Red Faction II

Buldrende, bragende og larmende, men kortlivet. Således beskriver man egentlig bedst Red Faction II, der fortsætter fortællingen om den magtgale diktator Sopot og den lille håndfuld modig mænd og kvinder kaldet Red Faction, der søger at bekæmpe ham. Parker, helten fra det første spil, er ikke at finde nogle steder. Historiens omdrejningspunkt er denne gang en lille gruppe af elitesoldater modificeret med avanceret nano-teknologi. De blev i sin tid skabt for at tjene Sopot men da han så hvor effektive soldaterne var i kamp, blev han bange og beordrede dem omgående udslettet. Den lille gruppe soldater skiftede derfor side og støtter nu modstandsbevægelsen Red Faction i deres evige kamp mod diktatoren.

Du er Alias, gruppens sprængstofekspert og sammen med dine hold kammerater, der hver har deres ekspertise inden for forskellige områder, er du ved at gøre klar til et endelige opgør med Sopot og hans mange håndlangere. Det kunne lyde som en umulig opgave men du kan glæde dig over, at du har et stort og slagkraftigt arsenal såvel som veludrustede køretøjer til din rådighed. Dit arsenal tæller tre forskellige typer våben; maskingeværer, præcisions våben og raket/granat våben.

Maskingeværer er der mange af og de findes i flere forskellige varianter fra små maskinpistoler, en til hver hånd, til store tunge maskingeværer, der egner sig til godt til at meje flokke af fjender ned med. De findes også i en mere avanceret udgave kaldet N.I.C.W, der eftersigende skulle være baseret på virkelig prototyper på næste generations maskinegeværer. N.I.C.W er et ganske nyttigt stykke isenkram, ikke blot fordi det er udstyret med et lille raketstyr, men også fordi dens sigte system kan afsløre hvor fjenderne gemme sig. På den måde kan man hurtigt danne sig et overblik over hvor mange fjender, der venter bag den lukkede dør eller rundt om hjørnet.

Præcisionsvåbnene hører til de mere avancerede våben i arsenalet og omfatter to snigskytterifler, en ganske almindelig en af slagsen og en kraftigt modificeret udgave af slagsen der skyder hurtige, har større magasin og bedre kikkertsigte. Det mest interessante af de tre præcisionsvåben er dog et meget avanceret våben kaldet et rail gun. Det særlige ved et rail gun, er at det kan skyde igennem vægge og ramme flere mål på en gang, forudsat at de står mere eller mindre på række.

Nogle af de vigtigste våben i arsenalet er dog granater, raketter og sprængstoffer generelt. Ikke nok med at de slår hårdt, de kan også lave hul i vægge, så du på den måde kan lave dine egne smutveje. Teknikken kaldes Geo-Mod og var også at finde i det første spil, hvor det blev ført frem som noget meget smart og meget nyskabende. Virkeligheden er dog knap så prangende. Det er kun nogle vægge, der kan sprænges hul i, hvilket tager lidt af det sjove ud af ideen men det er stadigvæk en god mulighed at have og giver da også anledning til mindeværdige sekvenser. En af disse finder sted nede i undergrundsbane. Alias er ved et uheld blevet væk fra gruppen og må nu finde vej tilbage ved at løbe langs sporet. Dette kompliceres dog af, at der kommer tog med jævne mellemrum så Alias må sprænge huller i tunnellens vægge for at søge dækning for togene.

Krigen mod Sopot foregår dog ikke kun til fods. Alias for også mulighed for at iklæde sig en mekaniske kampdragt udstyret med to Gatling-kanoner og to granatkastere og sætte sig bag aftrækkeren i kanontårnet på både et lille hurtigt kampfly og en tungt panseret kampvogn. En tur under vandet skal han også i en lille miniubåd, hvor han både skal styre og nedkæmpe andre mini ubåde og selvsøgende undervandsminer. Ingen af disse sekvenser tager særlig lang tid men de giver god variation og går fint i spænd med resten af spillet. Særligt underholdne er det at være skytte i enten det lille kampfly eller kampvognen, hvor du kun skal koncentrere dig om at sprænge alt det du kommer i nærheden af til smadder.

Det kan dog betale sig at se sig for inden man skyder, for rammer du en civilist, gives der minuspoint på dit "helte-meter" Helte-meteret er lidt specielt, idet det bestemmer hvilken af fire mulige slutninger du præsenteres for efter sidste bane. Plus-point får du ved løse dine opgaver og der gives ekstra point hvis du løser bonus-opgaver. Ideen er meget god men set i et større perspektiv virker det mest som en sidste øjebliks beslutning for at give historien mere tyngde hvilket ikke rigtig lykkes. Historien i Red Faction II er i forvejen meget tynd og selv om den rummer en overraskende plotdrejning halvvejs igennem, er det ikke nok til at stimulere en fortsat interesse i for hvordan det hele skal ende.

Red Faction II har dog en langt mere graverende mangel end manglen på en god historie - spillet har ingen multiplayer, hvilket er dræbende for spillets langtidsholdbarhed. Som et lille plaster på dette gabende sår, tilbyder Red Faction II derimod multiplayer-lignende kampe med computerstyrede bots. På den måde kan man stadig nyde en uforpligtende omgang deathmatch, team deathmatch og capture the flag samt en lille håndfuld andre varianter. Det er meget sjovt så længe det varer, men kan slet ikke retfærdiggøre manglen på en rigtig multiplayer-del.

Der er altså ikke meget mere at komme efter i Red Faction II end single-player kampagnen, men desværre kan den heller ikke helt holde vand. Det hele er meget larmende og skægt er det at sprænge hul i vægge og skyde fjendtlige soldater fulde af huller, men fornøjelsen er meget kort. Sammenlagt er der kun cirka syv timers spil at vride ud af Red Faction II og det er alt for lidt. Grafik og lyd er heller ikke noget særligt men begge dele er til at holde ud. Et plus ved lyden er at udviklerne har lokket Lance Henriksen (Terminator, Aliens og Alien 3) til at lægge stemme til Molov, lederen af Alias’ lille gruppe, og det gør han godt. De andre stemmer er derimod lige over middel.

Red Faction II er ikke noget dårligt spil. Det gør bare ikke så god figur på PC som det har gjort på konsol, fordi der her gælder andre forventninger til PC-spil. At Red Faction II mangler multiplayer og kun kan præstere en meget kortlivet single-player kampagne er en kæmpefejl. Samme korte single-player kampagne men med mulighed for multiplayer eller længere og mere kompleks single-player kampagne uden multiplayer ville have været en fair byttehandel, men at udelade begge dele kan ikke helt tilgives. Buldrende, bragende og larmende men kortlivet er derfor alt hvad der kan siges om Red Faction II - men det er sjovt så længe det varer.