af her ved at sige, at Siege X ganske enkelt er en bedre og mere medrivende måde at nyde det klassiske Rainbow Six: Siege på - og for mig er det alt, jeg nogensinde har ønsket mig af en "efterfølger".

Så lad os komme til det, I alle sammen har ventet på: Dual Front. Ja, Siege X har én central (og massiv) tilføjelse, og det er den helt nye måde at spille på i spiltilstanden Dual Front. I modsætning til det traditionelle Siege, hvor to hold af fem kæmper om at angribe eller forsvare bombepunkter med én liv per spiller per runde, samler Dual Front i stedet to hold af seks til en langt mere åben kamp i stil med tovtrækning. Der er stadig angrebs- og forsvarsmuligheder, men man er ikke længere låst til den ene eller den anden rolle. I stedet kastes man ind på et kort, hvor begge hold har et punkt, de skal angribe, og et, de skal forsvare. Herfra gælder det om at indtage fjendens punkter indtil man kontrollerer deres hovedbase - samtidig med at man forhindrer modstanderen i at gøre det samme.

Finten er, at dette foregår på et kort, hvor både allierede og fjender frit kan bevæge sig rundt, hvilket fjerner idéen om, at Attacker- og Defender Operators kun er begrænset til én side af konflikten.

Hvis du har lyst til at bruge Sledge til at forsvare din base eller Bandit til at angribe fjenden, så kan du sagtens gøre det. Det strider selvfølgelig lidt imod Sieges kerneprincipper, da mange af disse figurer ikke er særligt gode til det modsatte af deres oprindelige rolle, men det er alligevel et spændende eksperiment i spillerfrihed, og det ryster virkelig op i den måde, man kender og oplever denne shooter på.

Dual Front er også en lidt mere tilgivende spiltilstand i Siege, da man kan respawne efter cirka 25 sekunder, selv vælge en ny Operator undervejs, hvis man har lyst. Er fjenderne forankret i et punkt omgivet af forstærkede vægge? Så læg måske Ashs sprængladning væk og tag i stedet Castles eksplosive ladninger med. Overvældet af granater og andet kastbart udstyr? Måske er det tid til at skifte Nomad ud med Jager. Pointen er, at Ubisoft har designet en sand, dynamisk spiltilstand, som den klassiske Siege-oplevelse ikke kan konkurrere med, ganske enkelt fordi den er mere fleksibel og giver spillerne mulighed for at tilpasse sig situationen løbende.

Jeg vil dog ikke sige, at dette gør Dual Front bedre end det traditionelle Siege, for det ville være usandt. Spillet er blevet designet og forfinet over mange år til at levere action som i den oprindelige tilstand, så når Dual Front prøver noget andet, føles det ikke altid naturligt. Det fungerer, og det kan være sjovt, men det mangler noget af spændingen og intensiteten fra hovedtilstanden. Og igen - jeg synes, der mangler arbejde for at gøre hver karakter mere alsidig i Dual Front, så de både kan udfylde deres oprindelige rolle og samtidig være brugbare i det modsatte.

På den ene side sætter jeg pris på det, Ubisoft har skabt med Dual Front, da det virker som en mere tilgængelig og fleksibel måde at spille spillet på. På den anden side er det stadig Siege. Det er nærmest ligegyldigt, hvad Ubisoft gør fremover, for spillet har allerede et etableret fællesskab - og det fællesskab er alt andet end afslappet. Siege har altid været krævende, og Dual Front ændrer ikke på det. Hvis du er ny, vil du stadig blive overvældet - også i denne mere tilgivende tilstand. Og hvis du ikke er ny, kan du forvente samme svedige oplevelse som altid.

Derfor vil jeg, når det kommer til bedømmelsen af spillet, afspejle vores oprindelige karakterer for Siege i denne anmeldelse. Rainbow Six: Siege er stadig en fremragende og underholdende taktisk shooter, som mange fortsat kopierer og lader sig inspirere af. Det ændrer sig ikke - og helt ærligt: Har du tid, evner og tålmodighed til at lære spillet, vil du blive fuldstændig opslugt. Men som opgradering til det eksisterende tilbyder Siege X ikke meget nyt. Dual Front er interessant, men det er også bare én tilstand med ét kort og en liste af figurer, som ikke er ændret. Igen - det her er en videreudvikling, ikke en revolution, så medmindre du virkelig går op i lidt forbedret grafik og en smule mere interaktive omgivelser, vil du nok finde dette skridt fremad en smule sparsomt. Når det så er sagt, og i lyset af de op- og nedture som Overwatch 2, Smite 2 og andre live service-efterfølgere har været igennem, så kan jeg kun rose Ubisoft for at holde fast i deres vision og ikke ødelægge det fantastiske koncept, de har brugt et årti på at forfine.