Dansk
Gamereactor
previews
Resident Evil 6

Resident Evil 6

Nu kan du bevæge dig mens du skyder. Behøver vi virkelig at sige andet for at understrege at Resident Evil fornyes? Chris fortæller.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Tågen hænger tungt i det mørkelagte rum. Det glimtende lys fra et par nært væltede lamper afbryder kortvarigt den dystre stemning fra tid til anden. Foran dig ser du en vaklende skikkelse. Umenneskelige lyde kommer fra hans væsen. Du hæver pistolen i dine hænder og tager sigte. Du råber til skikkelsen, og han vender sig imod dig. Sveden drypper stille fra din pande, og du begynder at skælve. Din største frygt er blevet til virkelighed. Det er en zombie, du står overfor, og den er på vej mod dig.

Du samler dig selv og tager sigte igen. Han er jo allerede død, det burde være nemt nok at hive i aftrækkeren. Men det er det ikke. Den vaklende skikkelse kommer nærmere, og et kort lysglimt fra en nærliggende lampe forvandler din virkelighed til et sandt mareridt fra helvede. Det er din bedste ven, som står over for dig. Personen som har stået ved din side igennem tykt og tyndt, og han vil gøre dig fortræd. Hvis du ikke trykker på aftrækkeren, så dør du. Har du det i dig til at gøre, hvad er rigtigt?

Resident Evil 6Resident Evil 6

Sådan et scenarie bliver Leon S. Kennedy udsat for i det nyeste spil i Resident Evil serien, Resident Evil 6. Udviklerne har satset hårdt på at vende tilbage til den oprindelig Resident Evil-følelse, hvor frygt, stress og spænding går hånd i hånd. Du skal opleve at blive bevæget af historiens dramatiske udfoldelser, samtidig med at du spiller spillet. Frygten skal helt tæt ind til kroppen.

Dette er en annonce:

Det er de helt store værdiladede ord, som kommer på banen, når udviklerne snakker om Resident Evil 6. For at kunne komme så vidt rundt i det følelsesmæssige spektrum som muligt, giver spillet dig mulighed for at kunne spille tre forskellige personer, hvor nogle er kendt fra tidligere spil. Hver figur begynder deres egen historie i forskellige dele af spillet, og samles til sidst i Lanshiang, en opdigtet havneby beliggende i Kina. Du har mulighed for at kunne vælge imellem Leon S. Kennedy, Chris Redfield og en ny person ved navn Jake Muller.

Leon begynder sin historie i Toulouse, 2013, hvor man planlægger at holde en reception for præsidenten af De Forenede Stater. Et biologisk terrorangreb sætter en stopper for det hele, og Leon ankommer til stedet for at udrydde og begrænse truslen. Desværre er præsidenten blevet inficeret og forvandlet til en zombie.

Resident Evil 6Resident Evil 6

Leon står over for et svært valg, men Amerika har en nultolerancepolitik over for biologiske angreb, og en kugle i præsidentens hoved senere forsøger Leon sammen med en agent fra U.S Secret Service, Helena Harper, at komme til bunds i sagen om angrebet. Hans efterforskning bliver forhindret, da han og Helena bliver anklaget for mordet på præsidenten, og da sporene fører til Kina, må de tage benene på nakken. Således lægger Leons historie vægt på den klassiske Resident Evil-oplevelse med langsomme fodtrin gennem dårligt belyste korridorer, hvor det altid stormer udenfor, og man aldrig ved, hvor truslen lurer.

Dette er en annonce:

Chris Redfields historie begynder allerede i Kina, men seks måneder før hovedhistoriens begyndelse. En biologisk epidemi er brudt ud, og organisationen BSAA, Bioterrorism Security Assessment Alliance, sender Chris og hans hold af elite kommandostyrker ud for at undersøge og eliminere truslen. Han bakkes op af sin næstkommanderende, Piers Nivans, som er den bedste snigskytte i BSAA. Men noget går galt under operationen, og Chris og Piers' hold bliver taget til fange af terroristerne. Kun Chris og Piers formår at bryde fri, mens resten af holdet bliver ofre for terroristernes nyeste virus, C-Virusen. Fysisk og psykisk påvirket af hændelserne sværger Chris hævn og vil ikke stoppe før, at alle terroristerne er døde.

