Rayman Raving Rabbids

Man kan vel ikke komme uden om, at Nintendo Wii får en god portion partyspil. Tre af de spil der findes til maskinen på nuværende tidspunkt, handler om små godbidsagtige spil, der lægger større vægt på den rådyrkede fornøjelse end andre elementer. Systemet egner sig glimrende til den slags spil, så man kan vel ikke undre sig over at Rayman har taget springet fra platforming til ren party. Det er dog herligt at se skiftet udført på en så elegant og solid måde.

Rayman og et par af sine glutes-venner er på skovtur. Denne afbrydes dog af nogle jordrystelser og ankomsten af en gruppe kaniner. Disse bortfører Rayman og hans venner og tvinger Rayman ud i en række gladiatorkampe. Kaninerne fortjener noget spalteplads. Selvom Rayman er spillets titel og hovedperson, tilhører spotlyset kaninerne. De er voldelige, måske sindssyge og i et design der både er grimt og utroligt nuttet. Tankerne går på Aardmann når de på psykotisk vis sender Rayman gennem den ene bizarre begivenhed efter den anden. Selv når de slapper af, oser de af charme, med deres mellemrum mellem fortænderne og kuglerunde øjne med stikkende pupiller. Det er ikke utænkeligt at kaninerne, med deres hang til slapstickagtig tegneserievold, får et spil for sig selv. Det ville i hvert fald være velfortjent.

Gladiatorkampene er noget anderledes end de kampe der kendes fra det gamle Rom. Disciplinerne er ikke "dræb dyrene/slaverne" men er i stedet en lang række mere eksotiske som eksempelvis Diskodans, giv kaninen mad, hjælp grislingen med at finde soen og langt flere.

Det er lige så underligt som det lyder og heldigvis også så underholdende som det lyder. Variationen af spillene er god og disciplinerne ganske udfordrende, lige meget om de udnytter Wiimotens muligheder eller ej. De mere simple discipliner omfatter blandt andet Diskodans. Rayman står i midten af en scene, og i takt med musikken og de fra to sider angribende kaniner skal man ’tromme’ med Wii-mote og Nunchuck. Det fungerer perfekt og når musikken inkluderer Misirlou (Du ved, temaet fra Pulp Fiction), er stemningen hjemme.

Et af de mere avancerede spil går ud på, at man skal tegne mad til en sulten kanin. Ved at tegne efter et mønster på skærmen frembringer man føde. Mønstrene er enkle og Wiimoten er som skræddersyet til den slags opgaver, hvilket gør opgaverne sjove. Udfordring er der imidlertid nok af, især på de højere niveauer. Her begynder mønstre at flakke. En særlig mindeværdig opgave, hvor man skal lytte til Wii-moten for at navigere rundt, bliver gjort sværere af en uforskammet kanin med et lufthorn.

En af de absolut sjoveste opgaver er et skydespil, hvor spillet tager karakter af Time Crisis eller et lignende lyspistol spil. Spilleren bliver ført gennem et landskab, mens kaninerne popper ud af omgivelserne og skal nedlægges så hurtigt som muligt. På en ikkevoldelig måde, naturligvis. Derfor er Raymans foretrukne våben da også en pistol, der skyder med svuppere, hvilket ikke gør netop denne del af spillet mindre morsomt.

Det er både opløftende og en smule forstemmende at spille Rayman Raving Rabbids. Opløftende og opmuntrende, fordi spillet fungerer glimrende, samt er sjovt og afvekslende at spille. Forstemmende fordi man kan frygte at Wiien aldrig kommer meget længere end diverse partyspil. Det skal Rayman dog ikke klandres for, da spillet holder løftet om underholdning.