Ratchet & Clank: All 4 One

Jeg burde være bedre og bedre forberedt på det hvert år, men alligevel bliver jeg altid overrasket over hvor enormt et antal af kvalitetstitler der lander når spilindustrien begynder at kunne dufte brunkagerne, mandarinerne og lægge øjne på den første juledekoration. Alligevel er der en spilhelt jeg aldrig har kunnet lade være med at give særbehandling, og han hedder hverken Marcus Fenix, Nathan Drake eller Kratos, men i stedet Ratchet.

Lige siden Insomniac virkelig fik gang i serien helt tilbage på PlayStation 2, har jeg været uhjælpeligt fanget af eventyrene om rumrotten (også kendt som en Lombax), robotmakkeren Clank og deres enorme våbenarsenal og jeg har nydt hvert kapitel til fulde. For mine penge er der ingen anden udvikler der har haft så godt styr på hele Cartoon Network-tilgangen med skøre personligheder, fantasifulde historier og konstant fnise-værdig humor.

Denne stil virker der egentlig ikke til at være pillet radikalt ved, første gang man starter op for den nye fortælling, selvom fokusset denne gang er rettet mod en ny vinkel. Seriens sidste mange afsnit har tydeligt understreget, at Insomniac har gjort sit ypperste for at forny den velkendte opskrift, men All 4 One er det første spil i serien der ikke kun yderligere finpudser tidligere ideer. I stedet står den denne gang på et co-op eventyr for op til fire spillere, hvilket giver alle mulighed for at styre Ratchet, Clank, Captain Quark og spiluniversets måske bedste superskurk Dr. Nefarious.

Historien er en rodet omgang ligegyldigheder om underlige kæledyr, en intergalaktisk samler og Ratchet & Clanks fortsatte ønske om at ville trække sig tilbage fra livet som galaksens sidste håb. For første gang siden duoens debut føler man dog at dette aspekt af eventyret ikke er blevet prioriteret ret højt, hvilket må siges at være en skuffelse.

Med fire spillere på skærmen er kaosset naturligvis totalt, men dog alligevel nøje planlagt og udnyttet af udvikleren. Samarbejde er essentielt og opfordres på flere snedige måder. Den vigtigste at lære er, at man kan opnå ekstra skudkraft i de mange kampe, hvis man som hold udvælger det samme mål og fokuserer projektilerne mod en fjende. Resultatet er forøget skudkraft og senere aktivering af specialkræfter som eksplosioner, tornadoer og bølger af elektricitet, hvis hele holdet vel og mærke har husket at vælge det samme våben.

Andetsteds skal man som en anden cirkusakrobat springe fra kontakt til kontakt ved at kaste ens makker af sted, og vente på at han er klar til at gribe en selv og på den måde forsætte. Den hyppigst brugte teknik er dog at skyde ens makker af sted for at aktivere en kontakt, for derefter at zappe sig over til ham. Dette lader sig alt sammen gøre ved brug af det nye spils to mest brugbare tilføjelser, det snedige ninja-reb og den højteknologiske rumstøvsuger.

Med et enkelt klik på trekant-knappen kan man på et hvilket som helst tidspunkt zappe sig hen til sin makker med ninja-rebet, hvilket er særdeles brugbart, når det engang i mellem kan knibe med at følge med. Rumstøvsugeren bruges i stedet til at suge alt fra kasser til fjender og venner op og skyde dem af sted, hvilket er uundværelig mulighed når et holdmedlem skal aktivere en kontakt på den anden side af en kløft.

Insomniac er dog ikke nogen dum udvikler og ved udmærket godt, at ethvert spil, hvor der skal samarbejdes, ligeså let udvikler sig til et forsøg på det modsatte - de har derfor valgt at opfordre til den slags opførsel via et pointsystem. Ganske enkelt bedømmes hver spiller i slutningen af en bane derfor ud fra forskellige kriterier, som hvor mange gange man er død, hvor mange fjender man har besejret og hvor mange møtrikker man har samlet op, hvilket alt sammen omregnes til en bonus på møtrik-kontoen.

