Resident Evil 5

Det er kun formiddag i Kijuju, men solen står allerede højt på himlen. Fra et hus i nærheden høres en statisk radioprædiken, og i den minimale skygge som de faldefærdige huse tilbyder, sidder indbyggerne og kigger ud over den tomme plads, som udgør byens centrale midte. Deres trætte øjne følger enhver bevægelse jeg laver, men det er ikke med velkomne blikke. Alligevel ler jeg lidt for mig selv.

Længere ned ad gaden er fem unge mænd i gang med at sparke til en sæk. Hvad eller hvem der er inde i den, vil jeg ikke vide. De stopper med deres forehavende, da jeg passerer dem, og pludselig bliver der meget stille. Da jeg vender mig om er de borte. Er det stilheden før stormen? Heldigvis er jeg selv bevæbnet til tænderne og jeg håber at min kontaktperson, som jeg er på vej hen til, ligeledes er iført en skudsikker vest.

Det er ti år siden den skæbnesvangre julinat på Spencers herregård. Chris Redfield, der tilsyneladende har brugt størstedelen af disse år i den lokale vægtløfterklub, har lagt en lovende karriere som STARS-agent bag sig og arbejder nu for specialstyrkerne, der udelukkende koncentrerer sig om biokemisk terrorvirksomhed i Bio-terrorism Security Assessment Alliance. Og BSAA er ikke ligefrem Læger uden Grænser.

Der er hverken karantæneinstitutioner eller oplysningsarbejdere på gaden i det afrikanske landskab. Nej, I Kijuju er det kun Kurt Cobains kur mod elendighed der virker, og doktor Redfield ordinerer gerne en god omgang bly til dem, der ikke lige kan holde sig i skindet. Hvis du forventer dig en snigende uhygge med klassiske gyserelementer, så bliver du skuffet - Resident Evil 5 er et rent adrenalinskud leveret direkte til hjertet.

Og det er givetvis også den største og første forskel, der slår én, når man som spiller smider skiven i maskinen. Det er overhovedet ikke uhyggeligt, ikke en eneste gang. Jeg rives i stykker af blodtørstige byboer, danses på at en opildnet gruppe af zombier i mørket, men ikke et af mine nakkehår rejser sig. Jeg mærker en smule panik, når en fyr iført bandager og med en motorsav i hænderne begynder at jage mig rundt i kvarteret, men det er stress der får hjertet til at hamrer derudad, ikke frygt.

For fem år siden havde jeg sikkert elsket det betingelsesløst, men med Leon S. Kennedys dyst mod Los Illuminados i bagspejlet, er det svært ikke at stille høje krav. Resident Evil 4 kunne mærkes langt ind i hjertet og blev i 2005 udnævnt til årets bedste spil. Det havde virkelig alt det man kunne ønske sig; spænding, action og et fængslende eventyr med en fascinerende atmosfære.

At følge op på den slags mesterværker, er som at forsøge at overgå sit bedst sælgende album, hvis altså man var et band. Fornyer du dig ikke, risikerer man at folk mister interessen, men svæver man for meget væk fra udgangspunket, så mister man til gengæld sine gamle fans. Her lader det til at Capcom i stedet har valgt alternativ X, altså en blanding af begge valgmuligheder. Et forsøg på at gøre alle tilfredse, uden nogensinde rigtigt at gøre nogen tilfredse.

Jeg kan ellers godt lide hvad jeg ser. De afrikanske slumkvarterer er mageløst realiserede, og optegner virkelig et barbarisk samfund hvor volden hærger. En blå himmel lægger taget på oplevelsen, mens en skarp sol steger alt den rammer. Alligevel kigger jeg lige op i solen, mens et smil finder vej til mine læber. Resident Evil 5 er flot, rigtig flot og ser man bort fra den til tider ulogiske by-arkitektur, er det en fornøjelse at udføre lidt U-landsarbejde i de meget varierede miljøer bestående af blikhuse, faldefærdige bygninger og slidte veje. Det er i den grad civilisationens vugge.

