Ratchet & Clank Future: Tools of Destruction

Scenen: Et astroidefelt spækket med flyvende monstre. Hovedpersonerne: Et pelset rumvæsen kaldet en Lombax og hans trofaste ven, en diminutiv robot. Lombaxen er bevæbnet med flere afsindige våben end der optræder i en gennemsnitlig science fictionfilm. En tur gennem en teleport fører hen til et af de store monstre, men inden man kan nå at blive bare en smule nervøs, fniser robotten. Med en overklasseagtig accent fortæller den at "Hihi, det får min drivrem til at kildre!"

Ratchet og Clank viste sig at være to af Playstation 2ens største helte. Derfor kan det vel heller ikke undre nogen, at de ville fortsætte legen på Playstation 3, med Ratchet & Clank Future: Tools of Destruction. Og jeg kan i den forbindelse komme med både en god og en dårlig nyhed: Den gode er at det stadig er sjovt og udfordrende at rende omkring med de to fyre. Den dårlige er at spillet sådan set ikke har udviklet sig synderligt i forhold til forgængerne.

Plottet i Tools of Destruction er en anelse mere seriøst end vi er vant til. En ondskabsfuld lille skabning har grebet magten i galaksen, og truer med at destruere Ratchet, der åbenbart er den sidste Lombax i live. Det hele er dog ikke så slemt som det lyder, for hvordan skal man tage skurken alvorligt, når han er mindre end tobak for en skilling og i tilgift hedder Percival? Og når galaktisk krig og destruktion af planeter kunne virke en tand for alvorlig, glider den ubesværet ned som en Laber Larve, når den talentløse og inkompetente superhelt Captain Qwark kommer tumlende ind fra højre og laver fald-på-halen-komedie.

Der er større fokus på navigation over platforme og lagt mindre vægt på ildkampe, selvom det ikke er meget. Der er flere sektioner, hvor du skal hoppe over laserstråler, undgå flammekastere og meget andet, hvilket bestemt ikke er dårligt. Specielt ikke fordi gameplayet er både hoved og skuldre over de fleste konkurrenter, når Insomniac svinger tryllestaven.
Dermed ikke sagt, at der er mangel på ildkampe, så langt fra. Der er masser af fjender, der hele tiden trygler om at få en røvfuld, og man ønsker ikke andet end at give dem, hvad de beder om. Og man skal være mere end et stenhjertet individ, hvis man ikke smiler når en vild ildkamp er overstået, og omgivelserne flyder med fragmenter af fjender.

Gameplaymæssigt er vi altså på fast grund. Lidt for fast grund efter min smag. Jeg havde gerne set at spillet havde gjort lidt 'ekstra'. Våbnene er i det store hele set før. Langt de fleste af våbnene synes blot at være vage kopier af tidligere spils våben, og selvom de er blevet nydesignet, mangler de en smule gennemslagskraft. Med det sagt, er der stadigvæk nogle kraftige lyspunkter. Plasmaklør ændrer pludselig gameplayet til noget nær et beat 'em up, mens der næppe findes noget sjovere end at smide en Groovitron ind i legen og se ens fjender danse i bedste John Travolta-stil.

Det nyeste i spillet er brug af Sixaxis-controlleren, der er holdt på et fornuftigt niveau. Den mest opfindsomme udnyttelse af Sixaxis kommer i form af nogle puzzles hvor man skal styre en kugle som en del i et elektronisk kredsløb. Det kræver tungen lige i munden men giver en fin afveksling til resten af spillets mere adrenalinpumpende karakter. Samme afslappende karakter har nogle sekvenser, hvor Clank får vinger. Her kan man i ro og mag svæve rundt på banerne. Dette tjener to formål. Først og fremmest er det en glimrende metodetil at finde skjulte områder, dernæst er det meget interessant at svæve rundt og nyde, hvor store banerne rent faktisk er.

Der er relativt få minispil i Ratchet & Clank Future, men det mest solide er et shooter, hvor man skal manøvrere Ratchets rumskib gennem sværme af fjender. Her bydes på mængder af fjender, samt fjender af enorme dimensioner. Dette minispil, der aktiveres i forbindelse med visse rejser mellem planeter, giver svage mindelser om mere hardcore spil, som Gradius og lignende spil. Ganske godt klaret!

På visse områder er det svært at se, hvorfor vi skriver Playstation 3 i stedet for Playstation 2. Misforstå mig endelig ikke, for Ratchet & Clank Future er et fandens morsomt spil. Men det kunne have været noget mere. Eksempelvis er fjenderne ikke (blevet?) meget mere intelligente. De følger faste angrebsmønstre, og selvom det kan resultere i nogle ganske forrygende udfordrende ildkampe og undvigemanøvrer, er der ikke just tale om fjender, der udviser skræmmende intelligens. Tværtimod udviser de nogenlunde samme taktiske overskud som en bidsk lille tæppetise, og kan sagtens finde på at affyre skud efter skud mod Ratchet, selvom han står i dækning. Ikke just imponerende.

Det er blevet sagt, at hvis filmskaberne hos Pixar nogensinde lavede en film med masser af våben og eksplosioner, ville den ligne Ratchet & Clank. Dette udsagn passer mere end nogensinde. Ratchet er blødere og mere afrundet at se på, mens de store miljøer er proppet med detaljer. Dog skal man ikke forvente sig nogen revolution. Selvom Ratchet har fået et mere pelset udseende, blade vajer når man går gennem buske og fjender efterlader stumper og stykker når de dør, er det svært at se Ratchet & Clank Future som spillet der er begyndt at vise, hvad PS3 kan. Desuden er stemmeskuespillet og lydsiden ganske sublim. Humoren er som altid ganske subtil og aldrig anmassende, men den formår immervæk at vække et par smil eller to.

Noget af humoren kan dog være lidt svær at fange, hvis man ikke har spillet nogen af forgængerne, da den til en hvis grad bygger på tidligere gags. Oven i hatten falder et soundtrack, der slægter forgængernes ditto på ved at være velproduceret og ret iørefaldende. Ganske vist er der ikke taget det helt store skridt fra PS2 til PS3, men Insomniac har alligevel formået at give billede- og lydsiden en tand til i form af masser af partikler og ekstra liv på skærmen.

På trods af at Ratchet & Clank Future: Tools of Destruction ikke føles nær så nyt som man kunne ønske sig, er det stadig et fandens kompetent og solid stykke håndværk. Våbnene kan opgraderes, der er gyldne møtrikker og en fragmenteret holoplan at finde kan og store monstre skal nedlægges for mammon. Der er nok at tage fat på, og spillet er reelt set en rutchebanetur fra ende til anden, hvor man hele tiden sidder og tænker: "Hvad sker der nu, hvor skal jeg nu hen!?" På den måde er der snildt 8 timers underholdning, og sikkert også mere alt efter hvor ferm man er. Der er faktisk ikke noget at klage over, bortset fra at man kunne have ønsket sig en større videreudvikling.