Med denne bonus i tankerne bliver enhver bane hurtig en jagt på først at smadre enhver kasse og fjende for møtrikker og vinde de små mikrospil, hvor der skal konkurreres i hvem der først når toppen af en bane eller manuelt oplader en kanon. Sjovest bliver det dog, når man begynder at tvivle på om ens makker vælger at skyde en i afgrunden i stedet for at ramme den næste kontakt, eller om han mon ikke greb en med vilje. Så længe blot en spiller overlever får alle lov til at spille videre efter et par sekunder, men den største bonus tilfalder kun den som har været mest flittig.

Der er ingen tvivl om, at der er blevet tænkt lang tid over hvordan man kunne modificere series rammer, så de også ville kunne bære et co-op eventyr, men alligevel virker det flere steder som om det har været problematisk at finde ud af hvor meget af det gamle spil, der skulle bevares.

Fokusset på våben, som alle dage har været et af seriens højdepunkter, er eksempelvis blevet straffet hårdt. Således er de forskellige våben knapt så kreative som tidligere og overraskende kedelige at bruge. De kan også kun opgraderes i tre forskellige niveauer, hvor to af dem blot er mere ammunition og højere styrke, og på trods af at den Ghostbusters-inspirerede ide om holdmæssigt at kombinere dem for mere styrke er god, virker det hele fladt og kreativt drænet.

Teknisk har det også tydeligt givet nogle problemer at spillet nu skal underholde fire spillere på samme tid, og det betyder at man engang i mellem vil opleve små host i billedhastigheden og et spilunivers, der generelt ikke er ligeså levende og flot som tidligere. Langt værre er dog, at kameraet ofte har problemer med at finde ud af hvor det skal fokusere, hvilket ender i utallige uheldige spring ud i ingenting med døden som følge. Så længe mindst en fra holdet er i live, er en genoplivning ganske vist gratis, men igen virker det som et aspekt der skulle have haft mere udviklingskærlighed.

Det virker også ugennemtænkt og straffende, at enhver bane skal startes helt forfra hvis man vælger at stoppe efter at have nået et af banens midtvej-checkpoints. Man tvinges således til igen at skulle gennemse mellemsekvenser, lytte til de samme vittigheder og banke de samme bosser, og det virker alt sammen sløset.

Mest rammende er dog, at Rachet ikke længere fungerer særlig godt, hvis du har tænkt dig at spille alene. Som følge af at være en spiloplevelse lavet til fire spillere, har det ikke længere været muligt at lave en sammenhængende historie af samme kvalitet som tidligere. Det lyder måske ikke så slemt, men resultatet er, at de mange situations-specifike vittigheder mangler, og at man derfor i stedet har udstyret karakterene med et par linjer, der passer på enhver situation, og som desværre gentages igen og igen.

Hvis du har tænkt dig at redde galaksen med kun en controller, bør du også forberede dig på en af de mest mærkværdige former for kunstig intelligens længe set. Han skulle godt nok være en af universets snedigste robotter, men alligevel hopper Clank eksempelvis konstant i døden uden at tænke videre over det - ofte ganske uprovokeret. Heldigvis hører han dog oftest efter, når der skal samarbejdes, og jeg har kun måtte genstarte en bane en gang eller to, fordi han øjensynligt havde slukket for sig selv.

Ratchet & Clank: All 4 One er et godt co-op spil med en smule skønhedsfejl, men et ringe Ratchet-spil for dem der havde håbet på at pakken ville have det hele. Hvis du har mod på et godt platformspil-grin med vennerne, hvor der opfordres til konkurrence, grådighed og en smule samarbejde, er her lige noget for dig. Men hvis du håber på et Ratchet-eventyr, der også er sjovt at spille alene, med løjerlige figurer, sjove vittigheder, hyggelig historie og et stort våbenarsenal, gør du langt bedre i at bruge dine penge på et af seriens tidligere spil.