Resident Evil 6

Resident Evil-serien har gennemgået en del ændringer siden det oprindelige spil udkom i 1996, hvor genren survival horror for alvor blev noget folk snakkede om. Det var enormt uhyggeligt og stemningspræget, og spilleren blev hurtigt draget af den konstante fornemmelse af hjælpeløshed som spillet kunne skabe. En toer udkom og indtroducerede flere figurer, og treeren gjorde ligeså, altimens et enormt univers, fyldt med onde megaselskaber, intriger og monstre, byggede sig op.

Fanskaren voksede og ville have mere, og Capcom lystrede. Pludselig var der lyspistolspil på markedet, og selv en filmserie blev det til, inden udviklerne bag denne nu store franchise valgte at gå i en anden retning. I 2005 udkom Resident Evil 4, og de til tider besværlige kameravinkler blev erstattet af et over-skulderen kamera, og der kom betydeligt mere fokus på at skyde og ikke mindst at sigte. Skiftet var en stor succes, og den efterfølgende femmer fulgte samme formular, nu dog med to spillere på en gang.

I Resident Evil 6 følger vi for første gang en ganske stor gruppe hovedpersoner, og de spillere, der er bekendte med spillets univers, vil kunne genkende de fleste. Hver af disse figurer har, med en enkelt undtagelse, en partner, der vil fungere som ens makker, hvad end man spiller alene, split screen eller online. Dette makkersystem kender vi alle til fra forgængeren, men hvad Capcom har gjort med systemet i denne ombæring er yderst interessant. Idet de forskellige figurer krydser hinanden undervejs i spillet, er der stor sandsynlighed for at det par man møder faktisk er styret af to andre spillere et sted i verden. Spillet foretager nemlig en søgning efter andre spillere, eller spillerpar, på bestemte tidspunkter i spillet, og pludselig er man vokset fra en duo til en trio eller kvartet.

Denne feature skaber en enormt god atmosfære, idet man hele tiden føler at man er en del af et levende univers, hvor andre kæmper mindst lige så meget for overlevelse som en selv. Hvad gør systemet endnu sjovere er, hvis man spiller de forskellige figurers kampagner i den rækkefølge som de fremlægges af spillets menuer, idet man får en masse "aha" oplevelser, og samtidig kan føle sig lidt bedrevidende, når nu man falder over et par, der er i gang med deres første gennemspilning.

De mange figurer fortjener selvfølgelig lige en hurtig præsentation. Vi har Leon Kennedy, en af de to hovedpersoner fra Resident Evil 2, og den enlige protagonist i Resident Evil 4. Han akkompagneres af Helena Harper, en secret service-agent der tilsyneladende kender en del til hvad der foregår omkring hende. Så har vi Chris Redfield, en af seriens store veteraner med sin første optræden i det originale spil. Hans makker Piers Nivans er ligesom Chris en BSAA soldat, og har faktisk optrådt som Chris' makker i en af de mange tegneserier, der er lavet om universet.

Lejesoldaten Jake Muller er vores tredje hovedperson, og intet mindre end hele spilseriens onde Albert Weskers søn. Han akkompagneres af den nu voksne Sherry Birkin, den lille pige der reddes i Resident Evil 2. Hun er nu blevet agent for samme afdeling af det amerikanske militær som Leon, og hun har til opgave at bringe Jake i sikkerhed, idet den militære afdeling mener at kunne finde kuren til den zombieskabende virus i hans blod.

Til sidst har vi Ada Wong, spillets eneste solofigur. Ada optrådte første gang i Resident Evil 2, og er siden dukket op hist og her i spiluniverset, blandt andet i Resident Evil 4. Hun er nu spilbar, og fungerer lidt som en slags superheltinde med hang til mystik, seje våben og en fantastisk sans for timing, når det kommer til at hjælpe de andre makkerpar. Jeg vil råde alle til at gemme denne gennemspilning til sidst, da det både historiemæssigt og gameplay-mæssigt giver den bedste oplevelse.

Nu nævner jeg gameplay, og da der er et par ting at tage fat på i dette område, vil jeg gå i gang med det samme. Spillets struktur fungerer meget som vi kender det fra Resident Evil 5. Man bevæger sig fra område til område, skyder zombier så mange gange i hovedet man kan komme til det, løser et puzzle, finder en nøgle, åbner en dør, osv. Der har dog været plads til ændringer, og den første, som mange gamere nok vil være glade for at høre, er at det nu er muligt at bevæge sig mens man sigter. De kreativt døbte "tank controls" er derfor blevet skrottet til fordel for et mere dynamisk system, hvor spilleren kan gå fra side til side, og tilmed kaste sig ned på ryggen, for at undgå bid fra nattens glubske bæster.

