En lille kær gut med propelhår, store hænder og hverken arme, ben eller hals. Siger det dig noget? - så er det fordi, det er Rayman, der er vendt tilbage til pc-skærmen. Den lille solstråle så første gang dagens lys i 1996 og har siden haft en trofast fanskare, der har fulgt ham gennem hans genvordigheder, både på PC, PlayStation og GBA. Treeren i serien udkommer også til en bred vifte af platforme, så den lille fyr har god mulighed for at hilse på alle sine fans.
Rayman, bliver igen rodet ind i et eventyr, da hans ven Globox kommer til at sluge the Hoodlum Lord. Sammen sætter de ud på eventyr for at få den lille sorte, vrantne uldkugle ud af maven på Globox. Denne humoristiske tilgangsvinkel gennemsyrer hele spillet og giver Rayman III en ekstra dybde, som man hurtigt fascineres af. Når man ser Raymans verden må man stoppe op et kort øjeblik og sende en beundrende tanke til de grafisk designere med Jean-Marc Geffroy i spidsen. Hver eneste bane er et orgie i variation, som indeholder sine egne små finesser, der ikke kan andet end at betage. Man fascineres og fastholdes af den skingrende sindssyge humor, som franskmændene breder ud for ens grådige øje. Raymans verden skifter mellem skærende pastelfarver og de mere afdæmpede dunkle nuancer og det er blændende.
I god Skipper Skræk-stil har nu også Rayman i banerne mulighed for at spise indholdet af forskelligt farvede dåser. Hver farve dåse indeholder et forskelligt outfit, der giver en power up, som hjælper vores lille lysstråle igennem diverse forhindringer. Disse power-ups strækker sig fra Tornadoskud, over udskydelige kæder til missilhandsker. Sidstnævnte affyrer et missil, det styres ligesom redeemeren i UT og det er uhyrligt morsomt, fra missilets synspunkt, at jage sine fjender, der i deres paniske forsøg på at undslippe minder om en flok hovedløse høns.
Kameraet er en af de ting, som Ubi Soft bør kigge alvorligt på inden udgivelsen. Nogle gange skøjter kameraet rundt så man drønforvirret løber rundt i cirkler og totalt mister et hvert overblik. For det meste er kameraet dog noget mere tilforladeligt, men det er stadig ikke godt nok og kunne sagtens bruge en kærlig hånd og noget finpudsning inden det sendes på gaden i det færdige spil. Med sit fede og varierede gameplay og banedesign er Rayman et stabilt spil, smider man humoren oveni, så står man med et sikkert hit. Hvis Ubi Soft bare når at få de sidste småting ordnet på tilfredsstillende vis, så kan platforms- og actionfans godt begynde at glæde sig.