Resident Evil 4

Jeg står midt i en lille spansk flække. Et par forhutlede indbyggere stavrer hen mod mig med hævede haveredskaber, mens en enkelt starter en brummende motorsav op og slæber sig fremad. Fugten melder sig i håndfladerne, og det er selvom jeg kender det hele. Jeg ved, at jeg skal ind i det nærmeste hus, jeg ved, jeg skal have geværet ned fra væggen, og jeg ved, at jeg skal holde mig i live indtil landsbyens ensomme klokketårn kalder til samling. Alligevel aner jeg ikke mine levende råd. Jeg har spillet sekvensen om fem gange allerede. Enten har jeg drejet mig forvildet rundt med nunchucken og gang på gang mødt en grådig motorsav, som var lige uden for mit synsfelt eller også har jeg skudt, misset og skudt igen, mens jeg forgæves prøvede at få Wii-moten til at sigte på et par truende bønder. Den definitive udgave af Resident Evil 4? Det tror jeg næppe...

Enhver Resident Evil-fan har i årevis levet med de gumpetunge, langsomt drejende S.T.A.R.S.-medlemmer, der ikke kunne se en hånd for sig og som aldrig vendte på en tallerken, så det var noget af en spilmæssig åbenbaring, da Capcom i 2005 introducerede os til en ekstrem smidig Leon S. Kennedy med et præcist sigtesystem og en verden i fuld 3D, uden døde vinkler og statiske baggrunde.

Hvis vi for et øjeblik glemmer styringen, for den kommer jeg tilbage til, så er alt ved det gamle, når Resident Evil 4 Wii Edition smides i den lille hvide maskine. Grafikken er måske ikke prangende længere, men på en maskine, hvor alt i øjeblikket er pastelfarvet og en smule nuttet, markerer Resident Evil 4 sig som et yderst detaljerigt spil, med en helt fabelagtig atmosfære og et meget stærkt design af alt fra fjender til lokaliteter og bosser. Kort sagt: har du endnu ikke spillet Resident Evil 4, så kan det stadig nås. Det er en af de sidste fem års vigtigste spiludgivelser, en sand actionperle, der bare skal opleves.

Men, men, men... ideen med en Wii-udgave, er naturligvis at reintroducere spillet til det hurtigt voksende Wii-publikum og derigennem vise, at kombinationen af en Wii-mote og en nunchuck er en helt ny måde at opleve Capcoms gyserklassiker på - og det er det da også, det er bare ikke en god oplevelse, i hvert fald ikke for mig. Kombinationen af Wii-mote og nunchuck fungerer nemlig sjældent, og selv når den gør, så er jeg ikke rigtig sikker på at det er en forbedring, nok nærmere et alternativ.

Fejlen skal findes i måden, du sigter på. Udelukkende udstyret med en Wii-mote og Leon naglet til gulvet, ville det have været fremragende, hvis du havde 360 graders bevægelsesfrihed, men Capcom har i stedet lavet en styring, hvor nunchucken bestemmer, hvad du kigger på og hvilken vej, du vender, mens Wii-moten så kan sigte inden for de rammer. Det kan ikke tælles på samtlige fingre og tæer, præcis hvor mange gange jeg har stirret ned i et beskidt trægulv eller op på en faretruende mørk himmel, mens et par messende munke nænsomt har banket løs på mig.

Og det er ikke fordi jeg aldrig, som nogle, er blevet vant til at skulle styre to analoge styrepinde på en gang. Jeg fik min ilddåb med det første TimeSplitters på PlayStation 2, og har siden adskillige gange perfektioneret styringen og dermed min spillestil - det hjælper bare ikke meget i Wii-udgaven af Resident Evil 4. På papiret er det måske "bare" to analoge styrepinde, men når du først trasker gennem en blæksort kirkegård og angribes af besatte indbyggere, så hænger det bare ikke sammen. Sigtet er da også mærkbart større end det nogensinde var det i PS2- og GameCube-versionerne, noget der vidner om Capcoms indsigt i de problemer, der kan opstå. Du sigter i øvrigt aldrig hurtigt nok til, at der ikke er mindst én, der får placeret en rusten køkkenkniv eller en høtyv i kødet på dig. At skulle styre sigtet hen på en fjende, tager længere tid nu end det gjorde med et slidt GameCube-joypad. Indrømmet, når du først sigter omkring hovedet, er det lettere at lave et velplaceret skud i pandelappen, men i et spil, hvor du samtidig skal holde øje med din ammunition, er det pokkers let at smide adskillige skud væk på at skyde lige ud i luften, noget, jeg aldrig gjorde tidligere.

At skulle vifte med Wii-moten er til gengæld lige til. Uanset om du skal løbe fra en stor sten eller vriste dig fri af en landsbytosse, så er det pærelet at udføre den manøvre. Selv de interaktive mellemsekvenser fungerer fint, ligesom bosser også er til at overkomme. At det ikke tilfører Resident Evil 4 noget livsvigtigt og anderledes er måske en anden ting, men det er ikke som sigtesystemet, noget der nærmest modarbejder dig. Er det et spørgsmål om tilvænning? Jeg aner det ikke, men RE4 er nu gennemført på Wii, og jeg føler stadig, at jeg ikke overhovedet er tættere på at blive fortrolig med styringen.

Jeg ved godt, at jeg de seneste mange år udelukkende har siddet med et joypad mellem hænderne, og Resident Evil 4 Wii Edition er da også min første anmeldelse af et Wii-spil, men det betyder ikke, at jeg ikke har brugt adskillige timer foran fjernsynet med bl.a. Wii Sports og Zelda - to spil, jeg aldrig har været frustreret over rent styringsmæssigt. Ligeledes har jeg prøvet eller kigget med, når flere af redaktionens medlemmer har testet andre Wii-spil, og det har også set besnærende let ud. Måske med undtagelse af Sonic and the Secret Rings, som både Jesper og jeg selv hadede efter mindre end en halv time.

Resident Evil 4 Wii Edition er en solid udgave, når det kommer til indhold for en Nintendo-ejer. Her er alt hvad PS2-udgaven havde af sidehistorier, nye våben og småændringer. Der er endda progressive scan og wide screen indlagt, og dermed altså et flottere billede. Til gengæld er der så også en styring, der til tider nærmest gør én modløs, en styring, der for mig er adskillige skridt tilbage i forhold til den Capcom gav mig i 2005. Og det faktum, at jeg kan tage mit originale GameCube-spil, sætte det i maskinen og så ellers opleve en helt fejlfri oplevelse af det mesterlige gyserspil, gør min fascination af denne udgave så meget mindre - desværre.