Skip to main content
Anmeldelser Ratchet & Clank: Quest for Booty

Ratchet & Clank Future: Quest for Booty

Rotten og robotten forsøger sig med episodisk eventyr i pixibogs format, men resultatet burde have været bedre. Blichfeldt fortæller alt om projektet...
Thomas Blichfeldt Testet på 18 august 2008

Er der en af de gyldne anmelderregler jeg har hørt mange gange, så er det at man aldrig skal glemme, at nyde det fag man beskæftiger sig med; i mit tilfælde spil. Det er åbenbart mere end normalt, at man med tiden bliver kyniker af værste skuffe, og selvom jeg gentagende gange har fået klicheen stoppet i skoene af personer, der mente at jeg var lidt for hårde ved "deres" spil, er det stadig ikke noget jeg kan nikke genkende til.

Måske er jeg bare naiv, måske er det fordi jeg med kun ni år under bæltestedet som anmelder endnu ikke er erfaren nok, og måske er det fordi jeg fra barnsben er bundet af den jyske muld, og ikke tager ting så pokkers højtideligt, men jeg morer mig stadig når jeg spiller et godt spil, og mest relevant for denne anmeldelse, så synes jeg altid at jeg morer mig selskab makkerparret Ratchet and Clank - og her har intet ændret sig med Quest for Booty.

Historien tager sin begyndelse ganske kort tid efter makkerparrets sidste eventyr, og føler du det kan ødelægge fornøjelsen ved at spille Tools of Destruction, så skal du hverken hente Quest for Booty eller læse resten af denne anmeldelse. Ratchet er nemlig stadig fortvivlet over den mystiske bortførelse af Clank, og kaster sig derfor hovedkulds ud i jagten på sin robotkompagnon. Til stor glæde for alle os fans af serien, betyder det også, at man endnu en gang kan se frem til et møde med de fantastiske rumpirater, og specielt Rusty Pete, der nærmest stjæler rampelyset.

På vanlig vis starter du ud med et bredt arsenal af dødelige himstregimser, men ganske uventet, får du dem kort tid efter begyndelsen frataget, således at du kun har din svensknøgle tilbage. Selvfølgelig genfindes alle dingenoterne igen, men de oplevelser der i mellemtiden udspiller sig, har langt mere platformshopperi og gådeløsning i sig, end hvad vi før har set fra snedige Lombax, det er så at sige et par skridt tilbage til seriens udgangspunkt. Den mindre skydetelts-glade stil tilføjes endda en ny mekanik, i form af Rachets svensknøgle, der nu har fået tilføjet magnetisme, således at platforme både kan og skal manipuleres for at kunne benyttes korrekt.

Hvis du sidder og tænker, at det endnu en gang lyder som om Ratchet-serien ikke har vovet pelsen, så er du ikke helt forkert på den, men undskyldningen er i det mindste denne gang original. Frem for at være et fuldprisspil med dertilhørende ansvar og forventninger, lanceres Quest for Booty nemlig eksklusivt som download over PSN-tjenesten og endda til en meget overkommelig pris.

Den slags omstændigheder betyder naturligvis også en portion neddroslede forventninger, men laver man en direkte sammenligning mellem denne afstikker og fuldprisprojektet Tools of Destruction, er der ikke de store forskelle at spore. Grafisk er dette derfor også af en helt anden galakse end hvad vi normalt ser over download-tjenesten.

Lidt af glansen går dog af download projektet, da man kort tid efter at have startet det op, ser hvordan de mange besparelser kravler ind over fladskærmen. Meget af grafikken er genbrug fra det sidste eventyr, og selvom det stadig er af en imponerende standard, følte jeg hurtigt, at jeg havde set det hele før. Animationerne er der ligeledes blevet sparet på, og specielt historiens nøglepersoner, der i alle tidligere Ratchet-eventyr har været fulde af liv og humor, bevæger her knapt deres mund eller ansigtsmimik når de leverer deres vittigheder. Derfor bliver de ufrivillige vittigheder, af den slags serien faktisk før selv har gjort grin med.

Værst er dog længden på eventyret, eller manglen på samme. Knapt to timer og femogfyrre minutter tager det, at gennemføre for de som har gjort sig bekendt med genren før, og et incitament til at spille det igen er ikkeeksisterende. Måske var det mine forventninger der var for høje, men jeg havde ærlig talt forventet, at en dygtig udvikler som Insomniac, ville have indset problemet med den korte levetid, og fyldt på med lidt arena-udfordringer som i de tidligere spil, for blot at give en eller to ekstra timers underholdning.

Ratchet & Clank Future: Quest for Booty skulle muligvis have været fanebæreren for en ny retning og en ny forretningsmodel, der giver alverdens spillere mere for mindre, men det er ikke helt lykkes med Insomniacs seneste projekt. Ikke kun skuffer længden, men det virker unægtelig også som et hurtigt sammenkog af de overskydende rester fra tidligere projekter, og så kan man spørge sig selv hvor meget udvikleren egentligt har måttet begrænse sig, når nu dette download spil fylder hele 3.2 gigabyte. Det er i hvert fald et spil der i den grad piner din bredbåndsforbindelse.

Yderligere karakterer

Grafik
8 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
7 / 10
Langtidsholdbarhed
5 / 10
7
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Lækkert banedesign. Præcis kontrol. God humor. Billig pris.
Minusser Alt for kort. Sparsom animation. Grafisk genbrug.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
7,0
Gamereactor Danmark 7
Gamereactor Sverige 7
Fuld profil 6.943 udgivne artikler
7
God Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Insomniac Games
Udgiver Sony
Premiere 17 september 2008
Testet på PS3
Genre Platform
Platforme
PS3
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.