Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Red Faction 2

Red Faction II

Da det første Red Faction dukkede op for et par år siden, blev det et øjeblikkeligt hit.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Da det første Red Faction dukkede op for et par år siden, blev det et øjeblikkeligt hit. Ejere af PS2 og pc lod sig fascinere af den herlige ekstreme gang vold, der blev serveret i appetitelig indpakning. Geo Mod var kodeordet, der gav adgang til den ultimative destruktion. I et herligt aparte futuristisk miljø blev modstandere, vægge, tårne og andet blæst op i en pyromansk sky. Nu er såvel Red Faction som Geo Mod motoren tilbage, og der er atter dømt fortættet kamp i et åndeløst om end noget kort forløb.

HQ

Vi befinder os små 100 år inde i fremtiden. Verden er splittet i striden mellem en altdominerende Big Brother regering styret af leder Sopot og en opsættelig modstandsbevægelse. Sopot har ladet udvikle nogle nanoforbedrede supersoldater, der skal hjælpe ham i hans kamp. Men i hans overdrevne paranoia bliver han bange for sine egne kreationer, og beordrer dem elimineret. Man overtager kontrollen med sprængstofseksperten Alias, der er een af de sidste tilbageværende supersoldater. Han har sammen med resten af flokken tilsluttet sig modstandsbevægelsen - Red Faction. Nu skal det afgørende slag stå mod den selvcentrerede diktator.

Man smides direkte ind i striden, og i løbet af ganske få sekunder er man del af et større stormløb på en fjendtlig base. Potente missiler, tunge regnskyl af glohed ammunition og et flagrende sjal af skrig og skrål danner baggrund for en lille eksotisk ferietur. Man omspændes hurtigt af fjender, og det kræver konstant en ophøjet opmærksomhed, hvis man vil gøre sig forhåbninger om en videre eksistens. Omdrejningspunktet er den bastante vægt på adrenalinbrusende action. Fjender spawner hvert andet sekund, og angriber fra alle tænkelige vinkler. Man må hele tiden holde sig i bevægelse, mens man drejer om sig selv i et desperat forsøg på, at klaske de aggressive sværme af blodsugere. Uafbrudt er der tempo på drengen, hvilket er med til at suge een ind i begivenhederne.

Den bestandigt højspændte fremdrift er uden tvivl den største force i Red Faction 2. Selv om verdenen måske ikke er videre troværdig, og selv om grafikken måske ved nærsyn ikke er den mest sublime, så skaber tempoet alene en troværdig illusion. Titlen er simpelthen spækket med scriptede hændelser der om noget skaber en filmisk oplevelse. Helikoptere der pludseligt zoomer forbi vinduet, og sønderflænser rummet med deres maskinkanoner. Swatteams der sprænger hul i loftet, og firer sig vej ned commandostyle. Fjendtlige soldater der vælter møbler, og bruger dem til dækning. Det hele er med til at suge dig ind i kødet på titlen - flænsende fra dig - ønskende mere. Til yderligere at garnere overfladen, så kastes du ud i en række guns-on-rails baner, hvor du i fly eller tank skal uskadeliggøre materiel til en større formue.

Der er dog også en række svagheder i titlen. Den mest indlysende er det ekstremt lineære forløb, som de mange scriptede hændelser dikterer. Man ledes ved næsen gennem huller i væggen, tunneller og ventilationsanlæg - der er altid kun een vej frem. Dette kan være yderst irriterende på baner, hvor man er lidt i tvivl om, hvor man skal gå hen. Eksempelvis løb jeg længe rundt i nogle undergrundstunneler, og blev frygteligt irriteret over, at jeg ikke kunne finde en udgang og over at fjenderne konstant respawnede ud af tilsyneladende ingenting. Det er ikke meningen, at man skal hænge for længe det samme sted - så nedbrydes illusionen nemlig hurtigt.
Den kunstige intelligens er generelt rimeligt vel udviklet. Fjenderne har forskellige mønstre, og forsøger generelt at undgå, at skulle lade livet. Derudover er de ganske kompetente til at benytte deres antal til egen fordel. Desværre er der episoder, hvor en modstander pludseligt kan finde på at vende om på en åben plads og løbe bort. Det føles ikke særligt maskulint at fylde hans rygstykker med bly. Ellers er der masser af kommunikation, hvor fjenderne råber eder og forbandelser - hvilket er med til at give lidt ekstra. Så er det bare igen lidt synd, at meget af dette brydes ved identiske fjender, der konstant respawner fra samme sted.

Dette er en annonce:

Singlespillerdelen er hurtigt overstået. Efter en 8-9 timer har man drønet rent igennem, og så er der ikke meget at komme efter. Det er ærgerligt, at Geo Mod motoren ikke bliver benyttet bedre til at skabe et friere og mere levedygtigt miljø. Herefter kan man kaste sig ud i multispillerdelen. Denne er på den anden side både omfattende og levedygtig. Der er smidt 60 gode varierede baner ind, hvor man kan dyrke ultravold på sine venner. Det er virkelig god underholdning. Desværre er der ikke mulighed for opkobling til Xbox Live, hvilket må betragtes som en stor skuffelse. Titlens udformning taget i betragtning virker dette ellers som en indlysende mulighed. Hverken grafisk eller lydmæssigt er Red Faction 2 en overvældende oplevelse. Det skal dog bemærkes, at titlen blæser gnidningsløst af sted med 60 frames i sekundet, hvilket i sig selv er ganske imponerende. Med det efterhånden store udvalg af tilsvarende titler på markedet, så vil Red Faction 2 nok ikke tiltrække sig de største markedsandele. Det er dog stadig en yderst kompetent titel til folk, der er blevet træt af Halo, TimeSplitters2 og resten af slænget. Karakteren suppleres med en gedigen pil op.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Meget fængende. God filmisk oplevelse. Konstant action. God afveksling. Velfungerende multispiller.
-
Kunne være bedre teknisk. Burde være optimeret til Live. Meget kort singlespiller del. Burde være større frihed.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Red Faction 2

Red Faction 2

PREVIEW. Skrevet af Thomas Tanggaard

Da Volition i sin tid lancerede det første Red Faction, var det de færreste, der kunne undsige sig spillets charme og knasende sprøde Geo Mod engine.

Red Faction II site ruller frem

Red Faction II site ruller frem

NYHED. Skrevet af Rasmus Berg

Hvis du lider af mangel på en rigtig korttidshukommelse, eller dette bare er dit første besøg hos GameReactor, så vil vi godt benytte chancen til at fortælle dig, at sitet rent faktisk er gået i luften, og at det allerede nu indeholder en del ting.



Indlæser mere indhold