Ratatouille

Mens resten af familien finder maden i kompostbunken, drømmer Rotten Remy om at få poterne i den finere, franske madlavning. Det er noget nær et genialt oplæg til en film, og animationsfilmen Ratatouille er da også blevet rost til skyerne for sin høje kvalitet og livsglade fortællelyst. I kølvandet på den slags succeser følger naturligvis også computerspil. Computerspil, som sjældent fremkalder mange roser.

Der er nemlig en indbygget svaghed i det at lave et filmspil. Det skal pinedød være klar på præcis samme dato som filmen, og derfor kan udviklerne sjældent nå at kæle for indholdet, som derfor ofte kommer til at bestå af praktiske standardløsninger. Det gælder for så vidt også Ratatouille. Der er nemlig tale om et helt ordinært platformspil, hvor man som rotten Remy løber rundt i en 3D-verden og indsamler mønter og løser små opgaver. Men heldigvis er Ratatouille også et ambitiøst forsøg på at gøre arbejdet ordentligt, selv om der ikke har været tid til de store køkken-eksperimenter.

Udviklerne har tydeligvis forsøgt at spænde det fremragende, franske rotte-univers fra filmen rundt omkring spillet med det resultat, at ungerne helt sikkert vil kunne genkende huset på landet, Gusteaus køkken og de franske stræder fra biografens mørke. Grafikken er fin og vellignende, og selv om den på ingen måde strækker grænserne, så opfylder den klart sit formål. Remy er fint animeret og ligner sig selv.

Hvis man har set filmen, ved man, at Remys opgave er at hjælpe affaldsdrengen Linguini med at bringe Gusteaus restaurant i Paris tilbage til fordums styrke. Derfor skal han suse rundt i de seks forskellige baner og løse små missioner og indsamle mønter, som så igen åbner for atter andre missioner og nye baner. Det har vi set mange gange før, men indledningsvis skal spillet roses for at have en fin og stram styring. Remy lystrer kvikt sine ordrer, når han løber rundt, balancerer på bolde, kravler på liner og klatrer på vægge.

Men samtidig er det et løjerligt valg, at han kun kan løbe i ganske få sekunder ad gangen, inden han må hive efter vejret og atter kravle sløvt af sted. Det dræber tempoet i spillet, og der er ingen god grund til, at Remy ikke bare skulle kunne løbe hele tiden. Ratatouille skal også have ros for at respektere sin målgruppe så meget, at spillet er oversat til dansk. Bevares, der er langt mellem Søren Sætter Lassens replikker, men de er der, og det gør lige retten en anelse mere indbydende for både børn og voksne, at den er krydret med det lokale krydderi.

Men de gode intentioner til trods, så lider Ratatouille også under nogle grundlæggende fejl; de mange missioner er ofte fint udtænkt og nemme at gå til. Men det går nogle gange galt i de længere missioner, som består af fire-fem undermissioner. Remy er nemlig udstyret med den fineste lugtesans og kan ved at snuse op i luften, dufte sig vej til den næste undermission. Det er ganske praktisk at kunne, når man som en ti centimeter høj rotte, ikke kan se op på et tag eller ind gennem et vindue, hvor næste mission starter. Men når lugtesansen - som er spillets indbyggede hjælpefunktion - svigter, så er det voldsomt frustrerende, ikke at vide, hvor man skal hen.

Så løber man tør for tid og må spille missionen om og om igen, mens man prøver sig frem. Og det hjælper heller ikke, at man bliver straffet for at tage en chance og springe mærkelige steder hen. Remy dør nemlig, hvis han falder meget mere end en meters penge. Jeg er ikke rotteekspert, men jeg har altså en tyrkertro på, at man kunne smide en rotte ud fra en flyvemaskine, uden den ville krepere. Remys skrøbelighed gør helt sikkert spillet mere udfordrende, men i praksis er den blot et irritationsmoment, som i værste fald kan få børnene til at rive skiven ud af maskinen og sætte noget andet på. Et børnespil må gerne være udfordrende, men ikke frustrerende. Men er man indstillet på at væbne sig med tålmodighed, når spillet ind i mellem viser sig fra sin bitre filmlicens-side, så er Ratatouille en rimelig ret, som gemmer på en del gode timer i et fint univers.