Resident Evil 6

Den sidste person, som du kan spille, er Jake Muller, som er en helt ny figur i Resident Evil universet. Han er en lejesoldat, som holder til i det opdigtede Ardonia, et land beliggende i Mellemøsten. Landet er blevet kastet ud i en borgerkrig, og Jake er en af de mange lejesoldater, som håber på at blive rige ved at tilbyde deres ydelser. Jake gemmer dog på en hemmelighed. Han er søn af den afdøde Albert Wesker og dermed arving til Weskers genetiske overlegenhed. Derfor er han et attraktivt mål for terroristerne. Jake undslipper dem, men fortiden indhenter ham, og han får at vide, at kun han kan redde verden. Sammen med den unge naive pige Sherry Birkin (Resident Evil 2) vil de forsøge at stoppe terroristerne i at sprede den nye C-Virus.

Du kan frit vælge mellem alle tre historier fra begyndelsen. Skulle du ikke være interesseret i nogen af dem, har du mulighed for at kunne vælge Mercenary Mode kendt fra tidligere spil i serien. Til forskel fra forgængerne skal du ikke gennemføre Resident Evil 6 for at frigøre Mercenary Mode. Du kan frit vælge den på lige fod med de andre historier.

Det primære fokus på de tre historier er at skabe en filmisk oplevelse for brugeren. Man bevæger sig igennem et hav af små filmsekvenser, hvor man ikke lægger mærke til, at gameplayet er forsvundet for en kort stund. F.eks. læner Leon sig op af dørkarme eller hænger hvilende på siden af væggen, mens han fortæller Helena, hvordan de kommer ud af bygningen. Det får Leon til at fremstå mere menneskeligt end en kunstig spillefigur, som kun i stand til at skyde eller gå frem ad.

Resident Evil 6Resident Evil 6

Det samme gælder også for de længere filmsekvenser, hvor alle figurer har fået flere små ansigtstræk, som vi kender til fra virkeligheden. Man føler næsten, at man er i gang med at se en film. Men desværre, ligesom med film, opfører figurerne sig dumme fra tid til anden i form af mærkelig logik. Da Leon og Helena finder et sikkerhedskontrolrum, ser de på en af de mange skærme to personer, som er i live og ønsker hjælp. De fortsætter med at kigge på skærmen, og inden for et par sekunder har et par zombier, som åbenbart må være udstyret med avanceret teknologi, der gør dem lydløse, formået at slæbe sig selv hen til de overlevende og begynde at spise dem. Først da vågner Leon op og vil redde dem, og man bliver vidne til, hvad man føler er et forceret stykke drama, som falder helt til jorden. Du skal nok ikke forvente at opleve Godfather-lignende optræden.

Gameplayet har også fået et par nye tilføjelse, som gør spiloplevelsen mere strømlinet. Som det helt store vil du være i stand til at kunne bevæge dig, samtidig med at du kan skyde. Forskellige skydepositioner er også blevet introduceret, så du kan ligge ned på ryggen eller maven og stadigvæk kæmpe videre. Du skal dog ikke forvente, at dette gør dig usårlig. Zombierne, som har haft en forlænget ferie fra serien, er tilbage i fulde drag, og de vil gøre livet surt for dig. Som et ekstra spark i skridtet har udviklerne introduceret specielle zombier. Nogle bruger våben, andre kan sprinte og nogle kan hoppe. I forhold til tidligere spil bliver du nød til at vægte situationen og vælge den korrekte strategi for at nedkæmpe zombierne.

