Ratchet, naturligvis med Clank på ryggen, kaster sig mod planetens overflade i et frit fald, mens missiler fiser hidsigt forbi ørene. Med imponerende bevægelser undgår han samtlige projektiler og lander helt roligt i en dal fyldt med lava. Med det samme rykker omkring ti mekaniske pirater frem mod dem for at forvandle universets sidste lombax til en uddød art, og kaos bryder derfor ud. Ratchet returnerer deres angreb med ild-projektiler, et gigantisk savblad og en hvirvelvind, som suger alt på dens vej op.
Da tempoet når nye højder dukker en lille robotmedhjælper op og hælder alverdens fornærmelser og skud efter duoen; imens får fjenden en pludselig forstærkning fra et landingsskid, der smider flere metalliske pirater ned på slagmarken. Da det ser sortest ud tager Ratchet sit ultimative våben frem; en spejlkugle dukker op ud af ingenting, og pludselig er slagmarken et regulært diskotek. Som en sidste fornærmelse forvandler lombaxen sine fjender til pingviner, inden han afslutter hele affæren med et missil-angreb, og det er her, jeg på et eller andet tidspunkt opdager, at jeg stort set ikke har trukket vejret i de seneste fem minutter.
At kalde Ratchet & Clank Future: Tools of Destruction for noget nyt, er ikke lige frem rigtigt. Efter tre ufattelig succesfulde spil (og et som øhh.. vi ikke behøver at tale om) er formularen pudset godt og grundigt af: Placér Ratchet i fantasifulde rumverdener, giv ham de mest ufattelige supervåben, og lad ham så gå amok på en masse mekaniske misfostre, alt imens Clank slynger om sig med sarkastiske kommentarer fra sin faste plads på Ratchets ryg. Hysterisk action fra start til slut, meget mere behøver man ikke.
Der er dog lidt ny historie, at tage til sig. At Ratchet er den sidste lombax har vi længe vidst, men hvorfor, har endnu været uklart - det er det dog ikke med Tools of Destruction. Bedst som alt er fryd og gammen, invaderes hovedstaden af en helt vanvittig fætter med et Napoleon-kompleks, der har tænkt sig at stoppe den evige krig mellem de to racer ved at udrydde Ratchet. Med det samme kastes han ud i den klassiske bjerge-og-bakker-bane, og allerede på første bane sker der en million forskellige ting på en gang. Tools of Destruction udspiller sig på ti forskellige planeter, naturligvis med en lang række opgaver, som skal udføres og tusindvis af glimtende bolte, som skal indsamles og senere bruges til våbenindkøb.
Insomniac var nogle af de bedste grafikere på PlayStation, og de er naturligvis lykkes med at presse endnu mere ud af PlayStation 3. "Glem alt om Resistance: Fall of Man", siger Ryan Schneider fra Insomniac. "I Ratchet har vi fire gange så mange effekter og en fysik, der er mere end fordoblet i antallet af billeder i sekundet." Og det kan mærkes med det samme. Spillets første bane udspiller sig midt i et enormt metropolis, helt klart med tyk inspiration fra Fifth Element og andre farveglade science fiction-film. Mens Ratchet kæmper sig gennem byen, sker der ting i baggrunden, ja faktisk helt ude i horisonten, som mildest sagt er dybt imponerende. Det er nok ingen overdrivelse at sige, at Ratchet & Clank er det i øjeblikket flotteste spil til PlayStation 3.
På nogle senere baner, som jeg også fik lov til at prøvespille, er områderne godt nok både mindre og mere gådeorienterede, men de er stadig propfyldte med action. Jeg havner bl.a. på en slimfabrik, hvor spillets nye gelékanon bruges til både at indkapsle stedets aggressive småkryb og for at skabe platforme, der så kan bruges til at nå de mere umulige steder. Der skulle endvidere også findes en række sekvenser, hvor man tager Clank med ud på solo-eventyr, hvilket er typisk for en serie, der altid har handlet om at hælde så meget variation som overhovedet muligt ned i potten. Alligevel er det ikke svært at genkende serien, da det brutale antal fjender er dens primære kendetegn. Sådan sat helt på spidsen byder Ratchet & Clank Future på mere end 60 forskellige fjender, alle sammen med forskellige angreb og mønstre, selv deres egen dans har de, hvis diskokuglen bliver hevet frem.
Gennem præsentationen af spillet vender Ryan Schneider hele tiden tilbage til holdets ambition om at lave en spilbar udgave af et Pixar-spil. Og selvom det indtil videre stadig er et stykke fra sandheden, så er der intet andet spil, der er så tæt på sandheden. Sjove karakterer, fantastiske animationer, superlækre effekter og et sandt fyrværkeri af spektakulær grafik. Dette bliver ekstremt godt.