Reservoir Dogs: Bloody Days

25 mere og mere blødsødne år er der gået siden Quentin Tarantino's voldelige mesterværk, Reservoir Dogs, ramte biografferne. Der er sket meget siden 1992. Umiddelbart er Reservoir Dogs: Bloody Days dog temmelig ligeglad med politiske, æstetiske og samfundsmæssige ændringer men fokuserer hellere 100% på det ultra-kriminelle voldsunivers som Tarantino foldede ud på lærredet dengang, for 25 år siden. I samarbejde med Lionsgate, har Big Star Games fået det udsøgte privilegium at lave en af mine personlige yndlings kup-film til et computerspil. Forventningerne er høje og allerede rynker jeg lidt på snuden når jeg opdager at Big Star Games kun har ét andet spil under bæltet; Fist of Jesus, et beat 'em up RPG-lite med Jesus i hovedrollen der deler flyveskaller ud. Nuvel, spillet skal dømmes på indholdet, ikke resuméet.

I Bloody Days styrer du hver af to udvalgte håndlangere efter tur - her findes så seks unikt udseende personager at vælge imellem til hvert kup der skal bistås. Umiddelbart er det kun Mr. Blonde der har en direkte udseende-mæssige forbindelse til filmen da hans figur tydeligvis er Michael Madsen i smuk karikeret 3D-figur stil. Hvilket egentlig fint bringer mig til min første anke; Bloody Days prøver så vidt muligt at distancerer sig fra handlingen og hoved-figurene fra selve filmen (med undtagelse af Joe Cabot, men det omgås jo ikke) men prøver samtidig at skubbe så meget Reservoir Dogs lir i hovedet på spilleren som muligt. Det giver en underlig hiven-frem-og-tilbage fornemmelse hvor netop som man er ved at leve sig helt i rollerne, kommer der en repræsentant fra Big Star Games og prikker dig på skulderen, smiler lidt akavet og peger på sig selv.

Undertitlen Bloody Days er temmelig passende, hvilket er at forvente for en Tarantino hyldest. Ligene hober sig op, blodet flyder (til tider gennem væggene) og åben ildkamp mod politiet indtager førstepladsen som spillets indhold fra øve-missionen af. Det hele er ekstremt råt og i-dit-fjæs, hvilket falder i god tone hos en Reservoir Dogs entusiast. Spillet har generelt et ret unikt udseende og tøver ikke med sprøjtende blodårer eller splatter. Så er der bare ikke så meget andet end det, desværre. For at vende tilbage til min første anke; i ventetiden mellem baner, menuer og dets lige, får man smidt nogle lækre citater fra selve filmen på skærmen. Tarantino er mester til dialogsekvenser men det betyder så også at selve dialogen i spillet, som ikke er skrevet af Tarantino, halter væsentligt bagefter. Hele indpakningen er, så at sige, lidt mangelfuld.

Rent mekanisk, fungerer Bloody Days som et isometrisk skydespil i real-tid hvor du først gennemgår hvad end for et bane du spiller på med den ene person, derefter skruer tiden tilbage og gennemgår banen med den anden person, simultant med din egen præstation fra lige før. Det lyder forvirrende men fungerer faktisk enormt godt og giver pludselig spillet en hel ny strategisk dybde. Derudover får du X antal point når en mission er gennemført og her trækker det ned at være strategisk svag og lade en håndlanger dø; også selvom han genoplives ved at skrue tiden tilbage. Med det samme er du i konkurrence med dig selv og præcis her kommer et af spillets helt store styrker ind i billedet - genspilbarhed. Er du et neurotisk konkurrencemenneske som mig, så ender du med koldsved til langt ud på natten indtil du har forbedret din graduering fra D+ til C på en enkelt bane, om og om igen.

Styringen halter ligeså en anelse, uden at gøre for meget ud af det ordspil. Af gode grunde er tempoet hektisk og til uoverskueligt men samtidig er personerne ret løse i deres bevægelse og man kan hurtigt sidde fast i et hjørne eller punktere sit løb gennem banen fordi Mr. Brown beslutter sig for at hælde lidt til ene side. Det er frustrerende at storme gennem en guldsmed kun for at sigte og lande et 'Kodak moment' pletskud på en menig politimand og Mr. White så begynder at lunte og bliver plaffet til hullet emmentaler på få sekunder. Af uransagelig årsager fortsætter ens håndlanger heller ikke i gallop hvis man løber og så skyder, på trods af at løbe-knappen holdes nede.

I det hele taget, et spil med masser af skønhedsfejl fra et ungt studie der har blod på tanden, så at sige. Ser jeg mig selv vende tilbage til det her spil ofte og længe? Umiddelbart ikke. Dog tror jeg at med de rigtige opdateringer og fokus på at rette de fodfejl spillet har, så kan Bloody Days blive en succes - som sagt, i det mindste er der ingen Mr. Yellow.