Det fungerer meget godt, og man føler sig ikke længere forankret til jorden, mens man dirigerer lasersigtet mod zombiernes ømme punkter. Der er også kommet en opdatering af spillets melee-system, og der er nu en stamina-bjælke, der dikterer hvorvidt man kan nedlægge en zombie i et enkelt, veltimet slag, eller om man svagt står og dasker til den som en bokser i tolvte runde. Det er et opfindsomt system med en meget stor hage: Spillet bliver alt for nemt. Det duer desværre ikke at serien er gået fra at man kæmper for overlevelse med ganske få kugler i pistolen, til at kunne lave vilde wrestling moves på zombierne, så deres hoveder eksploderer. Jeg forstår godt at figurerne nok er blevet mere hardcore med årene, men mange af deres moves er rent ud sagt latterlige.

En anden stor del af gameplayet er co-op. Da spillet i skrivende stund endnu ikke er udkommet, har det desværre ikke været mig muligt at finde nogen at spille med over nettet. Frygt dog ej, da jeg vil vende tilbage med et addendum til anmeldelsen for at beskrive dette aspekt af spillet. For at få en ide om spillets vigtigste feature, tog jeg derfor fat i noget så sjældent som en vaskeægte, kød-og-blod person, og placerede ham på sofaen ved siden af mig.

Sammenlignet med min spiloplevelse da jeg spillede alene, steg kvaliteten drastisk. Pludselig havde jeg en makker, der faktisk holdt øje med hvad der sneg sig ind på mig, fortalte mig det, og tilmed selv skød efter det. Det har meget at skulle have sagt i forhold den sølle præstation, den computerstyrede makker formåede. Ud over den øjede effektivitet blev stemningen også langt bedre. Den lidt kiksede historie, som vi kender fra samtlige spil i serien, blev pludselig udholdelig, idet man sammen kunne grine af de ofte fjollede hændelser. Jeg mener helt ærligt, hvor mange år skal Leon dræbe zombier, før han fatter at de ikke kan tales til fornuft, også selvom de tidligere var hans venner?

Det vil ærgre mange, at man ikke længere kan opgradere sine våben. Systemet er blevet erstattet af en slags perks, hvor spilleren vælger tre bonusser, han eller hun vil have med sig ind i kapitlet. Disse bonusser gør alt fra at øge hvor meget ammunition et enkelt våben kan rumme, til hvor mange ting faldne fjender giver fra sig. Bonusserne låses op ved hjælp af skill points, der indsamles under indspilningen, og det vil tage en del tid at få låst op for dem alle. Nogle vil måske se dette som en forlænger af spillets levetid, men da mange af disse perks er ganske ubrugelige, er jeg bange for at folk hurtigt finder frem til deres foretrukne loadout, og holder sig til det resten af spillet.

En ting skal siges om spillet, og det er at grafikken er i top. Mine første minutter i spillet gik med at stirre på de mange detaljer på min figur, samt dem i miljøet omkring mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke tilbage på de gamle dage, og på hvor langt vi er nået de seneste år i den grafiske afdeling. Den er sandt nok ikke helt på niveau med nutidens sværvægtere, men de mange lyseffekter og detaljer imponerer stadig.

Desværre har spillet en stor mangel, nemlig atmosfæren. Jeg tog ofte mig selv i at glemme at det faktisk var et Resident Evil-spil jeg var i gang med, da seriens vigtigste element, uhyggen, var fuldstændig fraværende. Serien er desværre gået for langt over i den grøft, hvor der ikke længere er tale om et survival horror-spil, men et tredjepersons-actionspil. Det begyndte allerede lidt i Resident Evil 4, så lidt mere i femmeren, men i denne ombæring er enhver form for gys lagt på hylden til fordel for store eksplosioner og Hollywood-stunts. Det er synd, da der i forvejen er masser af co-op spil på markedet i denne genre, og jeg bestemt mener at Resident Evil serien vil kunne bære et ægte survival horror-spil, hvor samarbejde er i centrum.

Alt i alt er Resident Evil 6 gået lidt for langt fra kildematerialet genremæssigt, til at jeg kan nyde det fuldt ud. Jeg erkender, at det er et ganske udmærket actionspil, dog med en historie lige så forudsigelig som en genudsendelse af Friends. Der er ingen tvivl om at spillet nydes bedst med en god ven over et par øl og en skål chips, men jeg er bange for at mange vil gå glip af denne oplevelse på grund af online-delen, hvilket er ærgerligt. Jeg vil anbefale spillet til alle, der er fans af serien og dens historie, da der når at ske meget i denne ombæring, men hvis du leder efter et godt gys og søvnløse nætter, må du desværre lede et andet sted.