Resident Evil 6Resident Evil 6

Løber du tør for ammunition, kan du vælge at bruge dit nærkampsvåben. Du kan også benytte dig af våbnene, som nogle zombier slæber rundt på. Er det ikke nok, kan du i bedste karatestil sende zombierne på flyvetur med et cirkelspark, eller drage inspiration fra amerikansk wrestling og give dem en albue i ansigtet, mens de ligger ned på jorden. Slår det fejl, og du bliver overfaldet, skal du forsøge at undslippe ved at gennemføre et quick-time-event. Her skal du vente til det helt rette tidspunkt før, at du kan løse QTE'en. Du får mere tid til at se, hvad der sker på skærmen, og du undgår, at familie og venner komme til at tro, at du er ved at få et epileptisk anfald i dit ihærdige forsøg på at slippe væk fra zombien.

Udover de almindelig og specielle zombier, har udviklerne tilføjet et nyt 'super' monster ved navn J'avo. J'avo er det ultimative produkt af C-virusen og er et modbydeligt monster at møde. Den er intelligent og hurtigt. Skulle du få ram på den, vil det ikke være til nogen nytte, da den også regenerer nærmest ved lysets hastighed. Men J'avoen har flere tricks i ærmet. Hver gang den bliver skudt, muterer den, og pludselig har den klør i stedet for hænder. Ifølge udviklerne bliver hvert eneste møde med en J'avo unikt, da det ikke er til at vide, hvilke evner den får under kampens hede.

Inventory-systemet er desværre blevet aflivet, og i stedet bliver du præsenteret med en menu, hvor alle dine genstande er sat ved siden af hinanden på en række. Det visuelle præg lægger ikke skjul på, at det er blevet til en mindre del af spillet og muligvis en nødvendighed, når man kan løbe og skyde på samme tid. I samme proces er planterne Grøn og Rød kendt fra tidligere spil ændret en smule. I stedet for at kombinere dem til forskellige drikke, forvandler du dem til piller, som kan spises når som helst. Fordelen ligger i, at du nu kan binde en knap til pillerne, så du ikke skal pause spillet for at bruge dem. Det er et system, som de fleste spillere er bekendt med fra andre skydespil, hvor man bruger en health pack eller tilsvarende med det samme, og om det kommer til at bidrage til Resident Evil-følelsen er uvist.

Skulle du sidde og savner en ven eller person at spille med, så fortvivl ej. Ligesom med det forrige Resident Evil-spil kan du i Resident Evil 6 teame op sammen med en anden spiller. Co-op er blevet forbedret. Alle kan nu hoppe ind i andres spil, uanset hvor i historien du befinder dig i forhold til tidligere, hvor du skulle begynde forfra fra checkpointet, hver gang en anden spiller ville spille med. Der er tilmed blevet tilføjet korte audiovisuelle kommandoer, som du kan benytte for at lade din partner vide, om noget er godt, skidt eller om du har brug for hjælp. Det betyder måske ikke det største, når man sidder ved siden af hinanden, men kan forvandle en co-op begivenhed fra at være en standard affære til en hylende sjov oplevelse.

Resident Evil 6 lægger op til et brag af et spil. Der er blevet tilføjet mange forbedringer, og der er blevet lært af tidligere erfaringer. Skulle du sidde og være helt spændt og på kanten af dit sæde over at kunne få fingrene på spillet, så er der håb forude. Udviklerne er gået med til at arbejde på højtryk, og spillet udkommer allerede den 2. oktober 2012. Så husk at gøre sofaen ren, husk at købe rigeligt ind, og fortæl omverdenen, at du ikke er død, men blot er i gang med at geare op til et hæsblæsende gysertrip af den største kaliber. Resident Evil 6 ser ud til at blive det mest intense spil i serien.

Resident Evil 6
Resident Evil 6
Resident Evil 6
Resident Evil 6
Resident Evil 6
Resident Evil 6
Resident Evil 6
Resident Evil 6
Resident Evil 6
Resident Evil 6
Resident Evil 6
Resident Evil 6

Relaterede tekster

Resident Evil 6Score

Resident Evil 6

ANMELDELSE. Skrevet af Philip Lauritz Poulsen

Trådene samles i én stor knude i Resident Evil 6, der både byder på op- og nedture. Vi bringer to anmeldelser her.



Indlæser mere indhold