Rayman 3: Hoodlum Havoc HD

I en branche hvor de største udgivere har det med at fordømme de stigende omkostninger ved spiludvikling, har det vist sig at være en lukrativ løsning med de såkaldte "HD"-opdateringer. Her får man oftest lidt flottere grafik, lidt bedre lyd og måske endda lidt nyt indhold og en billigere pris, mod at man altså punger ud for et spil som har nogle år på bagen.

Vi har alle vores ønsker om, hvilke titler der burde opdateres, men jeg kan ikke huske nogensinde at have haft Rayman 3: Hoodlum Havoc inkluderet på denne liste, da det ganske simpelt er seriens til dato mest anonyme kapitel.

Allerede ved dets oprindelige udgivelse tilbage i 2003, var der tale om lidt af en afstikker, for i stedet for seriens typisk hyggelige stemning, legevenlige verden og kulørte farver, blev der her budt på masser af attitude, combo-systemer og underlige superkræfter. Nogen havde åbenbart ment, at Rayman havde brug for en kraftig opdatering for at kunne følge med tidens ånd, og det er en beslutning der både dengang og i dag synes forfejlet.

Man mærker "attituden" inden for de første minutters spilletid, ikke mindst ved at Rayman og hans venner nu har fået menneskelige stemmer. Faktisk gjorde Ubisoft i sin tid et stort nummer ud af at finde de rette stemmeskuespillere, men selv den slags kan ikke redde dårlig skrevet dialog, og det findes desværre i spandevis her.

Et godt eksempel er Raymans ven Murfy, der bedst betegnes som et levende leksikon med en krop som en flyvende frø. Han fungerer naturligvis som en slags guide til nye spillere, men udvikleren har haft så travlt med at gøre ham sjov og selvbevidst, at han i stedet bliver en pine at høre på og egentlig ikke hjælper. Meget bedre er Rayman ikke selv, og med hans irriterende kommentarer er der ikke meget tilbage af den hyggelige eventyrer, vi normalt kender ham som.

Det er dog ikke kun i dialogen, at man kan mærke, at mentaliteten dengang havde forandret sig, for de farveglade verdner med vandfald og solstråler er her blevet erstattet med dunkle undergrundshuler. Fjenderne, som føres an af den knapt så skumle Admiral Razoerbeard, er ligeledes nogle mørke skabninger, og selv de typisk strålende Lums har fået trukket en hætte (hood) ned over ansigtet og er blevet til Hoodlums.

Normalvis kender vi Rayman som en helt, der klarer opgaverne med et beskedent udbud af tricks, men disse udvides i Hoodlum Havoc ved brug af et par små energi-dåser, der hver indeholder forskellige superkræfter. Hvad enten det er at kaste små tornadoer, gøre brug af et par metalliske boksehandsker, svinge løs via et par jernkæder, styre raketter eller bruge en helikopterhat til at flyve rundt, skal de alle bruges til at løse opgaver, samt klare de overraskende mange kampe.

Det er sigende, at Rayman 3 fungerer bedst, når det giver sin mest overbevisende efterligning af de tidligere Rayman-spil, og faktisk er der et rigtig solidt platformspil gemt bag det kiksede retningsskifte.

HD-opdateringen giver ikke det store til oplevelsen, og selvom det grafisk naturligvis står skarpere og bevæger sig blødere end nogensinde før, er her tale om en tydelig forældet grafik, der i dag synes ret primitiv. De nytilføjede minispil virker også mest som en eftertanke, og gør ikke meget for at holde opmærksomheden i længere end hvad nødvendigt er.

Rayman 3: Hoodlum Havoc HD er ikke en kedelig oplevelse, fordi Ubisoft har kikset HD-opdateringen, men fordi det oprindelige spil ganske enkelt er et af seriens dårligste kapitler. Det gøres desværre kun endnu tydeligere ved at Rayman Origins for nyligt viste præcist hvordan, Rayman og resten af slænget ser ud, når de er i topform.

Det er nærmest umuligt ikke at bemærke lighederne mellem Hoodlum Havoc og Warrior Within - Prince of Persia-spillet der skubbede den originale stil til side til fordel for rockmusik, mørke verdner og masser af attitude og kamp. Begge spil blev udviklet af Ubisoft med kun et års mellemrum, og selvom Rayman-eventyret aldrig når at falde helt så langt ned under bundlinjen som prinsen, findes der bedre eventyr til prisen.