Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Rematch

Rematch

Sifu-udvikleren Sloclap har endelig udgivet deres mildest talt uventede nye spil - et multiplayer-fodboldspil der går efter at gengive Rocket League-formularen.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Football Heroes League udkom for halvanden måned siden, og forsøgte febrilsk at kombinere behovet for fodboldspil der ikke er EA Sports FC med den succesfulde Rocket League-fomular, men et hurtigt kig på spillets Steam-side fortæller os at dette forsøg mislykkedes til den helt store guldmedalje. Men det er ikke det eneste spil der afprøver netop denne formular - for her har vi Rematch, der ikke har noget imod at vise alle rookies på holdet hvordan et arkadefodboldspil virkelig skal skrues sammen.

Jeg skrev i Football Heroes League-anmeldelsen, at der mangler et spil i denne genre. EA FC er i dag langt fra det lykkepille-fix, jeg leder efter, når jeg sparker digital fodbold - det er alt for tynget af mikrotransaktioner og sløve servere. Jeg vil have hurtig, rap, tempofyldt og underholdende fodbold, hvor realisme er en sidegevnist. Rocket League har det hele - med den lille (læs: markante) forskel, at bolden sparkes med raketbiler i stedet for vrist og inderside. "Giv mig et Rocket League med fødder" plejer jeg at sige - og Sloclap lader til at have hørt mine bønner.

Rematch

Sloclap, ja - studiet som for nogle år siden leverede kung fu-spektaklet Sifu, følger altså nu op med et fodboldspil. Stilen vi så i Sifu går faktisk igen i Rematch, hvor den samme stilfulde celshadede grafik og lignende karakterdesign er bevaret. Sifu excellerede på flere områder, og ét af dem har de taget med sig ind i udviklingen af Rematch: måden man bevæger sig på og interagerer med omgivelserne. I stedet for at sparke til flasker og kæber, er det fodboldbolde der får tæsk - men med samme "smoothness".

Dette er en annonce:

I Rematch spiller man enten tre mod tre, fire mod fire eller fem mod fem. Der gælder kampe uden regler - altså ingen offside, ingen frispark, og ingen gule eller røde kort. Før man tager kampen op mod rigtige modstandere, skal man igennem en kort prolog, der introducerer de vigtigste spilsystemer. Selvom det teknisk set er et fodboldspil, ligesom EA FC 25, så spilles det slet ikke på samme måde - lighederne med Rocket League er faktisk større. Du styrer én spiller - din spiller. De andre styres af andre spillere, og det sætter virkelig samarbejdsevnen på prøve.

Rematch

En anden lighed med Rocket League er måden man sigter på, når man skyder. Der er ganske vist mere fokus på tyngdekraft og fysik i Rocket League, men i Rematch kan du ikke bare trykke på skyd og forvente, at bolden flyver op i krogen som en målsøgende missil. Nej, Rematch spilles i tredjeperson med fri kamerastyring og et sigtekorn, du bruger både til aflevering og skud. Rematch serverer ikke det hele for dig - det kræver, at du bruger tid på at lære styringen, hvis du vil lykkes. Du skal lære at tage imod bolden, drible effektivt ved at skubbe bolden i forskellige retninger og udføre tricks på de rigtige tidspunkter. Intet bliver gjort for dig - det er dig, der sørger for, at ting sker, og at de sker rigtigt. En forfriskende tilgang i et fodboldspil anno nu.

Det er femminutterskampe, der gælder. Hvis ét hold scorer for mange mål, afsluttes kampen tidligere via "mercy rule". Man roterer efter hver kickoff, hvor én spiller får æren af at stå på mål, mens de andre er ude på banen. Et problem, jeg gentagne gange har oplevet i Rematch, er at - præcis som dengang min søn spillede i U6 - vil alle jagte bolden på samme tid. Målet efterlades vidt åbent, og det er ikke synderligt hensigtsmæssigt. Generelt er folk ikke så gode til Rematch endnu, men det bliver bedre, jo mere man spiller og jo højere man stiger i rank.

Dette er en annonce:

Parallellerne til Rocket League fortsætter. Chatsystemet under kampene er stort set identisk og fungerer glimrende til at bede om en aflevering, opfordre til skud - og undskylde, når man laver en fejl og lukker et mål ind. En anden lighed er udholdenhedsmåleren, der viser hvor længe du kan sprinte - men i Rematch fyldes den automatisk op i stedet for, at du skal samle boostere op på banen. En tredje lighed er det store fokus på at tilpasse din spiller med alt fra store frisurer og overskæg til smarte sko og mønstrede trøjer. Rematch har også et Season Pass, hvor du låser op for kosmetiske genstande - præcis som i Rocket League. Den største forskel mellem Rocket League og Rematch er (udover biler versus fødder), at det ene er gratis, og det andet koster 300 kroner.

Rematch

Ja, Rematch koster penge. Mange vil få adgang via Game Pass, hvor det udkommer dag ét - men alle andre skal betale mindst 279 kroner for basisversionen og op mod 500 kroner for en deluxe-udgave med lidt ekstra lir. Det føles lidt forkert, faktisk. Rematch er et fantastisk spil, når man bliver matchet med de rette spillere, der ved hvordan man spiller fodbold. Jeg ser mig selv spille det her i lang tid fremover - men jeg er lidt usikker på, hvor mange der vil smide 300 kroner efter et spil, der er fyldt med mikrotransaktioner og har et Season Pass, man skal betale endnu mere for. Rematch føles mere som en F2P-titel - især med tanke på de mange ligheder med Rocket League.

Det vigtigste er dog, at alle spiller på lige vilkår (endnu en lighed med Rocket League), og mikrotransaktionerne låser kun op for kosmetiske ændringer. At have sko med en glitch-animation, når man spurter, gør ikke, at man løber hurtigere eller sparker hårdere. Det er kun visuelt og påvirker ikke, hvordan spillet rent faktisk spilles. Men jeg frygter lidt, at Sloclap skyder sig selv i foden med deres prissætning. Det må tiden vise.

Rematch

På nær den temmelig store minuspost er Rematch et virkelig godt spil. Det er det spil, jeg har ønsket mig i årevis, og jeg er ovenud lykkelig over, at det endelig er landet. Det er både en fryd at kigge på og at spille, og jeg håber, at Sloclap formår det tilsyneladende umulige - at overbevise spillere om at betale for noget, der i bund og grund ligner en free-to-play-titel.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fodbold har aldrig været så sjovt at spille, smooth grafik, mekanikkerne sidder i skabet, utrolig belønnende når det hele fungerer.
-
Mikrotransaktioner, Season Pass - ja, det burde nok have været gratis.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Relaterede tekster

RematchScore

Rematch

ANMELDELSE. Skrevet af Joel Pettersson

Sifu-udvikleren Sloclap har endelig udgivet deres mildest talt uventede nye spil - et multiplayer-fodboldspil der går efter at gengive Rocket League-formularen.



Indlæser mere indhold