Red Orchestra 2: Heroes of Stalingrad

Af alle de spil, jeg har haft fingrene i i år, er Red Orchestra 2 nok det mest nicheprægede. Det sigter efter et helt bestemt publikum, og bruger ikke meget krudt på at appellere til andre. Og hvem er så det publikum? Det er folk, der spillede Red Orchestra.

Okay, måske er målgruppen lidt større. Det her er et spil for folk, der kigger på for eksempel Battlefield-seriens Hardcore-mode og synes den er for urealistisk. Et spil for folk, der kan lide at justere vinklen på deres sigte for at kompensere for afstanden til målet og kuglens fald mens den flyver. Et spil hvor én kugle er nok til at dræbe, altid. Med andre ord er det temmelig langhåret.

Det første Red Orchestra var en selvstændig udgave af et multiplayer-mod til Unreal Tournament. Med toeren har udviklerne valgt at tilføje singleplayer-kampagne, men den er mildest talt spild af tid, trods gode intentioner.

Her er kampagner som både aksemagterne og de allierede (det vil sige Rusland), og missionerne er stemningsfuldt bundet sammen af briefinger og citater fra virkelige soldaters breve og dagbøger skrevet under krigen. Det er godt forsøgt, men kan ikke rigtig gøre op for, at selve singleplayer-gameplayet er en tynd kop te.

Banerne er nemlig de samme som i multiplayer, og ens mission går i de fleste tilfælde ud på at indtage en række bygninger en efter en. Undervejs skal man kommandere rundt med sin squad, der som regel består af et assault team, et rifle team og et LMG team, lidt i stil med den gamle Brothers In Arms-serie.

På papiret er der altså lagt op til taktiske overvejelser og manøvrer, men virkeligheden er en helt anden. Det skyldes primært den kunstige intelligens, som er decideret forfærdelig. Dine soldater løber rundt som forvildede høns, er ikke blege for at rende ind foran dit gevær, mens du skyder, og vælger generelt nogle virkeligt alternative ruter til de steder, du sender dem hen. Jeg har også oplevet at de bare løb i cirkler om sig selv.

Bliver du dræbt (og det gør man, adskillige gange), respawner du som et af dine squad-medlemmer, men man kan ikke selv vælge hvilken, og det godt være frustrerende. Der er for eksempel ikke megen nytte ved et letmaskingevær, når fjenden har forskanset sig dybt inde i et lejlighedskompleks.

Som sagt skal der sjældent mere end én kugle til at dræbe en, og det betyder at man skal være meget forsigtig med hvor man stikker hovedet hen. Heldigvis er her et cover-system, der fungerer relativt godt, men det kan stadig være enormt svært at orientere sig og regne ud hvor fjenden sidder henne. Som et plus vil jeg nævne, at Red Orchestra 2 er et af de eneste spil, jeg kan mindes, hvor man godt kan løbe, selvom man krummer sig sammen bag dækning.

Det kunne have været sjovt med et skydespil, der gjorde så meget ud af taktik og den altid overhængende livsfare, som Red Orchestra 2 gør, men takket være den miserable AI, falder det ganske enkelt til jorden.

Nuvel, det er multiplayer, der er Red Orchestras trækplaster. Men denne del af spillet har jeg også svært ved at blive begejstret for. Problemet er, at spillet som sagt mest sigter efter folk, der allerede kender det, og nærmest ingen indsats gør for at hjælpe nye spillere i gang.

Og fordi man der ikke skal mere end ét skud til at dræbe, udvikler kampene sig ganske langsomt, da der praktisk talt ikke er plads til fejl. Aggressivitet belønnes ikke, og de topscorende spillere er ofte dem, der sætter sig i skjul et eller andet sted og venter på at fjenden kommer forbi.

Det bliver ikke bedre af serverbrowseren, der har nogle virkelig store problemer. For det første kan den tilsyneladende ikke vise pingtider korrekt, så jeg ofte har oplevet den angive en ping på over et sekund til en server, jeg uden problemer kunne spille på.

Et andet problem er, at Red Orchestra er den type spil, der virkelig opfordrer til særindstillinger og husregler på serverne. Det betyder, at det endnu ikke er lykkedes mig at finde et "standard"-spil på en server, der ikke var tom. Nogle af disse indstillinger kan ikke tydes gennem serverbrowseren, mens andre er markeret med en myriade af små ikoner, der er svære at gennemskue.

Man kan selvfølgelig ikke klandre selve spillet for elendige server-administratorer, men med en relativt lille spillerbefolkning, et hav af særregler og en klumpfodet serverbrowser er vi langt fra den strømlinede online-oplevelse, man ellers ville forvente fra moderne skydespil, store som små.

For at vende tilbage til det med nicherne. Hvis du vrænger på næsen af både Battlefield og Call of Duty for at være for overdrevne og urealistiske, og samtidigt synes Counter-Strike er for vattet, så er Red Orchestra 2: Heroes of Stalingrad måske noget for dig. Jeg har derimod ikke kunnet forlige mig med det.

De folk, der spiller det online, ser ud til at have det sjovt, og da det allerede har solgt bedre end forgængeren, er der tydeligvis nogen, der synes om det. Men ikke mig - jeg er bare glad for at jeg ikke behøver spille det igen.