Med på rejsen er Sheva Alomar, en hjælpende højre hånd fra den afrikanske afdeling af BSAA. Med Sheva ved din side, er det meningen at du skal kunne halvere indbyggertallet i Vestafrika med en god ven over nettet eller i samme sofa, via den indlagte splitscreen-funktion. Det skulle bare have været en mulighed, og ikke en tvang. Dels berøver det spillet af en stor del af udfordringen, fordi Sheva er en pige med ben i næsen, og det ødelægger samtidig en del af udforskningen, da hun med glæde stormer ind i ethvert rum og tæver løs på alt, der ikke er surret fast. Du har ikke meget at frygte fra mørket.

Men det er heller ikke mørket du skal frygte, det er i stedet de tusindvis af glubske indbyggere, der har fået smag for amerikansk kød krydret af med Sheva-løg. Disse sultne munde bliver hurtigt et problem, hvis ikke man er et overpumpet muskelbjerg, og selv hvis man er, så må disse bjerge af kød fremstå som en slags "alt du kan spise-buffet" for de mange inficerede, så skal du undgå at blive dagens ret, så er det noget med at skyde dem fra sikker afstand bag en husvæg, og skulle de komme tæt på dig, så afvikles nævekampene gennem de velkendte quick-time-events - ikke ulig The Bourne Conspiracy.

En anden nyhed er spillets real-time inventar, der i en hed kamp, sagtens kan koste sig både tid og liv, men som med lidt revurdering af indhold, meget hurtigt kan give dig adgang til dine våben via styrekrydset. I dette femte kapitel fylder et jagtgevær det samme som en pistol, så systemet fra fireren, hvor ens inventar i sig selv var lidt af et puslespil, er med andre ord helt borte - og det er de mange gåder i øvrigt også. Problemløsningen er nu i stedet henlagt til at skyde på en pøl benzin for at antænde en superzombie og den slags. Hjernen kan sagtens slås fra. At indkøbe noget i spillet gøres i øvrigt stadig med hjælp fra rubiner, diamanter og guldmønter, men hvor det tidligere var en halvskummel købmand du skulle barter med, sker dette nu mellem de forskellige kapitler, hvor du så kan købe våben, opgraderinger og planter til at helbrede dig selv.

Muligheden for at finstemme ens våben efter behag giver desuden spillet ekstra genspilsværdi, og banerne kan besøges som det passer dig, endda med hele arsenalet intakt. Væk er nemlig de obligatoriske Resident Evil-skrivemaskiner, hvor man skulle indskrive sine bedrifter. Dette er afløst af flere checkpoints på de enkelte baner samt ved hvert gennemført kapitel. Alt i alt snakker vi seks kapitler med et par timers spiltid i hver, alle med hver deres individuelle miljø.

Spilkontrollen, der har været sagt meget om i forbindelse med demoen, skaber helt klart en række frustrationer, til trods for at du kan vælge mellem fire forskellige opsætninger og dermed selv bestemme, hvordan du vil svinge rundt med geværet. Jeg har selv tidligere refereret til styringen som krøbling-simulatoren, men i takt med at Chris bliver varmet op, så føles den ligeså pålidelig som stabil, med undtagelse af nærkampene. Kommer en af zombierne tættere på end en armlængde, så er der nemlig dømt klaustrofobisk panikangst, mens du forsøger at tæve løs på dem. Resident Evil 5 er dog tiltænkt at spilles med de fodslæbende zombier på behørig afstand.

I øvrigt trives jeg med geværet mellem hænderne. Det er her, jeg vil være, det er det, jeg har længtes efter. Resident Evil 5 lever ikke rigtig op til de forventninger, som forgængeren uden tvivl har skabt, men det ville også være umuligt. Chris er ikke en ligeså umiddelbar helt som Leon, ikke ligeså gennemført, og jeg føler heller ikke helt det samme engagement i historien. Ikke engang den "jeg skal lige lidt længere"-følelse indfinder sig. Alligevel nyder jeg det hele vejen. Kort sagt, det er langt fra det bedste spil i serien, men det er definitivt blandt noget af det bedste spilbranchen kan tilbyde i øjeblikket.