Rayman Origins

Der er en grund til, at vi her på redaktionen valgte Rayman Origins som et af årets bedste spil. Michel Ancel og resten af holdet hos Ubisoft leverede nemlig i 2011 et af de allerbedste platformspil til alle de store konsoller. Det var forrygende. Ikke kun fordi det grafiske var en helt speciel oplevelse, men også fordi banedesignet og figurdesignet var noget af det mest underholdende længe.

Vi var flere, der havde forventet et guldkorn af et spil, men hvad vi fik var intet mindre end et af de bedste platformspil nogensinde. Ikke mindst på grund af den utroligt hektiske multiplayer-del. Nu er turen kommet til Vita-udgaven, men inden jeg går i detaljer på denne, vil jeg anbefale dig at læse Thomas' anmeldelse af Xbox 360-udgaven. Det gør du ved at klikke her.

Nu tænker du sikkert: hvordan pokker kan de klemme så meget spilleglæde ned på en Vita, og hvad er gået tabt i oversættelsen. Svaret er desværre multiplayer. Da jeg første gang erfarer, at vi må undvære de hektiske multiplayer-kampe, er jeg skuffet. For al min erfaring med dette spil udspringer af råb og skrig med venner ved min side. Så Rayman Origins uden multiplayer virker helt utilgiveligt. Det skal dog vise sig at være et langt mindre problem end først antaget.

Skal vi være fair overfor Ubisoft, så havde originalen heller ingen netkode implementeret, så det ville unægtelig være lidt en mundfuld, at skulle få multiplayer med. Og Ubisoft har i det mindste tilføjet en slags multiplayer som plaster på såret. Du kan nemlig ræse mod dine venners tider i en ghost-mode, og på den måde alligevel få lidt socialt med ind over spillet. Near-funktionen udnyttes også, så man kan bytte fundne puzzlespilsbrikker online med andre spillere.

Selve singleplayer-spillet er ellers stort set indentisk med originalen, og på PlayStation Vita-skærmen ser farvene om muligt endnu mere sprudlende ud. Rayman Origins leverer noget af det herligste figurdesign, men det er i den utrolige kælen for detaljerne, at den for alvor vinder mit hjerte. Når en rund kugle jublende glad får arme, der strækkes ud for at hjælpe Rayman over forhindringer, eller når Rayman som pilot på ryggen af en myg punkterer en enorm boss-fugl, er det så jeg næsten får tårer i øjnene.

Rayman Origins er i øvrigt ikke kun platformsbaner med alskens varianter, der bydes også på sidescrollende shoot-em-up-baner, hvor du siddende på omtrent verdens sødeste myg skal sluge og skyde fjender. Mindre puzzles finder man også i de gemte baner, hvor der endda gemmer sig en Angry Birds-variant. Herligt.

UbiArt Framework er motoren bag den mesterlige grafik. Navnet dækker over et smart stykke software, som i bund og grund lader de kreative grafikere fokusere på tegningerne fremfor matematiske udregninger, og det kan ses og mærkes på slutresultatet.

Det her er kærlighed i spilform.

På PS Vita kan det næsten blive for småt, når detaljer skal studeres, og her har Ubisoft valgt at lade dig zoome ind og ud i billedet ved at samle eller sprede to fingre på touch-skærmen. Fin løsning, men man kunne have ønsket, at de havde brugt bagsiden af PS Vitaen til den funktion. Til gengæld kan man nu prikke på hjerter og bobler med touch, hvis man har svært ved at nå disse ved traditionel hopperi. Man kan måske føle det er en anelse snyd. Men når man i genspilninger går efter den perfekte score, så gælder alle kneb.

Musikken rangerer fra forrygende over stemningsfuld og til direkte glad-i-låget-stemning. Til tider er det melodiske og rytmiske stemningsbilleder, og andre gange er det småskør sang. Har du spillet Loco Roco ved du hvad du har i vente. Selv dialogen er ligeledes leveret i glad vrøvlesprog, der dog har ord til fælles med teksten, der leveres i taleboblen. Når man i en bane går hen af et klaver i ørkensandet, eller didgeridoo-agtige toner tonser ud af højtalerne, er det svært ikke at smile bredt. Og det er gennemgående for hele spillet. Man smiler bredt, selv når døden indtræffer på samme sted for tiende gang.

Hvis min eller Thomas' anmeldelse endnu ikke har fået dig overbevist, så lad mig slå fast, at du går glip af omkring 60 baners rendyrket platformsglæde, hvis du ikke tager chancen. Og manglen på multiplayer har rent faktisk fået mig til at sætte endnu mere pris på det fortræffelige platformdesign.

Rayman Origins fortjener at blive spillet uanset om det er på PS Vita i singleplayer eller på de større formater. PS Vitaen får med Rayman Origins endnu en stærk titel til sortimentet af lanceringsspil.