Nogen gange når man står og drømmer sig langt væk i det nærmeste supermarked, sker det at man bruger sælsomt lang tid på de underligste ting. På trods af at de danske supermarkeder i dag byder på alskens forskellige varianter af det samme metervare produkt, tager man sig gerne lige de ekstra ti sekunder for nu at være helt sikker i sit valg. Det behøver du ikke at gøre hvis du ser Rampage: Total Destruction på hylden i din spilbutik, for på trods af der også her er tale om metervare, er dette af slagsen som få ville være glade for at have med hjem i posen.
Med en solid plantet grundstamme i fortidens mange arkadehaller, var Midway en af de første udviklere der indså det lukrative marked der lå i opdateringen af gamle arkadeklassikere, da PSOne ramte markedet. Desværre lykkedes opdateringerne bare ikke helt, og de "revolutionerende og nyskabende" tiltag, endte oftest med at være det mest kiksede element ved titlerne. Selvom vi siden da har bevæget os en konsolgeneration videre, er dette noget nær den samme situation jeg endnu engang har måttet slæbe mig selv igennem forud for denne anmeldelse, og det er ganske ikke acceptabelt mere.
Den originale og i dag tyve år gamle titel, bød spillerne på valget mellem de tre mostre; øglen Lizzie, ulven Ralph og gorillaen George, der med deres gigantiske kræfter og størrelser, skulle smadre så mange byer som muligt. Tydeligt inspireret af specielt King Kong, skulle man slå løs på bygninger, spise indbyggerne og holde det stadig voksende militær skak. Grundideen er en af de eneste bestanddele der heldigvis ikke er blevet pillet ved, men hvor det dengang virkede originalt, humoristisk og lækkert tilgængeligt, virker den nye version uinspirerende, plat og teknisk utilstrækkeligt.
Fra første gang titelskærmen toner frem på skærmen, virker det som om middelmådighedens ligegyldighed langsomt inficerer din konsol. Jeg kan næsten forestille mig hvordan udvikleren forud for produktionen af spillet, har kørt det gamle samlebånd på plads, og så ellers gået i gang med tjeklisten. "Ligegyldig og plat historie, tjek, mudret og uinspirerende grafik, tjek, kontrol som grænser sig til det frustrerende, tjek" og det er der simpelthen ikke plads til i dag på spilmarkedet.
At forsage kaos og æde forsvarsløse mennesker, kunne i en velproduceret titel have været ligeså forfriskende og morsom som der var da det originale spil ramte arkadehallerne. Enhver der har spillet sig igennem Psychonauts sublime parodi af King Kong, ved hvor hylende morsomt det kan være at leje usårligt supermonster, men dette er gået Rampage fuldstændigt forbi, og man har i stedet valgt den nemme, velkendte løsning.
Der vil givetvis være nogen som går ud og køber denne titel, der ikke ville kunne forstå hvad alt denne snak om middelmådighed drejer sig om, ganske ligesom der er folk der ligeglade ville købe en Hyundai frem for en Ferrari, men lad blot dem leve med uvidenheden. Alle vi andre bør i stedet ignorere udviklere der kunstigt pumper spilmarkedet fuld af fuldstændigt ubetydelige titler, der vel egentligt kun eksisterer for at tilføje volume til spiludvalget.