Red Faction (RF) fra Volition er en eminent First Person Shooter (FPS) med en fed om end lovlig kort singleplayeroplevelse og masser af muligheder for at fragge dine venner online. Spørgsmålet er så, om den kan tage konkurrencen op mod alle de andre gode FPS-spil, som allerede er udkommet. Svaret er både ja og nej.
Plottet
Historien i RF foregår på Mars. Vores helt, Parker, er ansat som minearbejder i mineselskabet Ultor Corporation, som ikke har helt rent mel i posen. Forholdene for minearbejderne er elendige. Samtidig er en mystisk pest brudt ud.. Uroen ulmer, og til sidst kan de ikke holde det ud mere. Et oprør bryder ud, og resultatet er, at næsten alle undtagen Parker bliver dræbt. Og det er nu op til dig, i rollen som Parker, at finde ud af, hvad der er sket og sørge for orden i tingene igen.
Cool oplevelse med tyk atmosfære
Det første, jeg tænkte på, da jeg fyrede op under RF var, at spillet ligner en krydsning mellem Half-Life og filmen Total Recall. Og det er ikke negativt ment. Med Mars og dens uendelige minegange og bygningskomplekser under planetens overflade som udgangspunkt, er der basis for et hurtigt gameplay, hvor action er i højsædet. Historien er virkelig godt skruet sammen, og jeg kunne ikke slippe spillet, før jeg havde gennemført det.
Dog kunne jeg godt ønske, at singleplayer-oplevelsen havde varet lidt længere. Og jeg havde forventet en bedre slutsekvens. Men det rykker ikke ved det faktum, at der er masser af fede oplevelser i Red Faction. Soundtracket er rigtig godt, og lydeffekterne er nogle af de bedste, jeg har hørt indtil nu. Synet og lyden af glas, som splintres og falder til jorden, og mure der gennemhulles, skal simpelthen opleves.
Geo-Mod: en sandhed med modifikationer
RF er blevet slået stort op på den såkaldte Geo-Mod teknologi, som Volition har indbygget i grafikmotoren. Det går kort sagt ud på, at man mere eller mindre kan smadre omgivelserne, som man har lyst til. Eller det var i hvert fald meningen. For man finder hurtigt ud af, det det er forholdsvis få arealer, hvor dette kan udnyttes.
Da jeg læste om denne teknologi for første gang, fik jeg utroligt store forventninger om, at man så ville kunne sprænge sig uden om de fleste forhindringer, såsom låste døre eller ved hjælp af en bærbar boremaskine "tunnellere" sig ind på en modstander. Men sådan skulle det ikke være. Og jo længere man kommer ind i singleplayer-delen, jo mere træder denne feature i baggrunden, og RF bliver til en FPS, som man kender dem fra tidligere.
Men det ser unægteligt cool ud, når en raket flyver ind i klippevæggen eller ned i jorden og laver et krater! I multiplayer træder Geo-Mod dog mere frem. Her er mange af de forkellige maps bygget op af områder, hvor man starter ud med masser af steder at gemme sig, men efterhånden som raketter og andet habengut har raseret området, er der intet tilbage at skjule sig bagved, og det bliver næsten som en regulær western shootout. Eller Space Invaders anno 2001.
En AI af de bedre
En fed ting er, at modstanderne ikke bare løber lige imod dig, mens de fyrer helt vildt omkring sig. De viger til siden, dukker sig og prøver på at søge dækning, hvis de er under beskydning. Der er også lidt humor i dem. Hvis du rammer en modstander, løber han bort, mens han for eksempel. siger ’’don’t shoot me - I’m on your side’’, hvorpå han vender om og stikker en dobbeltløbet shotgun op i næsen på dig.
Jeg fik et hysterisk grineflip, da jeg ved et uheld kom til at montere noget sprængstof på en vagt, hvorpå han i ren desperation løb skrigende bort, indtil jeg trykkede på min detonatorknap. Dette kan også med lidt held benyttes i multiplayer. Og der er ikke noget så cool som at se 2 -3 modstandere blive offer for leg med sprængstoffer.