Resident Evil 4

Håndfladerne er endnu engang badet i sved, og selvom jeg udmærket ved, at en messende munk står på lur bag den nærmeste egetræsdør med en morgenstjerne på størrelse med Leons hoved, flår jeg stadig tilbage i styrepinden af ren skræk, da han vælter ud i ansigtet på mig og svinger sit tunge middelaldervåben. Jeg er også godt klar over, at det ikke er mere end måneder siden, jeg sidst sad foran skærmen, grebet af historien om den tidligere politibetjent Leon S. Kennedy, der på en tur til en fiktiv spansk by løber ind i nogle gevaldige problemer med den underlige sekt Los Illuminados, utallige enorme monstre og en stor, ensom borg. Men efter forleden at have modtaget den første kode af den kommende PlayStation 2-udgave, så sidder jeg der altså igen.

Og lad mig med det samme få sagt det, der skal siges i forhold til den håndfuld enten håbe- eller hadefulde fans, der måtte sidde derude og nærlæse disse linier, i håbet om efterfølgende at kunne enten fryde eller ærgre sig i diverse fora. Ja, der er forskel på GameCube og PlayStation 2-versionen af Resident Evil 4, og jo, førstnævnte har med sit langt højere polygontal og diverse filtre også en mere besnærende visuel overflade, men Capcom er ufattelig tæt på, at narre dig med deres konvertering af et af årets bedste spil. Resident Evil 4 er virkelig et gennemført, flot og helt igennem utroligt spil på PlayStation 2.

Allerede fra introen, der har Leon siddende på bagsædet af en bil på vej mod landsbyen Peublo (ja, det er opfindsomt), viser spillet imponerende takter. Flimrefrit er billedet ikke, da bilen kører ned af den hullede grusvej, men der er en pæn detaljegrad på hele landskabet og da kameraet zoomer tæt på Leon siddende med hovedet op mod ruden, går det for alvor op for mig at Sonys PlayStation 2 stadig kan et par ting, i hvert fald i Capcoms kyndige hænder. Det er ikke før den første reelle kamp i byen, at koden bukker en smule under og bekender kulør. Tre hurtige skud fra Leons shotgun og en hurtigt kastet granat er for meget for den sorte maskine. I et kort øjeblik bevæger det hele sig langsommere og byens tilsyneladende vanvittige indbyggere hakker en smule i det. Men så samles det hele igen foran mig, og var det ikke fordi jeg sad med et PS2-joypad i hænderne, ville jeg have svært ved at se den store forskel på de to udgaver. Leon Kennedy er uden tvivl reduceret ret kraftigt i sin polygonopbygning, men på en eller anden måde er det lykkes den japanske udvikler at fjerne dem man ikke rigtig savner. Håret har lidt mindre liv, den slidte bomberjakke flagrer ikke helt på samme måde og ansigtsudtrykkene er en del mere dæmpet, men det gør ikke så meget. Sjælen i Resident Evil 4 er bevaret, og det er det vigtigste.

Resident Evil 4 har dog mærkbare forbedringer på PlayStation 2, noget jeg ville have svoret ikke var muligt, før jeg lod disken surre i maskinen. For det første understøtter den preview-kode jeg har både progressive scan-funktionen samt ægte widescreen-understøttelse. Så er du så heldig at eje f.eks. et LCD-fladskærmstv i en widescreen-udgave (og det er jeg), fylder Resident Evil 4 hele skærmen ud - og i øvrigt med et knivskarpt og helt roligt billede. PS2-versionen understøtter samtidig Dolby Pro Logic II surround sound, så hvis du har muligheden for at koble spillet til dit anlæg, bliver det hele en tand mere imponerende.

Bedst af alt er dog de spilmæssige forbedringer, som Capcom har foretaget med PS2-versionen. For det første har holdet inkluderet et helt nyt våben kaldet PRL 412, eller Parasite Removal Laser, der mest af alt ligner et våben fra fremtiden. Dets ulempe er den lange opladnings tid mellem skuddene, fordelen er det fantastiske hvide lyn, der skydes ud af den og som dræber en fjende med det samme. Det bliver aldrig min favorit på samme måde som den gode gamle shotgun, men våbenet har sine øjeblikke. Capcom har også forsøgt at lappe hullerne sammen mellem Ada Wong og Leons separate eventyr i selve spillet. Disse mellemsekvenser udspiller sig i et mini-eventyr kaldet Separate Ways, der foregår gennem fem rimelig hæsblæsende kapitler. Præcis hvad de handler om vil jeg dog ikke afsløre, det ville ødelægge meget af glæden ved at spille PS2-versionen. Der er også det sædvanlige fnidder, som jeg overhovedet ikke kan hidse mig op over, men som mange japanere og amerikanere nærmest lever for, og det er et væld af nye kostumer. Både Ashley, Leon og Ada kan kaste sig ud i nye outfits og dermed være den tand mere hippe. Det har været en del af serien siden de tidligste dage, så elsker du at fjolle rundt med de forskellige dragter, er der også noget for dig i Resident Evil 4.

Der er ingen tvivl om, at GameCube-udgaven stadig er flottere, sådan må det nødvendigvis være, når systemet har lidt flere muskler at lege med, men PS2-versionen er uendelig godt skruet sammen. Capcoms hold har vidst, hvad de skulle udelade og hvor der skulle holdes igen for at få projektet til at fungere på den nu aldrende PlayStation 2 - og derfor nærmest funkler Resident Evil 4 på denne generations mest succesfulde format. Har du ikke allerede stiftet bekendtskab med Resident Evil 4, måske fordi du endnu ikke har investeret i Nintendo GameCube, så er der i hvert fald ingen undskyldning i november, når PS2-udgaven lander.

Capcom har nærmest gjort det umulige. De har gjort et fabelagtigt spil på et stærkt system fremragende på et mindre stærkt, uden at det kan ses i andet end syningerne.