Skip to main content
Previews

Ratchet and Clank 2: Lock and Loaded

Udvikleren, der fik sit gennembrud med den ildspyende lilla drage Spyro og i dag har mere end 30 ansatte, viste stolt sit seneste spil frem.
Henrik Bach 16 oktober 2003

Under Gamereactors besøg i solskinsstaten Californien, nærmere betegnet Los Angeles, slog redaktionens udsendte i selskab med journalister fra hele Europa et slag forbi Sonys egen udvikler, Insomniac. Udvikleren, der fik sit gennembrud med den ildspyende lilla drage Spyro og i dag har mere end 30 ansatte, viste stolt sit seneste spil frem, og der er naturligvis tale om opfølgeren til sidste års rumtossede makkerpar Ratchet and Clank. Toeren, som har fået undertitlen Lock and Loaded, ser ud til at have potentiale til at kunne høste mindst lige så meget succes som sin forgænger.

Firmaets grundlægger Ted Price og programmør Brian Hastings - som var med til at udvikle firmaets oversete PSOne-debut Disruptor - præsenterede spillet for den forventningsfulde skare. Det stod på et tidligt tidspunkt klart for Gamereactor, at Insomniac-holdet ikke har taget sig en lang skraber på laurbærrene, men brugt deres tid, energi og kreativitet på at tilføre konceptet adskillige gameplay-fornyelser. Det, der umiddelbart sprang i øjnene under præsentationen, var, at spillet vil indeholde RPG-elementer.

Ratchet vil gå op i level og forbedre sin nanotech, efterhånden som han nedkæmper flere og flere fjender. Der vil være stor forskel på, hvor mange HP fjenderne har. Brian Hastings fortalte, at man nemt kan løbe ind i en fjende, som man på det givne tidspunkt ikke vil være stærk nok til at tage kampen op med. Som i rollespillenes verden må man tage konsekvensen af sin fysiske underlegenhed og i stedet gå i kødet på de knap så stærke fjender for at lægge et ekstra pund muskelmasse på sine pelsede overarme. Alle, der har bare en smule kendskab til RPG-genren, kender til problematikken, så det er bare på med vanten.

Etteren var spækket med store våben, og det samme er naturligvis tilfældet i toeren, men at våbnene nu kan opgraderes er noget helt nyt. Når større og stærkere fjender melder deres ankomst, er mere slagkraftige våben en absolut nødvendighed. Undertegnede fik under free-play-sessionen mere end bare et fingerpeg om, at skudene fra et af de våben, man tidligt i spillet får fingrene i, preller af på stærkere fjender som hundepropper på et næsehorn. Spillet vil indeholde 38 opgraderbare våben, så ingen fjende kan vide sig sikker.

En lille halv time i selskab med spillet gav redaktionens udsendte et indtryk af, hvad Insomniac ellers har af lækkerier til klodens platform-entusiaster. Gameplayet vil blive krydret med nervepirrende scener på hoverbikes i stil med Wipeout, og der er også blevet plads til ture i dragefly (gliders), hvor den lille gule rumtiger lader vinden bære sit pelsede korpus, mens han zigzagger sig vej gennem smalle bakkedale. Hoverbike-ræsene indgår som et af spillets mini games eller rettere "maxi games", som det selvsikre Insomniac-hold kalder deres nye kreationer. Ratchet går endvidere i Russell Crowes fodspor, da rollen som gladiator i et futuristisk colloseum er et af de øvrige maxi games. Meningen med disse maxi games er at tjene nanomites (Bogon-galaksens lokale møntfod). Disse maxi games er interessante nye gameplay-indslag, skønt det er uvist, hvor ofte de vil rulle over skærmen.

Duoen vil igen i toeren leve et liv som rum-nomader, men gameren vil blive draget ind i selve rejsen på en mere aktiv måde. På bedste Star Wars-manér vil man skulle begive sig ud på intergalaktiske rejser i Ratchets rumøse, mens såvel frodige som golde planeter og lysende stjerner passeres. Én af Insomniac-holdets grafikere oplyste, at disse rejsesekvenser ikke vil finde sted, hver gang kammeraterne skal fra en planet til en anden, men snarere vil optræde på steder, hvor de falder naturligt ind i handlingen. Nogle rumrejser vil ende i regulære dogfights, så også her skinner Star Wars-inspirationen igennem. Som det er tilfældet med våbenudvalget, kan også rumskibet opgraderes på alle leder og kanter. Rumskibet kan forsynes med turbo-boost, modstandsdygtige skjold, varmesøgende missiler m.m. Det kræver dog, at man har sparet et par skillinger op, for heller ikke i dette fiktive platform-univers, hvor humoren har frit spil, og dialogerne altid føres med et glimt i øjet, får man noget foræret.

Det kan næppe komme som en overraskelse for nogen, at toeren vil indeholde et væld af nye gadgets. En jet pack og en freezer-pistol er et par eksempler herpå. Mens førstnævnte ikke er en reel fornyelse, da ideen er meget lig propellen fra etteren, er freezer-pistolen et ganske innovativt stykke isenkram. Gamereactor stødte flere gange på områder med vand, som krævede, at vi frøs isen for at kunne komme videre. Ispistolen suppleres med en ildpistol, for af og til har man brug for at fryse vandet for derefter at tø det op igen. Insomniac har lavet en række puzzles, som gør brug af disse gadgets. Og der er naturligvis meget mere af samme skuffe.

Takket være en forbedret engine vil det visuelle indtryk denne gang fremstå endnu mere finpudset, og den forbedrede teknik tillader levels, der er op til 50% større end etterens og med endnu flere detaljer. Selv i den version vi spillede, som ikke engang var en alpha-version, havde motoren forsvindende få problemer selv med meget aktivitet i billedet. Når man ved, at R&C2 kører på Naughty Dogs Jak and Daxter-engine, så er det ikke så overraskende.

Gamereactor forventer at få smidt en preview-version ind ad døren i nærmeste fremtid, hvorefter vi selvfølgelig vil kunne grave os dybere ned i dette forunderlige platform-univers. Spillet vil udkomme i både USA og Europa engang i november, og vi behøver vel næppe sige, at der er noget at glæde sig til.

Fuld profil 193 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.