Resident Evil 2

Lad os starte med et kort tilbageblik. Der var engang for ikke alt for længe siden, hvor spilbranchens største udgivere faktisk var nødsaget til at udgive nye spil, i stedet for nu hvor årets line-up suppleres af enten en eller flere større remakes, remasters eller samlinger af en eller anden art. Det er blevet standardpraksis at udnytte nostalgi til at klemme flere penge ud af forbrugeren, det er blevet passé i sådan en grad at forbrugeren ligefrem håner presse der stiller sig kritisk overfor remasters. Selvom vi ikke længere befinder os i orkanens epicenter, så kan vi heller ikke se os helt ude af denne periode, og som rosinen i pølseenden har vi nu Resident Evil 2, en af de sjældne projekter der ikke bare retoucherer en klassisker og satser på at nostalgi og kære minder alene driver folk ud i butikkerne, men hvor udviklerne har set sig nødsaget til at genopbygge den originale vision fra bunden af.

Med andre ord er Resident Evil 2 som et skud adrenalin lige i rygsøjlen, en modgift til den ellers trættte tendens, der ellers dominerer markedet.

Og det hele skal ikke gå over i "doom and gloom" her, for det at åbne for og opleve Resident Evil 2 fra ende til anden har været en helt aldeles positiv oplevelse.

Capcom har tidligere forsøgt sig med moderate remasters, der med et glimt i øjet har forsøgt at bibeholde originalens æstetik og design med små forbedringer. Dette skete med det originale Resident Evil HD Remaster, men så fik udviklerstaben ambitionssyge, og det stod klart at "bare" opskalere til HD med forbedrede teksturer, lyssætning og karaktermodeller simpelthen forslog. Der skulle mere til. Og her står vi med Resident Evil 2, der godt nok bibeholder samme struktur, historie, karakterer og mekanikker, men er bygget fra bunden af i deres relativt nye grafikmotor RE Engine, som de debuterede med Resident Evil 7: Biohazard.

Selvom der også er mekaniske opdateringer og forbedringer at komme efter, så taler vi hovedsageligt om en visuel overhaling, og sikke en overhaling det er. Fra den allerførste sekvens, hvor Leon S. Kennedy drøner afsted på vej til Racoon City, til Claire Redfield der opdager de muterede Lickers, så kan jeg med hånden på hjertet sige, at Resident Evil 2 er blandt de flotteste spil på denne generation af konsoller - punktum. Det er ikke noget holdet bag er kommet sovende til, for det er tydeligt at hundredevis (hvis ikke tusindevis) af timer er blevet brugt på at sikre at stemningen og atmosfæren sidder lige i skabet. Lyssætning fra de få lyskilder er indstillet så de akkurat kaster deres lys over meget bestemt dele af omgivelserne, bølger i vandpytterne på gulvene giver genlyd og skaber ringe når en ondsindet af fjende er nær, hvert enkelt objekt du samler op kan manipuleres i 3D og gemmer på masser af hemmeligheder.

Ikke bare det, der er heller ikke sparet på blodet, parterede kropsdele, sønderrevet kød og alt derimellem, og til tider bliver det både så heftigt, og så realistisk grundet RE Engines uhyggeligt præcise renderingsteknik, at det bliver svært at se med, imens tarmerne driver ud af en en uskyldig politimand. Det er dog alt sammen med til at understrege at Resident Evil 2 godt nok er et remake hvis vi skal være nøgterne, men fortjener at sidde på samme hylde som de bedste moderne gyserspil.

Rammefortællingen er fortsat den samme. Leon Kennedy drøner afsted imod sin nye arbejdsplads i Racoon City som politimand, kun vagt uvidende om det mareridt der venter ham. På vejen samler han Claire Redfield op, hvis bror arbejder på selvsamme station. De former et hold, og hver af deres historier tager omtrent otte timer at gennemføre, men benytter sig af stort set samme struktur. Men frygt ej, for Ikke nok med at spillet lader dig se kampagnen fra to synspunkter, der er ekstra kampagner at låse op for ved at gennemføre, samt nye karakterer at spille som - alt i alt er der masser af underholdning her, og selvom dele af verdenen genbruges igennem de forskellige historier, så er kvaliteten høj hele vejen igennem. Selvom Resident Evil 2 ser uhyre moderne ud, så er der visse designfilosofier fra slutningen af 90'erne der går igen, deriblandt den manglende informering til spilleren. I Resident Evil 2 er du noget der ligner på egen hånd. Jo, et bredt mål står altid i venstre hjørne, men præcis hvordan du bør navigere de mange gange og rum på politistationen er egentlig op til dig. Naturligvis er der en struktur her, en nøgle låser en dør op der giver dig kobenet der kan brækker de her brædder op der leder til lunten der kan sprænge den næste dør ind, og sådan går den. Det er dog uhyre effektivt, og leder spilleren til at stræbe efter små delmål i stedet for at blive utålmodig. Samtidig har du kronisk for lidt inventory-plads, zombier rejser sig igen selv efter at være blev skudt adskillige gange i hovedet og checkpoints kan der være langt imellem - Resident Evil 2 er old school, præcis som det skal være, og kun hvor det har været nødvendigt har Capcom moderniseret spillet.

Styringen vil føles ganske normal for en moderne entusiast, og det er svært at forestille sig den originale oplevelse, hvor man ikke selv kunne kontrollere kameraet, når når man kaster sig over Resident Evil 2. Samtidig føles Leon og Claire ganske dynamiske at styre, og aldrig føler man at man skal wrestle med karakteren for at få den ønskede handling frem på skærmen. Naturligvis er styringen stadig tung, og kameraet har det med at indtage en fikseret position fra tid til anden for at tvinge opmærksomheden hen til ét bestemt punkt, men aldrig er det dominerende eller på anden vis irriterende.

I det hele taget er det stort set kun det at zombier stort set ikke permanent kan dø, der ender med at genere. Ammunition kan der, som du nok ved, være langt imellem, og man vandrer ofte igennem allerede udforskede dele af stationen for at få adgang til nye afdelinger, kun for at finde ud af de zombier du har allerede har dræbt (som i at de falder om med et eksploderet hoved) har rejst sig igen. Det tager luften ud af den progression spilleren må og skal føle.

Stadig, det er svært ikke at rejse sig og give en rundhåndet applaus til Capcom, for at bryde forventningerne til hvad et "remake" kan være. Det har krævet arbejde, det er helt sikkert. Mange af strukturerne er anderledes, nogle opgaver er byttet om, andre er lettere redesignede, men hele oplevelsen føles timet og tilrettelagt, fuldstændig fintunet til at give dig den mest effektive gyseroplevelse muligt, og det lykkedes med bravur. Resident Evil 2 er måske baseret på et spil der er 20 år gammelt, men det føles spritnyt på én måde, og gammeldags på den bedst tænkelige facon samtidig.