Ratchet & Clank: Size Matters

Kender du det, nogen gange at måtte se sandheden i øjnene, selvom det ikke er særligt rart? Selvransagelser er bestemt ikke særligt sjove, men det skulle angiveligt være sundt for psyken, så her er en af mine: Ratchet: Gladiator var et flop i forhold til duoens tidligere eventyr. Ja, jeg sagde det og sidder lige nu med et blødende hjerte, for er der en serie, der i den grad har mindet mig om, hvorfor jeg til stadighed brænder for elektronisk underholdning, har det været rotten og robottens eventyr. Med håb om genoprejsning, lagde jeg derfor også billet ind på duoens første PSP-eventyr, sekundet efter det var blevet annonceret.

Alt ligner sig selv. Mere enkelt kan det faktisk ikke siges. Hvis du tidligere har prøvet Daxter til PSP'en, ved du præcis, hvordan det føles, når Ratchet første gang toner frem på skærmen. Selv om udviklerne til stadighed formår at få mere og mere presset ud af hardwarekredsene på det lille lommemonster, overraskes man alligevel positivt, når overgangen til et nyt format føles så naturlig. Ratchet and Clank-følelsen sidder i skabet fra første sekund, og lod mig hurtigt fokusere på at dette var et nyt eventyr med mit favoritteam, i stedet for en svag, forceret konvertering.

Historien er ligeså uskyldig som altid, og kunne ligeså godt være hevet ud fra Cartoon Network. En velfortjent ferie bliver inden for få minutter spoleret, ved hvad der i første omgang er en redningsmission, men hurtigt udvikler til et spørgsmål om galaksens overlevelse. Typisk for serien, bliver det hele dog tacklet med humor, og agerer mere baggrundssjov end dommedagsprofeti.

Til ingen overraskelse udgøres størstedelen af gameplayet af let platformaction og masser af skyderi, med et våbenarsenal, der kun bliver ved med at vokse i størrelse og kreativitet. Nogle af favoritterne er denne gang de tilbagevendende "Agents of Doom" såvel som dræberbi-våbenet, der lader dig smide en bikube med altødelæggende bier efter fjenderne. Som kendt fra de tidligere kapitler, stiger hele arsenalets formåen, alt efter hvor meget man bruger de individuelle våben. Som noget nyt er det dog blevet muligt at finde forskellige stykker rustning, der, hvis man finder et helt sæt, giver ekstra bonusser. Balancen mellem skyderi og platformhopperi er blevet nulstillet, således at PSP-debuten har mere tilfælles med stilen fra de første afsnit af serien. Med Gladiators overfokus på skyderiet i tankerne, er dette en særdeles velkommen beslutning.

Desværre lemlæstes gameplayet af hvad der for alvor er blevet PSP'ens brist, den manglende ekstra analoge styrepind. Man kan næsten mærke, hvor frustreret holdet har været over konsollens kontrolmæssige restriktioner, og til deres forsvar har de gjort alt, de kunne. Hverken det automatiske eller manuelle kamera er dog uden problemer, og specielt kritisk er det på de mareridtbaner, hvor ydersiden af billedet i forvejen er sløret og synligheden derfor er nedsat.

Kameraproblemerne er dog ikke nok til at ødelægge helhedsindtrykket. Selvom det ikke er Insomniac, der har stået for spillet, er det tydeligt, at de har vist, hvad serien drejer sig om. Humoren er ganske vist ikke helt ligeså skarp, og man kunne have ønsket sig et banedesign, der var lidt mere opfindsomt, men ellers emmer alt af det rigtige Ratchet-gameplay. Som et sidste kirsebær på lagkagen, gør det selvfølgelig heller ingenting, at der grafisk knapt er nogen forskel mellem PSP- og PlayStation 2-versionerne.

Det er tid til at bekende endnu en sandhed. Lige meget, hvor gerne jeg ville have det, er Size Matters ikke helt i liga med de tre første spil, og jeg bliver nok nødt til at vente på PlayStation 3-versionen, førend rotten og robotten for alvor er tilbage. Men hvad gør også det, når denne version alligevel er mere end nok til at minde mig om, hvad det er jeg venter på? En perfekt forret.